Det virker ikke ligefrem som en fantastisk løsning? Fordi en læge ‘kun’ har arbejdet som reservelæge i et par år skal resten af karrieren ruines, medmindre man flytter til udlandet?
Nogen der kender læger, der er ramt af denne regel, eller som selv står i et dilemma?
Hvad mener i generelt om reglen? Kan det passe at muligheden for en speciallægeuddannelse skal udelukkes, hvis man ikke er hurtig nok? Eller er det nødvendigt for at presse nye cand.med’er til hurtigt at specialisere sig?
Kan der være en fordel i det som f. eks at indgangskrav til eftertragtede specialer lettes, så en cand.med hurtigere kan påbegynde speciallægeuddannelsen?
Om hvorvidt reglen er nødvendig er jeg bestemt ikke kvalificeret til at udtale mig om…
Men det bliver spændende at se hvilke om end nogle konsekvenser det vil få for den første gruppe som “løber tør for tid”. Går stærkt ud fra, at du har læst Politikken i dag, hvor de havde en artikel herom. Det andet ville i hvert fald være et sjovt tilfælde (Link til artiklen i Politikken d. 4/4-2012: http://politiken.dk/uddannelse/ECE1589470/unge-laeger-falder-for-ny-tidsfrist/). Men det virker da som om, at nogen politikere begynder at revurdere reglen.
Jeg tror personligt (og dette bygger jeg udelukkende på mandlig intuition), at de tidligere “fjumre-år” (Jeg mangler virkeligt et bedre ord for reservelæger som har forskellige I- og uklassificerede stillinger) ikke bliver fjernet, men blot flyttet. Med dette mener jeg, at antallet af forskningsår, vikariater og andre aktiviteter som kræver, at man forsinker sin uddannelse er stærkt stigende. Ligeledes forestiller jeg mig, at der er blevet pænt rift om titlen Ph.d. medicin fra folk som ingen interesse har i forskning senere i karrieren, men som gerne vil være anæstisiologer eller lignende (Siger man 4-års-regel til en stud med, så er der nærmest panik i øjne og mange kan forklare hvad de gør for, at komme et skridt foran de andre ansøgere til stillingerne… Selvom de går på 2. semester [Overdrivelse FREM FOR forståelse])…
HVIS dette bare tilnærmelsesvis er tilfældet, så må det være en ulempe for samfundet generelt. Hvis vi derved udskyder at uddanne og specialisere folk, så vi benytter dem som arbejdskraft inden (her tænker på prægraduat forskning, vikariater) eller uddanner folk i en forskerstilling som de ikke bruger senere (Ph.d).
Dette er blot tanker uden nogen basering på konkrete beviser… Men jeg tror at vi, som samfund, får mindre for pengene ved, at en panikstemning blandt de studerende gør at vi flytter arbejdsudbytte frem i forhold til uddannelse.
Et “quick-fix” på nogle af problemerne kunne være, at forlænge KBU til 1,5 år (…og skal vi så ikke kalde det turnus igen?), hvorved folk får mere indsigt i specialerne og hvad de selv vil. Som jeg har forstået det; nu kan man afslutte 12. semester og forestille sig, at man skal være kirurg. Få et KBU-forløb med et halvt år ved en praktiserende læge og et halvt år på intern medicin og efter KBU stadig ikke have nogen reel erfaring med kirurgi og risikere, at man ikke kan få en I-stilling netop derfor (På trods af afdelingerne vist ikke må selektere på den baggrund).
Kan kun tilslutte mig Steenbergs synspunkt, at det er spild af ressourcer at folk som ingen reel interesse har ‘tvinges’ til forskning. Det udvander i sidste ende forudsætninger for kvaliteten (læs: fondsmidler) for dem der ville mere og nå dybere i forskningen.
Personligt synes jeg at man ikke burde nægtes adgang til speciallægeuddannelsen. Hvis man nu gerne vil opmuntre folk til at begynde tidligere, kan man vel, som så meget andet, give et økonomisk incitament (det virker oftest). Men i disse sparetider er der vel ingen (politikere) der tænker i de baner…
Jeg går p.t. på 2. semester og har allerede lagt billet ind i at snuse til forskningen, hvilket er de færreste fra min årgang der har tænkt på. Jeg gør det både af interesse og af praktiske grunde, vel vidende at riften om forskningsprojekter nok skal blive stor når man nærmer sig sin bachelor, for da har vel alle hørt at de skal forske for at nærme sig det ønskede speciale…
Vi må håbe at der kommer en fornuftig løsning, især tænker jeg på de ca. 80 som sikkert går et meget nervepirrende sommer i møde…
Enig i ovenstående. Før turnus blev fordummet og 4-årsreglen indført, skulle folk ud og samle point for at blive speciallæger. Det var en ordning som gjorde specialisterne mere velbevandrede i fagene, og som modvirkede nepotisme… og så får vi dette her i stedet.
