Navn på Artikel

Er enig med andre i, at det er en rigtigt god debat at tage.

Det interessante spørgsmål, sådan lidt overordnet set, er vel hvor meget vi som studerende i det hele taget skal underbyde hinanden/være billig arbejdskraft i funktioner der dybest set ikke bidrager til at gøre os til bedre læger.

I det foreliggende eksempel havde der vel ikke været noget til hinder for, at den studerende havde fået både pengene OG navnet med på en artikel.
Hvis da ikke hele dilemmaet netop var opstillet, for at få arbejdet udført gratis.

Hele meriteringskapløbet er i høj grad en selvskabt plage, det er ikke samfundet der pålægger os at være forskningsaktive lige fra dag et på studiet.

Der er heldigvis, også som studerende, mange muligheder for at bedrive reel forskning, til gavn og glæde for den studerende selv og det omgivende samfund.
Den slags arbejde synes jeg at man skal kaste sig over, også uden at få penge for det, i det omfang man har tid, lyst og øvrige muligheder for det.

Det forekommer mig desværre også, at der er en del “forskningsarbejde” som man kunne sætte hvem-som-helst med to arme til at gøre: Data-tastning, indsamling af prøver, påklistring af etiketter, putte breve i konvolutter, renden ærinder osv.

Ved den slags arbejde opfylder man bestemt ikke Vancouver-erklæringens retningslinjer for at få sit navn på en artikel og det gør een ikke til hverken læge eller forsker.

Udfører man den slags arbejde gratis, er det at sammenligne med at arbejde 3 måneder gratis som opvasker på en fin restaurant, i håb om at få en læreplads som kok.

Nu skulle man nok tro, at jeg var i gang med at mobilisere rød front blandt stud.med’er, men det er nu ikke det der er mit ærinde.

Jeg mener blot at det vil være til alles bedste, de studerendes såvel som samfundets, hvis vi bruger vores tid på noget der reelt dygtiggør os og ikke på noget vi gør af frygt for at komme bagerst i uddannelseskøen.

Min fornemmelse er at der er gået inflation i medforfatterskaber, og jeg tror at det i den grad kommer til at give bagslag på et tidspunkt. Hvis du alene udfører et teknisk stykke arbejde i forbindelse med projektet kvalificerer det dig ingenlunde til et medforfatterskab, og den ph.d.-studerende bør ikke tilbyde og du bør heller ikke tage imod et tilbud om medforfatterskab.

Derimod er det fint at udføre et teknisk stykke arbejde og så i processen blive indført i og bidrage til det videnskabelige håndværk, herunder dataanalyse, udarbejdelse af figurer manuskriptskrivnig, etc. Hermed vil du evt. have mulighed for at kvalificere dig til et medforfatterskab og det kan være fuldt berettiget.

At indrage studerende i forskning er således ikke nødvendigvis grov udnyttelse af billig arbejdskraft; det kan også være en læringssituation som så mange andre. Det er forkert at give studerende en skodløn (= at lade dem arbejde mere end de får løn for) for udelukkende at lave et stykke gulvarbejde uden noget læringspotentiale. Jeg ser derimod intet galt i at lønne studerende for et sådant stykke arbejde, så længe overenskomsten overholdes. Og jeg ser på den anden side heller intet problem i at interesserede studerende får lov til at blive involveret i forskningsprojekter på frivillig basis, forudsat at det kan betragtes som en læringssituation og at de dermed får noget erfaring som de kan drage fordel af senere (og det er ikke i sig selv at putte breve i konvolutter eller at være “pipetteslave”).

Og en anden ting jeg må understrege: der er rigtig mange ting vi gør som læger som indbefattes af “interessetimer”. Vi bliver målt og vejet på produktion, altså hvor mange patienter vi møller igennem fabrikken, men de ting der er med til at løfte vores fag, såsom undervisning, instrukser, lægefagligt arbejde og forskning ligger for de fleste uden for en 37 timers arbejdsuge. Vores fag ville ikke udvikle sig hvis alle krævede timeløn for at gøre disse ting.