Kan man være et normalt menneske og læse medicin?

Jeg er efterhånden begyndt at frygte at jeg har det med medicinstudiet, som jeg har det med det med piger.
Når jeg ikke kan score dem, gør jeg alt hvad jeg kan for at få dem, og tænker ikke på andet, og føler mig super forelsket. Men når jeg ved at de er inden for min rækkevidde, er jeg træt af dem, og kan ikke lide dem.

Siden december har jeg bare været fast besluttet på at jeg vil læse medicin, og følt mig meget stærkt motiveret, men jeg følte også, at det på samme tid ville være næsten umuligt for mig at komme ind, men jeg greb alligevel chancen, og søgte ind på kvote 2 på alle universiteterne. Efter over al forventning, at have været til MMI i Odense for et stykke tid siden, ved jeg nu at jeg gjorde en fantastisk præstation til denne test, og jeg er nu modig nok til at stille mig op imod den elskede jantelov, og sige, at jeg ved at jeg vil blive tilbudt en studieplads her. Jeg begyndte derfor at researche meget omkring studieordningen, og hvordan det er, at læse medicin, og har snakket med studerende for at forberede mig. Og det føles bare som om at det eneste jeg kan finde frem til er, at det er utrolig hårdt at læse medicin, og at man kan forvente 10-12 timers arbejdsdage næsten 5 dage om igen, og ikke tid til noget socialt uden for de andre medicin studerende.
Da jeg har kæreste og mange andre gode venner ved siden af studiet, vil det betyde meget for mig at vedligeholde mine forhold med disse, samt min familie, og samtidig have tid til hobbyer og lidt afslapning.

Ja, det betyder meget for mig at læse medicin, og jeg har haft meget erfaring og studie, som giver mig den motivation, som jeg ved det kræver. Men jeg er på et punkt i mit liv, hvor jeg ikke gider at være en selvfikseret, isoleret og egoistisk medicinstuderende, som ikke har tid til den familie som jeg regner med at stifte inden for et par år, samt mine gode venner og de ting som jeg holder af. Og jeg har lidt det indtryk, at sådan kommer det næsten uundgåeligt til at se ud, de næste 6 år for mig. Så mit spørgsmål går ikke rigtigt på, om JEG kan klare at læse medicin, for det ved jeg, at jeg kan, men kan mit LIV, min familie, hobbyer osv. holde til det?

Jeg håber at der er nogle studerende der kan give mig klart svar på dette spørgsmål, istedet for at “disse” mig for at have lidt selvtillid, og gå imod janteloven :slight_smile:

Tak

Jeg læser medicin på 1. semenster i Odense (startede i feb.) og har godt hørt alle de skrækkelige rygter om hvordan bøgerne og studiet suger ens sociale liv væk, omkring ørerne på en.
Dette er dog heldigvis kun rygter…
Vores faglige tutorer har lavet en stor undersøgelse på vores årgang, for at klarelægge tidsforbruget på læsning osv. Der deltog omkring 130 personer i undersøgelsen. Denne viste at der i gennemsnit blev læst 11,3 timer om ugen, ud over forelæsning osv. Dette er noget mindre end de 10-12 timer om dagen, som du har hørt.
Dette er ikke et forsøg på at forklejne den indsats der skal ligges hvis man vil være læge. Der skal bruges tid ved bøgerne og nogle gange skal der bruges lang tid. Men hvis man kan strukturere sig osv, så er der massere af tid til venner, fritid og socialt liv. Det handler bare om at gøre noget aktivt for opnå det…

Håber dette bidrager til svar på dit spørgsmål…

Tak for svaret, det er jeg glad for at høre :slight_smile:

Er der nogen som er længere i studiet, måske endda evt. fra andre universiteter, som kan svare på hvordan arbejdsbyrden er lidt længere henne i forløbet? Jeg ved selvfølgelig godt at det kan variere i perioder, og at f.eks. eksamensperioder naturligvis kræver meget tid.

Hmm, den er tricky. For som du rigtigt siger - så handler det ikke så meget om du kan klare studiet, men om dine omgivelser og nærmeste kan acceptere dit valg om at læse medicin.

