Det er rigtigt, at der også er enormt mange søde og hjælpsomme mennesker derude.
Det kommer jeg meget nemt til at glemme fordi det er den dumme bagvagt, der stort set kun vil ringes op om natten, hvis der er et større trafikuheld på vej med akutte livstruende komplikationer… som hele tiden toner frem på min nethinde når jeg tænker på turnus.
Som grøn turnuslæge kan meget, meget mindre problemstillinger forekomme så vigtige, at 5. min´s kons. føles som det eneste rigtige…
Men man skal jo nok passe på, at man ikke lader denne enkelte eller de ganske få bagvagter som synes man er færdiguddannet efter 1 måned ødelægge ens humør.
Jeg vil nævne den/de søde bagvagter som ALDRIG beklagede sig når man spurgte om råd - som kun opfordrede en til at ringe igen og igen - også om natten.
Der er også sygeplejersker, som har været så længe i faget, at de næsten tror, at de er blevet en slags alternativt uddannede læger. Jeg mødte en som endda gik med lægekittel. Jeg ved ikke, hvad hendes problem var, men sjov at arbejde sammen med var hun ikke.
Men så var der alle de helt vildt dygtige og helt vildt søde sygeplejersker, som støttede, coachede, kom med små hints, der gjorde hele forskellen,
som endda kunne finde på at invitere mig - endnu en ny og famlende turnuslæge som de skulle nurse frem til at blive en slags læge :roll:
med til deres små fester med smørebrød osv.
På en måde kan jeg nu egentlig godt lide de der rigtig stride sygeplejersker for det jeg er allermest bange for er jo at dumme mig - så gør det ikke noget at blive behandlet lidt skrapt, hvis bare patienten så får den bedste behandling.
Jeg tror så også, at de stride bagvagter måske prøvede at “hærde” mig
men det har jeg lidt sværere ved at sympatisere med. Jeg brugte ikke
bagvagten så meget, at det skulle være påkrævet. MÅske 5. mins samtale hver 3. time. Måske mere end nogle andre forvagter, men hvis det kunne redde mig fra at gøre noget rigtig dumt så var det da en lille pris at betale.
Jeg ved stadig ikke, om jeg vil være læge resten af mit liv.
Men på en eller anden måde er det svært at slippe faget også selv om jeg har været sur og gal på det fordi der stadig mangler den sidste udvikling for at man kan få deltid.
Jeg tror det kunne være godt, hvis læger kunne gå på et kursus, der handlede om, hvordan passer jeg på mig selv i hverdagen som læge.
En god ting vil jo være at øve sig, og øve sig i ikke at fokusere så meget på det der skal gøres bedre - mon ikke alle perfektionistiske læger slår sig selv lidt rigeligt oven i hovedet med det?
Men i stedet gøre det til en vane efter hver arbejdsdag - og også studiedag at klappe sig selv på skulderen og sige i dag har jeg hjulpet så og så mange mennesker/ (kommet forholdsvist langt med min videre udvikling )- måske med små ting mange gange - men små ting som kunne have udviklet sig til noget slemt uden min tidlige intervention.
Der kørte jo også på et tidspunkt en kampagne, hvor mange gik rundt med et badge, hvor der stod “har du rost din kollega i dag?”.
Har du rost dig selv i dag?
Jeg er dårlig til det. Måske fordi jeg grundlæggende er et idealistisk menneske, som måske nogle gange lever lidt oppe i idealernes verden i stedet for nede i den virkelige verden, som er langt fra at være perfekt -
så zoomer jeg straks og vedholdende ind på de ting, der ikke er gode nok.
Men så bliver det jo aldrig sjovt at være læge, for der vil altid være noget man kan blive dygtigere til, en behandling der kan gøres/udvikles bedre og mon ikke der altid vil være syge mennesker.
Derfor er det vigtigt at sætte sig ned efter hver arbejdsdag og sige til sig selv - det der og det der - det gjorde jeg godt nok!
Jeg har virkelig udrettet noget i dag så nu kan jeg nyde friheden med god samvittighed.
De ting jeg skal blive bedre til vil jeg glæde mig til at blive bedre til men det skal ikke fratage mig glæden over det jeg allerede mestrer og kan gøre gavn med.
læste i øvrigt i Dagens Medicin, at yngre læger typisk lider af SELVTILLIDSUNDERSKUD - eller hvad det nu lige var, det blev kaldt.
Tankevækkende - blomsten af Danmarks ungdom, creme de la creme, som har for manges vedkommende har klaret sig gennem folkeskole og gymnasium med glans, taget en superhård uddannelse, og hvor mange også er dygtige til rigtig mange andre ting f.eks. sport, musik osv., og mange er på trods af nogle gange stort arbejdspres - også meget dedikerede forældre osv. -
disse mennesker lider af et stort selvtillidsunderskud…
Men egentlig ikke så underligt da læger jo aldrig er færdige - men altid på vej - ikke som i andre professioner, hvor man er færdiguddannet når man er færdiguddannet. Har man lært at male en væg flot, så kan man det, eller reparere en bil eller hvad det nu er man er udlært i. Så kører taxameteret på selvtillidskontoen automatisk.
Det gør der ikke automatisk når man er læge - for så snart man har lært een ting/bestået een eksamen - så venter næste udfordring lige om hjørnet.
Men så må vi vist selv blive gode til at se hvor gode mange af os vel egentlig er - eller hvad? Og indføre ros - ikke skamros - men berettiget ros som en del af arbejdskulturen.
Konstruktiv kritik er heller ikke dårligt.
Det værste er vel ikke at få nogen respons.
Hvilket jeg tror mange yngre læger og studerende lever med.
Men denne kultur hvor intet nyt tilsyneladende er godt nyt er der tilsyneladende også ved at blive gjort op med.