@Lycaniac: Det er ikke alle der kan opfylde drømmen om at læse medicin i DK, f.eks. dit eksempel med 3. gangsregel der spænder ben er bare et eksempel, men sikkert et der rammer mange. Desværre!!!
Jeg ved heller ikke om du tænker i de baner og om du har de nødvendige både personlige og økonomiske forudsætninger, men har du undersøgt mulighederne for at læse i udlandet? Med en bachelor i medicin kunne du så søge på kandidatdelen herhjemme (det er vist sat en stopper for på SDU for nyligt, men det kan være at andre universiteter tager imod). Du kan læse mere om det på sundoghed.dk, de har haft det som tema i sidste nummer.
@andre debattører: vedr. målrettethed: nogle gange byder livet på andre udfordringer og omveje som gør os til mere modne mennesker, men som ikke nødvendigvis kan skrives på målrettethedskontoen. Det er undertegnede et godt eksempel på, også i kraft af at ‘systemet’ er så stift nogle gange at man ikke kan rokke sig ud af stedet. Man kan ikke søge GSK-kurser hvis ikke man har studentereksamen, hvilket i mit tilfælde betød at jeg måtte pænt vente med at få anskaffet eksamensbeviser før jeg fik lov til det. OK, indrømmet, et specielt tilfælde da jeg er krigsflygtning, men jeg kunne have været færdig med medicinuddannelsen for længst hvis man var villig til at se mere på personen end paragraffer.
Et andet eksempel: det er herhjemme (der er nogle der er mere eller mindre bundne til at blive her af alle mulige årsager) nær umuligt at få noget som helst klinisk erfaring på denne her side af uddannelsessystemet. Men så snart man får studiekort som stud.med. har man mulighed for at skrive sig på f.eks. FADL’s kurser og få noget erfaring.
Jeg vil da glædeligt betale for et eller flere kvalificerende ophold eller kursus, men de findes ikke. Medmindre man har et ‘rigtigt’ netværk der slipper en ind blandt hvide kitler, er det min erfaring at det er umuligt at få den kvalificerende erfaring som viser om vedkommende evner og fortsat har lyst og mod til at kaste sig ud i det fantastiske studie som medicin nu er.
Jeg har tilbudt at være frivillig i en masse uopfordrede ansøgninger jeg har sendt af sted, og hvis man har fornedret sig til at svare, så var det det klassiske: vi har ikke muligheder til at tilbyde undervisning. Ikke én har vist interesse til at indkalde mig til en lille samtale og se giraffen og undersøge om der er noget af det jeg virkelig kan og vil. (Og jeg vil da vove at påstå at jeg igennem mine erfaringer både professionelt og i mit private liv har fået indblik i både diagnosticering og behandling af mange sygdomstyper på et niveau hvor jeg vil være i stand til at ‘slå’ mange 1. semesters medicinstuderende med masser af facts som de ikke anede eksistensen af. Hvor mange 1. års studerende ved noget om f.eks. AMI, Morbus Meniére, AMD osv?).
Derfor er det heldigt at jeg har, i kraft af min nuværende uddannelse og to-sproglighed, kunnet arbejde med mennesker som underviser og arbejde som tolk, dvs. den eneste måde at komme medicinverdenen tættere på. Hvor meget man vælger at vægte de kompetencer i min ansøgning vil tiden vise, men jeg vil mene at det har givet mig nogle rigtig brugbare redskaber til at rumme andre mennesker og være dem til hjælp, samt formidle faglig viden på en kvalificeret og, hvor det kræves, objektiv og distanceret måde.
Om dette var målrettet nok? Det var det eneste mulige i mit tilfælde. For andre kræver det at komme og prøve forskelligt før de finder ud af hvad der virkelig betyder noget for dem, og så er det efter min opfattelse bedre at have ‘hele’ mennesker ind end nogle der ikke engang har nået at reflektere over sit valg. Jeg skal også skynde mig at sige, at jeg tager hatten af for alle de hårdtarbejdende mennesker der kæmper for at læse medicin, uanset om det er i kraft af gymnasiekarakterer eller senere aktiviteter for at slippe igennem kvote 2!
Må det lykkes for os der brænder for det!