Usmle

Hej forum

Jeg går og tænker lidt på at tage USMLE eksamen, da jeg drømmer om at arbejde i USA efter studiet. Jeg fik dog lidt af et chok da jeg så priserne på at tage disse eksamener: http://www.ecfmg.org/fees/index.html

En hurtig hovedregning siger mig at bare de tre steps koster op mod 20.000 og oveni det kommer vel bøger og de sidste to steps kan ikke tages over nettet, så der kommer der også rejseomkostninger oveni.

Jeg håber der er nogle herinde der har taget disse eksamener, og kan hjælpe mig lidt med økonomien i det? Er det muligt at søge støtte, eller er der særlige samarbejdsaftaler man kan bruge for at få det billigere?

Du kan jo tage den første og se om du scorer mere end 250 (meget svært). Ellers bliver det nok svært at blive andet end praktiserende læge eller psykiater som international ansøger.

Jeg tvivler stærkt på at du kan tage step I herhjemme.

Step 1 kan tages i Sverige.

Ja, USMLE er en dyr omgang. Udover Step 1 og Step 2 skal du også regne med (mange) rejser til USA under interview perioden. Bøgerne kan fås billigere forskellige steder fra. Alt i alt kan du regne med op imod de 50-60.000 kr. (inklusive rejser til USA når du skal over og have klinisk erfaring under studiet for at styrke din ansøgning - hertil kan du sikkert søge legater).

Mht en score på 250 eller over: dette er absolut ikke påkrævet med mindre du søger de mest kompetitive specialer såsom neurokirurgi, eller almen kirurgi generelt. Med en god USMLE step 1 score (på 220-230+) samt klinisk erfaring i USA og forskning i USA er du ret godt stillet til specialer som intern medicin, pædiatri osv.

Du skal være velkommen til at kontakte mig hvis du vil høre nærmere – jeg har det hele liggende.

Mange tak for svarene i to.

SR441, jeg har sendt dig en PM.

Her er de seneste data for hvem der kommer ind på de forskellige specialer.

http://www.nrmp.org/data/chartingoutcomes2011.pdf

Læg mærke til at du som international ansøger uden amerikansk statsborgerskab skal klare dig bedre end gennemsnittet for det givne speciale fordi “independent applicants” er en så broget gruppe. Jeg holder fast i min anbefaling af at score 250+ hvis du vil lave andet end at være praktiserende læge eller psykiater.

Struense har du taget nogle af stepsne endnu? Ved du (eller andre) hvordan niveauet er? Svarer de 250 point til et 12-tal i de største eksamener i DK eller hvordan?

Du kan prøve at læse dig selv til niveauet på det amerikanske forum: http://forums.studentdoctor.net/forumdisplay.php?f=27

Jeg har taget step 1, step 2ck og step 2cs med godt resultat. Bliver færdig som læge i juni og søger residency til efteråret.

Det er helt korrekt, at man som udlænding (d.v.s. ikke citizen eller permanent resident), skal have >250 i alle steps samt ikke have dumpet en eneste eksamen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at blive andet end almenmediciner eller psykiater. Hvis man dumper en eksamen eller scorer under amr gns. (ca. 220-230), kan man lige så godt lade være med at prøve - der er alt for mange indere og kinesere med høje scorer på alle steps.

Ang. niveauet: Er væsentligt højere end i DK IMHO, idet man ikke blot skal regurgitere en mængde viden, men først og fremmest skal have tilegnet sig en mængde viden, fx om anatomi, fysiologi etc., og derefter demonstrere, at men kan anvende den viden. USMLE handler om mekanismer, mekanismer og mekanismer - bag farmakologi, anatomi, patologi… alt.

Det skal i øvrigt nævnes, at USA hvert år har været nødt til at “importere” ca. 8.000 udenlandske læger/år, da de ikke selv producerer nok læger (tallene kan svinge fra år til år…). Til disse stillinger har der mindst været 20.000 ansøgere/år.

