Jeg synes ofte at man hører læger/medstuderende male fanden på væggen, og sammenligne vores fremtid på arbejdsmarkedet med 80´ernes arbejdsløshed blandt læger.
Det er som om de nyder at fortælle, at om få år vil tilstanden være så slem, at med mindre man har skrevet 4 Ph.D´er, fundet en kur mod ebola og giftet dig med overlægens datter, så kan du ikke engang regne med en introstilling i psykiatri i Sønderborg.
Jeg kan jo godt se logikken i ræsonnementet; lægeårgangene bliver større og større (både med ny uddannelse i Ålborg, og konstant øget optag alle de andre steder). Jeg må ærligt indrømme at en af de store drivkræfter for mig da jeg for flere år siden valgte medicin, var udsigten til en god jobsikkerhed. Der må da et eller andet sted være et regulerende organ, som holder det nutidige optag sammen med fremtidsprognosen for læge-behovet, eller er det bare ønsketænkning, og går vi virkeligt en hård fremtid på arbejdsmarkedet i møde?
Jeg synes generelt at der er mange sortseere blandt alle dele af samfundet, som der nyder at male fanden på væggen.
På mange uddannelser fungerer det sådan. at universitetet selv bestemmer hvor mange det vil optage på en given uddannelse (derfor alt det bøvl med nedskæring af humaniora der er ved at ske nu). Der er dog enkelte uddannelser, som f.eks. medicin, hvor det maksimale optag bliver bestemt af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Det vil altså sige at det er det ministerium der bestemmer det maksimale optag, og at, f.eks., KU ikke pludseligt kan vælge at optage 10.000 nye medicinstuderende. Så lidt kontrol er der da 
Når man kigger på arbejdsløsheden inden for et studium som medicin (og mange andre for den sags skyld), synes jeg at det er en god idé at bryde arbejdsområderne lidt op. Det er klart at hvis man satser på en karriere som anæstesiolog på RH med tilhørende professorat på KU, uden at være en del af alt det prægraduate karriereræs, kan det nok blive lidt svært…
Dog forholder det sig sådan at Novo, og en lang række af andre private firmaer, i Septembers advarede ministeren om et kæmpe problem med mangel på læger inden for det private inden for en kort årrække, også selvom at planen er at der skal optages samme mængde studerende de kommende år, som der blev optaget i år. Du kan læse mere om det her.
Et andet faktum er, at diverse lande som Sverige og Norge stadigvæk ikke uddanner nok læger til at opfylde deres egne behov (og derved slet ikke til at opfylde andre landes behov). Det må derfor siges at være rimeligt sikkert, at der, om end ikke andet, vil være arbejde at få i udlandet.
Personligt tror jeg ikke på at det bliver så slemt som folk siger (selvom man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig). Men som sagt, tror jeg det handler om ønsker for fremtiden; vil man absolut være den ovenstående anæstesiolog, eller vil man gerne arbejde for det private/ i udlandet? Og vil man absolut arbejde i København, eller har man ikke noget imod at tage til udkantsdanmark, hvor der er en desperat mangel på f.eks. praktiserede læger.
Verden er ikke sort/ hvid.
Mvh. Bastian