Du skal være 110% sikker på, at du er villig til at satse fremtiden med din kæreste. For nok ved du nogenlunde hvad der venter de næste 6 år. Men gør din kæreste det?

Jeg var i et forhold, hvor vi boede sammen og jeg havde et fuldtidsjob - på samme tid som jeg fik muligheden for at læse medicin. Havde drømt om det så inderligt, så jeg startede og fik tilrettelagt vores liv, så hverdagen var rimeligt normal som før. Der var dog færre penge mellem hænderne og nu var vi bare 2 studerende. Men til sidst gik det bare ikke. Hun blev uddannet og jeg manglede stadig 3 år. Og så var vi ikke det samme sted længere.
Pointen er den - selvom dig og din kæreste er enige om hvad der skal ske i fremtiden, så aner du ikke hvad der kan ske. Hvis drømmen om en familie med din kæreste er højere end at læse medicin, så tænk dig rigtigt, rigtigt godt om. Vil du være læge, så må du være indstillet på, at du kan komme i en situation, hvor du må give afkald på/miste noget du holder af.

DrBonde, Ja det er et langt studie, men det er læse medicin betyder på ingen måde at man ikke på samme tid kan stifte familie og/eller bare være social med venner og familie. Som OBC skriver så handler det jo i bund og grund om hvor god man er til at strukturere sig. Jeg synes måske du får lagt det lidt værre frem end det er.

Hvis man kan arbejde fornuftigt 8-16 man-fre, så er det MIT indtryk at det langt hen af vejen er tilstrækkeligt. Selvfølgelig er der perioder hvor det kræver lidt ekstra timer, ligesom mange jobs gør det.

Er man ligesom mig mindre god til det, jamen så kan man sagtens bruge hele dagen på at nå det samme, på grund af alle de ting man laver indimellem. At jeg foretrækker det på den måde er så en anden ting.

Jeg siger jo akkurat det samme som det du giver udtryk for, Ilmer!

Der er tid til både familie og fritid. Det er jo ikke det mit forrige indlæg handler om. Det handler om partnerens indstilling…

Tro mig, selvom du strukturerer din hverdag maksimalt, så er det i bund og grund ligegyldigt, hvis din partner ikke støtter 100% op omkring dig. Så ja, hvis begge er enige om, at der skal stiftes familie og at de næste 6 år er hr. JaJaJa studerende, så giv det en chance. Men er kæresten ked af udsigten til, at JaJaJa er studerende de næste 6 år og ser problemer ved det, så er der grund til at stoppe op og tage en snak.

Folk - specielt de yngre studerende - har det med at lægge en masse kræfter i studiet og blæse det op til mere end det faktisk er når de skal fortælle om det. Nu kommer du måske ikke til at læse i København, men jeg skulle sgu blive meget overrasket hvis arbejdsbyrden er meget anderledes end i Odense. Jeg har indtil videre klaret mig igennem 4 semestre med en ugentlig arbejdsbyrde der hedder ca 4 dage om ugen, kl 9 - 15.

Jeg ser ikke mig selv som mere begavet end nogle af mine medstuderende, måske bare mere afslappet ift. de faglige mål for de enkelte fag. Jeg vil gerne forstå hovedsubstansen i pensum, men at lære små detaljer for at score rigtig gode karakterer siger mig ikke noget. Jeg har for travlt med andre ting i mit liv. Jeg fornemmer, at du har det på samme måde. Det kan sagtens lade sig gøre. Også det med børnene. Der er en del studerende med børn som klarer sig fint (og endda bedre end jeg i mange tilfælde).

Svaret på dit spørgsmål er at ja, selvfølgelig kan du klare det. Du skal bare prioritere tingene i dit liv.

Meget imponerende hvis du har klaret 3. semester på KU ved 9-15 fire gange om ugen.

For os andre dødelige vil jeg antage at man godt kan klare sig 8 timer om dagen 5 dage om ugen, inkl. undervisning og pauser.

Alting er ved man gør det til og hvor god man er til udenadslære.