Men det vil snart ændre sig gevaldigt, idet der er åbnet mange flere lægeskoler i USA, hvorved de 8.000 stillinger omtalt ovenfor vil skrumpe ved The Match 2013 (ansøgning i 2012) og skrumpe endnu mere ved The Match 2014. I praksis betyder dette, at USA er delvist lukket i 2013 og helt lukket i 2014.

Derfor - hvis du ikke kan tage til og med step 2 cs OG være ECFMG certificeret per 1. september 2012, kan du lige så godt spare din kræfter

PS En score på 250 svarer til ca. 1 SD over normalen = 16% får 250 eller højere. Hvis du skal differentiere dig fra masserne, skal du derfor op og have >260 på alle steps (sv.t. mindst 1,5-2 SD over normalen)

Det er nok også værd at påpege nogle af ulemperne ved at arbejde i USA:

  • Regn med ca. 80 timers arbejde om ugen, specielt som resident (~intro + speciallægeuddannelse).
  • Du får brug for en sindsyg dyr malpractice forsikring koblet sammen med en løn, der kun først overhaler den danske (selv med den lavere skat) efter internship+residency. I det mindste er du dog ikke hundredetusindevis af $ i gæld som dine fremtidige kollegaer.

Og fordelene:

  • Blive en bedre læge. Det amr. system for uddannelse af læger er IMHO det bedste i verden; lægelig uddannelse er ligefrem et større forskningsområde i USA
  • Supervision under uddannelse
  • Høje krav (mange eksamener = konstant læring = højt incitament)
  • MEGET højere levestandard (dog ikke under uddannelsen)
    … og meget mere…

Ang. arbejdstiden er den snarere 50-60 timer/uge (grundet lovkrav) for intern medicin, men sagtens 80-90 timer for de kirurgiske specialer.

Anyways, man bliver jo heller ikke Ronaldo eller Laudrup af at træne fodbold et par gange om ugen…

Det var nu ikke for at afskræmme ham, men mere for at påpege at det ikke altsammen er guld og grønne skove.

Det mest usmagelige ved f. eks behov for forsikring er egentlig det underlæggende problem - at man som læge holdes ansvarlig for sine fejl er naturligt, men hvordan fanden kan alt imellem himmel og jord udløse 6/7 cifrede erstatningskrav? Når over 15.000 læger hvert år i USA sagsøges for lidt over en million i gennemsnit, så giver det stof til eftertanke http://www.numberof.net/number of malpractice lawsuits in-the-us-per year/

Jeg vil ikke betvivle at speciallægeuddannelsen er mere intens - der er en grund til at uddannelsesforløb efter MD’en er kortere, end selv danskere, som har taget den direkte route.

(Dette spørgsmål stilles på baggrund af uvidenhed): Hvad er forskellen på supervision for en dansk reservelæge og en amerikansk Intern/resident?

Jeg kan kun finde kilder på en grænse ved 80 timer: http://www.acgme.org/acWebsite/dutyHours/dh_Lang703.pdf

Levestandarden er et spørgsmål om hvad man vælger at fokusere på. Du vil tjene flere penge og gå tidligere på pension, men alligevel have mindre tid til at gøre brug af denne. imens du stadigvæk arbejder.

http://www.medfriends.org/specialty_hours_worked.htm

Min overordnede pointe er at i USA er det at være læge ikke bare et job eller en karriere - det er for de fleste intern medicin specialer en altoverskyggende livsstil - kirurgi endnu mere så. Det er bare noget, man skal være på forkant med, hvis man beslutter dig at arbejde i landet.

Klart, der er positive og negative ting ved både DK og USA.

  • Ang. arbejdstiden er det MAX 80 timer, som angivet i dit link. Dette er et lovkrav, som der ganske vist ses stort på mange steder

  • Forskellen på supervision i DK og USA er, at man får supervision 24/7 i USA; det er mit klare indtryk, at supervision er en mangelvare i det danske sundhedssystem, hvilket er ærgerligt, da den bedste måde at blive bedre på er mesterlæreprincippet frem for trial and error.