I sin tid mumlede jeg noget om at hvis man mangler læger i særlige fag, så er det vel bare et spørgsmål om at benytte sig af det allerede etablerede pointsystem. Mangler der læger i Holstebro? Giv nogle ekstra point i forhold til specialisering til de som vil gøre samfundet en tjeneste og hjælpe til i udkanten. Lægemangel i psykiatrien eller onkologien? - ekstra point til de som kan og vil gøre en indsats overfor ventelisterne og ta 12 måneder i et speciale som tilgrænser drømmespecialet. På den måde bliver fjumreårene pludselig fornuftige.
Forskning skal naturligvis også give point medmindre vi vil have det akademiske til at gå helt i stå, men at presse alle interesserede og uinteresserede ud i en ph.d., det lyder ikke klogt.
På den måde skal man nok få fordelt folk samtidig med at de som er stålsatte i forhold til et populært speciale de ikke bliver udelukkede bare fordi de ikke “kender nogen”.
PhD’en bør efter min mening kun være nødvendig i forskningstunge specialer eller afdelinger.
Problemet, som jeg ser det, er en manglende overholdelse af den oprindelige aftale mellem 4 års reglens parter. Aftalen går ud på en afskaffelse af uklassificerede stillinger til fordel for oprettelse af uddannelsesstillinger.
De uklassificerede uddannelsesstillinger er kun til stede for at fylde ud i vagtskemaerne på afdelinger landet over billigst muligt. Derudover er værdien minimal.
Nyuddannede læger der tager imod disse stillinger gør det primært med håb om efterfølgende ansættelse indenfor specialet, enten i intro- eller hoveduddannelse. Dette er en selvisk og usolodarisk måde at prøve at komme foran i rotteræset om de dyrebare h-stillinger.
Faktum er: hvis nyuddannede læger stod sammen om at holde regionerne til det oprindelige løfte (h-stillinger i stedet for uklassificerede stillinger) og ALLE nægtede at tage uklassificerede stillinger ville man kunne tvinge hospitalerne til at afholde udgifterne til at videreuddanne os frem for bare at bruge os til at fylde vagtskemaerne ud.
Sådan går det når fagforeningen ikke formår at holde styr på tropperne, lægge en klar linje ud og når folk i egen interesse forråder fællesskabet. TAG JER SAMMEN ELLER BLIV TAGET VED NÆSEN
hvis solidaritet var et gyldigt begreb hos lægestanden var 4-års regelen slet ikke blevet indført i første omgang.
Når den nu er en realitet, og i øvrigt gummistemlet af vores fagforening så kan man ikke bebrejde nogen individer for at tage en uklassificeret stilling hvis karrieren, og hele ens fremtidige arbejdsområde står til at ryge over styr. Det er for øvrigt heller ikke rimeligt efter min bedste overbevisning.
Fingrene skal ikke peges af de enkelte individer der forsøger at klare sig igennem med 4-års reglen som realitet, den skal peges på vores fagforening og deres manglende handlekraft. Før, såvel som nu.
Kunne man forestille sig dette var sket i en magtfuld fagforening som fx Dansk Sygeplejeråd. Nej, det kunne man ikke. Kunne man forestille sig at en sådan fortsat ville acceptere (modvilligt) 4 år efter vedtagelse. Nej det kunne man ikke.
Usolidariske læger og en impotent fagforening er to sider af samme sag. Det forsøgte jeg at få igennem med mit post. Jeg forestiller mig at det har baggrund i den måde fagforeningen er sat op på. Medlemmerne af YL skiftes hele tiden ud efterhånden som folk bliver færdiguddannede. Dette skaber et utroligt svagt fællesskab og har gjort det let at gennemføre noget så tåbeligt som 4-års reglen.
Jeg er stærkt imod at man i ansættelsesudvalgene på diverse H-forløb skeler til erfaring opnået i uklassificerede stillinger. Det eneste der bør være et krav for at få disse stillinger er en overstået KBU og I-stilling. Populære specialer bør kunne skille fårene fra bukkene ved at kigge på forskningserfaring uden at tvinge folk til at arbejde i årevis indenfor et speciale i håb om allernådigst at få lov til at starte på et H-forløb.