Hej
Håber der er nogle nuværende eller tidligere medicinstuderende der har lyst til at komme med input i forhold til mine overvejelser.
Jeg er 24 år, gravid og venter første barn og så er jeg meget i tvivl om mit studievalg. Jeg har i et par år overvejet om medicinstudiet var noget for mig - indtil da var jeg overbevist om at jeg skulle læse noget mere humanistisk eller samf. videnskabeligt. Da jeg skulle søge ind stod valget mellem medicin og psykologi. Da jeg lige var blevet gravid (uplanlagt) besluttede jeg mig for at vælge psykologi, da jeg havde en ide om at det ville være mindre hårdt samt mere familievenligt. Det var egentlig ikke fordi jeg tænkte, at jeg måtte “nøjes med” psykologi - jeg var bare virkelig i tvivl og troede at psykologi ville være det nemme og sikre valg.
Nu er jeg så startet - og min tvivl er kun blevet større. Jeg bliver ikke fanget af stoffet (måske er det for tidligt at vurdere) og jeg er enormt frustreret over det store fokus på metoder og “der er aldrig noget rigtigt svar”.
Det eneste jeg synes er virkelig interessant er vores lille bitte fag på 5 ects der hedder neuropsykologi. Det elsker jeg til gengæld.
Så måske skulle jeg have valgt medicin?
Derfor har jeg besluttet at gå til forelæsninger på medicin for at finde ud af om det fanger mig mere. Er der nogle der kan anbefale nogle bestemte forelæsninger? Eller nogle der ved hvordan 1. Semesters forelæsninger ligger (på KU)
Er der evt nogle studerende der har erfaringer med at have børn samtidig med at de læser medicin?
Jeg er vildt bange for at medicin bare er alt for hårdt. Bliver der overdrevet når der fortælles om hvor hårdt medicin er sammenlignet med andre studiet? Tror I det er meget hårdere end at læse psykologi? (hvilket jeg synes er ret hårdt 
- men det er nok en del af det at starte på uni)Hvor abstrakt er det? Jeg ved at der er individuelle oplevelser af sværhedsgrad osv, men jeg vil rigtig gerne høre nogle erfaringer. Naturvidenskab er ikke umiddelbart det jeg er aller stærkest i - jeg er ikke dårlig, men der er mange som er meget bedre.
Til sidst skal det siges at jeg aldrig har været god til at sætte mig ned og læse - tingene er kommet nemt til mig og jeg har derfor ikke skulle knokle for at få mit gennemsnit. Jeg har en ide om at man ikke “kommer nemt” til noget på medicin men der må være andre som har Haft det som Mig? Har I lært selvdiciplin?
Det var en masse spørgsmål herfra, og jeg håber at nogle har lyst til at svare på et eller flere af dem. Hvis der evt er nogle som har skiftet fra psykologi til medicin (eller omvendt) kunne det også være virkelig interessant at høre fra dem.
Beklager manglender kommaer osv - skriver fra iphone!