Af ren interesse - kunne du lokkes til at skrive om dit forløb når/hvis du ender med at tage derover?

Helt sikkert - hvis det bliver til noget. Jeg har det seneste år haft planen om at gå efter neurologi, men nu er min gamle drøm om at blive neurokirurg blevet vakt igen - og neurokirurg kan man ikke blive i USA, medmindre man er statsborger… :-/ Så vi får se…

Jeg vil selv gerne specialisere mig i neurologi hvis/når jeg engang er færdig med medicinstudiet. P.t. går jeg på HF, men er færdig næste år til sommer og kan der endelig søge ind på medicinstudiet :slight_smile:

@Niemann

Håber du vil skrive lidt om livet og jobbet in US, hvis du kommer dertil :slight_smile:

At sige, at man bliver en bedre læge sådan helt generelt er måske lige friskt nok. Har arbejdet på Island, hvor ca 1/3 af lægerne er speciallæger fra USA og resten fra Europa, typisk Sverige. Og dem fra USA er da udmærkede, men man kan bestemt ikke sige, at de er bedre læger end alle de andre. Der er naturligvis alle mulige andre egenskaber, der spiller ind.

Nu gik snakken vel også på eliten af amerikanske læger, og det er vel næppe dem (ikke et ondt ord om Island) der rejser derop for at arbejde.

@MartinR:

Forstår ikke helt, hvad du mener, måske fordi du misforstår mig? Jeg taler ikke om amerikanere, der kommer til Island, for det gør de naturligvis ikke. Jeg taler om islændinge, der studerer på Island og flytter til Amerika for specialisering, præcis som vi diskuterer danskere, der gerne vil til USA i denne tråd. Det er forholdsvis almindeligt på Island, helt op mod 40% af nogle årgange gør det. Mange af dem vender hjem igen, hvis de ikke vælger at søge statsborgerskab og blive i USA.

Blandt mine islandske bekendte ligger de fleste højt i USMLE-resultater og flere er ansat på sygehuse med kendte navne. Selv for en som mig, der har ret begrænset kendskab til det amerikanske sundhedsvæsen.

I just got a residency position in one of the highly competitive surgical specialties in the US and I can say, after spending some time in the US and having graduated from DK that there is some truth in oldmunck’s post.

In term of medical specialties, the level of competence I have observed is pretty much similar in DK compared to US. The so-called high-end places in the US are not known for their “skills” but rather for the research. The caveat lies in the development of a tunnel vision when one becomes too involved in the research of one particular disease. To give you an example, a prolific case I was told during the interview trail was a demented pt who was seen by several neurologists, among others, experts from Harvard. A diagnosis of Alzheimer was made and no one else bothered to investigate further b/c Harvard gurus made the diagnosis. Later on, it was discovered that the pt had neurosyphilis, and this resulted in a huge lawsuit. So I believe, the key to success in medicine is a meticulous physical exam and spreading a very wide lab fishnet. This can be very expensive and that’s why US healthcare is costly since defensive medicine and heroic measures (in surgery) are standard of care. Now, most of the Danish internal med doctors I have worked with are actually quite competent, including senior residents. Though I’m not sure how well they will do in a more heterogeneous population such as the US where there are more zebras.

Surgical specialties are probably another story. It’s more hands on so the number of cases correlates with competence. Since US surgical residents work averaged 80-88 hrs weekly, one becomes confident very quickly. Although this is not always the case, depending on where you are trained, how much autonomy is granted etc. “Famous” institutions do not always produce clinically competent graduates. The training is more structured with a set curriculum, and standards have to be met for advancement to the next year. Residents are held accountable for their own pts etc.

So the pros are, more cases (quantity and diversity), more accountability, sometimes more autonomy, shorter but more intense training.
The cons are constant fear of litigation, defensive medicine, high insurance premiums, dealing with insurance companies, and longer working hours even as attending (most surgical attendings work avg 60 hrs week).

Life after residency is not easier, so it’s very important that if you want to come to the US, choose the specialty that you can see yourself doing for the rest of your life, otherwise burnout comes quickly.