Famile og karriere

Hey studmed’er.

Jeg har på det seneste tid tænkt meget over mange ting, men I får kun et overskueligt afsnit af det her.
På nuværende tidspunkt er jeg indskrevet på KU, medicin. Jeg er oprindeligt fra Århus, hvor min familie
også bor.

Problemet er simpelt: Jeg savner dem. Min familie, mine venner og bekendte. Desuden er Århus en dejlig by.

Valget er svært: København har gjort indtryk på mig. Et dejligt kollegie, nye venner og ikke mindst et godt
studieliv på panum.

Et af de første ting jeg lagde mærke til i storbyen er at alt er ligesom Århus, bare mere ekstremt! Jeg er ikke i tvivl om at man sagtens vil kunne gøre god karriere her, hvis man virkelig gerne vil. I kbh vil mulighederne være flere og større. Igen kommer det an på den enkelte studmed, hvad han/hun vil gøre af de muligheder.

Jeg har aldrig været den vilde konkurrence-type, men mere tilbageholdende og afslappet. Nærmere en gårddreng, haha.

Det her føles som presset fra det uundgåelige forhold mellem familie og karriere.

Summasummarum: Jeg ved egentlig ikke hvad jeg vil have ud af det her. Måske nogle andre der har stået i sammen situation eller lign. Måske nogle råd. Who knows - men tak fordi I lyttede.

Nu handler denne tråd umiddelbart mest om savnet til Århus, men jeg synes også der stikker en hvis form for mistrivsel på studiet generelt frem her?

Jeg ved ikke hvor langt du er på studiet og ikke mindst, hvilke krav du stiller til dig selv på studiet og hvordan du selv oplever du når (eller ikke når) de stillede krav.

Stiller man store store krav og oplever man ikke når dem, så er det jo nederlag på nederlag. Er det svært at stille mindre krav fordi man har en indre perfektionist, så er det jo heller ikke et nemme vilkår man giver sig selv…

Well, det var et sidespring.

Vi har alle op og nedture under studiet, nogle store andre små. Men jeg synes det vigtigt at man trives og i bund og grund synes det er sjovt eller i hvert fald kan se et mål med det laver.

Gør du det?

At være væk hjemmefra, væk fra det man forbinder med tryghed og det kendte - det vil ikke blive første gang du kommer til det. Det bliver en del af lægegerningen eller er det i hvert fald for mange. Man bliver måske smidt et sted hen i KBU og man får en introstilling et andet sted, og hvem ved måske får man en slutstilling et helt tredie sted.

Det er ultimo april og du ligger sikkert i tung læsning, måske er du lidt i tvivl om du kan nå det hele. Måske føler du at sommeren ikke bliver noget du kan få tid til? Det hele er måske bare lidt surt denne tid…?

At du er en tilbageholdende, afslappet, jysk gårddreng :slight_smile: - lyder da kun hyggeligt.

Panum er et sted jeg heller aldrig fandt ro og som - i hvert fald - da jeg læste havde sine grupper der mest lignede noget på vej til en bytur, men en tirsdag morgen.

Men dem der kender mig ved også at tøjvalg aldrig har været min stærke side eller interesse for den sags skyld.

Det jeg prøver at sige er at Panum godt kan være for meget, sådan var det i hvert fald for år tilbage…

Orv, tak for det fine svar.

joh, jeg synes i hvert fald at det er imponerende at du rammer et ømt sted. Dine spørgsmål af retorisk karaktér er dem jeg faktisk har stillet mig selv i al hemmelighed. Det er alt det stress og jag og den der grå bunker-agtige bygning (ja, panum)

Lige nu er jeg halvvejs igennem bachelordelen og derfor kan du have ret. Jeg er midten af det hele, lige efter et døds-semester. Jeg trænger nok til at komme lidt væk fra panum og alt medhørende (inkl. modeshowet, haha). Herefter kan jeg revurdere om “the juice is worth the squeeze” i københavn.
Panum kan være for meget og det er jeg helt enig i.

Igen, tak for responset.

Hvis du har 1½ år tilbage af bachelordelen, hvorfor bekymrer du dig så? Det er min forståelse at det er besværligt (eller måske rettere, mere besværligt) at lave en overflytning, medmindre den laves i overgangen imellem bachelordelen på et universitet og kandidaten på et andet.
Til den tid er du nok mere afklaret om mulighederne og livet i den eneste “byen” i Danmark er det hele værd, eller om savnet til familien, provinslivet trækker for hårdt.

1,5 år er lang tid. Hvis vi igennem en dyb personlig diskussion omkring op og nedture i dit liv, får dig overtalt til det ene eller det andet, ændrer du sikkert mening et par måneder senere baseret på en ny udvikling.

Hvis du overvejer, at lave en direkte overflytning midt i bacheloren, skal du også påregne det administrative/studierelaterede bøvl.

Mig bekendt kan man ikke lave overflytning midt i et forløb (enten bachelor eller kandidat), medmindre man har barn under 4 år syg så alvorligt, at behandlingen kun kan ske lokalt. Ellers ingen overflytning, er man vist blevet enige om universiteterne imellem…

København er en dejlig by, det er Aarhus også. Jeg kender selv til afsavn af familie, venner og ens vante omgangskreds. Men, som yngre læger bliver vi også nødt til at flytte en del, derfor er det vel kun at sige - prøv at vænne dig til at falde lidt til der hvor du er. Og ikke nødvendigvis på dit studie, men gerne med nogle sociale aktiviteter udenom. Eller blot på det kollegie du evt. bor på.

Hvis man ellers kunne bytte studiesteder, ville det også være skønt.

Jeg vil også tilføje at Aarhus er ikke så meget provinsby, som man i Kbh tror :wink: