ca. 384 sider
Kr. ca. 598,00
Udg. år 2006
2 udgave
ISBN 8762805681
Forlaget skriver
[quote]På baggrund af kommentarer fra brugerne til første udgave af Praktisk pædiatri, som udkom i 2001, foreligger bogen nu i opdateret anden udgave, der er ændret på en række punkter.
Omfanget er væsentligt øget i kraft af en generelt mere uddybende og forklarende tekst samt flere kliniske fotos og illustrationer. Endvidere er der tilføjet to nye kapitler om hhv. International pædiatri og Fysisk og seksuel mishandling.
Bogen lægger fortsat vægten på det patofysiologisk specielle for børn i forhold til voksne. Specialistbehandling skitseres og for hvert kapitel henvises til relevante referencer i bogform og på nettet, hvor læseren kan finde uddybende viden om de enkelte emner.
Bogen suppleres af ledsagende multiple choice spørgsmål til hvert kapitel, som du kan finde under “Supplerende materiale”, herunder. Praktisk Pædiatri dækker pensum i pædiatri for lægelig embedseksamen ved landets medicinske fakulteter.
Målet er at opfylde lægers behov for grundlæggende viden om børn for at kunne vurdere og behandle dem i og uden for hospitalsregi. Således er Praktisk pædiatri også velegnet som opslagsbog for den praktiserende læge og på relevante hospitalsafdelinger [/quote]
Jeg vil give Shigella ret. Da jeg tog eksamen i pædiatri havde jeg ikke inden da haft undervisning i medicin og kirurgi, og tiltrods for denne mangel på basal viden, lykkedes det fint nok at bestå eksamen alene udfra praktisk pædiatri.
Et kritikpunkt har jeg dog: Bogen siger i sin indledning at den dækker pensum i pædiatri. Det er kun tildels rigtigt. I flere afsnit ved specifikke sygdomme står anført, at “behandllingen heraf er en specialistopgave”. LÆS: “Den privatpraktiserende læge skal henvise til pædiater”. LÆS IKKE: “Den studerende bør ikke vide dette” - for det bør han. De ting der er specialistviden er ofte banaliteter, som at man skal vide at nefrotisk syndrom hos børn behandles med glukokortikoider fordi årsagen oftest er minimal change nefropati o.l. Disse ting kan nemt slåes efter i kompendier i medicin og lommebøger. Til eksamen kan der nemlig godt blive spurgt til denne “specialistviden”.
Iøvrigt en god bog … men husk: kommer du op ved professor Schiøtz i Pædiatri på Skejby sygehus, så skal du kunne “børns psykomotoriske udvikling svarende til alder” på dine fingerspidser
Forfatterne til bogen har valgt at give den titlen Praktisk Pædiatri, dette er efter min mening fuldstændig misforstået, i virkeligheden burde titlen ændres til Upraktisk Pædiatri.
Bogen har valgt at sætte sig mellem til stole, hvor den ene stol er den grundige dybdegående lærebog og den anden er en afdelingsinstruks der kort og præcist informere om, hvad man gør hvornår. Bogen ender derfor med engang i mellem at køre rundt i meningsløse små diskussioner om forskellige sygsdomme, uden hverken at gøre dette dybdegående, eller på en sådan måde at man hvad hvordan man håndtere den givne sygdom. Neurologi og Gastro afsnittene er i denne henseende klart de mest utilfredsstillende. Desuden savner jeg et ordentlig afsnit om valg af antibiotisk behandling og rationel farmakoterapi til børn. Jeg synes egentlig, det er lidt spøjst, at bogen i starten har travlt med at pointere forskellene mellem voksne og børn. Samt hvor vigtigt det er, ikke at behandle børn som små voksne, men at bogen så fuldstændig glemmer hvordan disse behandlingsforskelle udmyntes i praksis.
Bogen dækker efter min bedste overbevisning uden problemer pensum på SDU, så man kan sagtens læse efter den. Den har den utvivlsomme fordel at være en hurtig læst bog, men efter at have pløjet mig igennem den et par gange følte jeg mig alligevel så dårligt rustet i pædiatri, at jeg valgt at ofre penge på en anden bog.
Jeg vil bestemt ikke anbefale Praktisk pædiatri. Bogen giver intet klinisk overblik over pædiatri. Efter at have læst den ved man, at børn kan fejle en masse ting, men intet om hvordan man skelner mellem forskellige sygdomme. For at få overblik er det nødvendigt at læse bogen mindst 2-3 gange.
Bogen fremhæver ikke væsentlige fakta og sygdomme, så man sidder med en følelse af at alt er lige vigtigt (eller ligegyldigt).
Problemet ved ikke at læse Praktisk pædiatri er, at pensum (KU) stort set er defineret herfra. Hvis man vælger en mindre omfattende bog skal man lige huske at læse op på sygdomme som kongenit sfærocytose og 21-hydroxylasemangel (Ja, der er også cases til eksamen der handler om det :shock: )
Temmelig elendig bog. Bogen er ustruktureret og mangler meget i den symptomatiske tilgang til børnene. Desuden er masser af mærkelige bokse med oplysninger uden ordentlig sammenhæng til teksten. Enten er de direkte irrelevante eller også sidder man tilbage og føler sig lidt dum - det syndrom; skal jeg kunne det?
Eksamensbeskrivelsen på KU lægger op til en meget praktisk tilgang til faget. Det er dog langfra alle afdelinger der eksaminer på denne måde men tværtimod kræver petitesseviden(som heller ikke kan findes i denne bog).
ellers kan det klart anbefales at supplere med den enkelte afdelings instrukser. http://www.paediatri.dk linker til en stor del af dem.
Er der nogen, der har erfaring med et godt alternativ hertil? Alle jeg har talt med siger, at den er elendig. Bogen af Hertz og Yssing er jo fra 1997, og vel forældet og ikke et alternativ?
Der er måske ligefrem nogen, der har gode erfaringer med denne bog?
