Eksamenslæsning modul 2 SDU

Kære ældre medstuderende fra SDU

Vil lige høre hvordan I taklede eksamenslæsningen på modul 2? Egentlig ville jeg gerne nå at læse alt pensum, udfylde alle læringsmål og regne alle gamle eksamensopgaver. Tiden er dog løbet fra mig, så det kommer på ingen måde til at ske. Hvad synes I er bedst at prioritere? Læsning og opgaver, læsning og læringsmål eller måske kun opgaveterpning? Hvordan kom I igennem eksamenslæsningen til modul 2?

Jeg synes det er lidt svært at overskue lige nu, så erfaringer og tips til eksamenslæsning modtages med kyshånd :slight_smile:

På modul 2 var jeg også så flittig at gå i gang med læringsmålene, men ærligt talt så er det alt for omfattende i forhold til hvor meget man får ud af det. Det mener jeg i hvert fald personligt. Det der virker bedst for mig er at når jeg har læst mig gennem pensum (eller den del jeg synes er mest relevant/nødvendig) så arbejder jeg med tidligere eksamensopgaver. Det giver et godt indblik i hvilke områder man er stærk i, og hvilke områder man nok skal arbejde lidt mere på.

Den store omvæltning i forhold til modul 1 ligger i alle de ting som skal huskes. På modul 1 var det ofte tilstrækkeligt at forstå et princip, og måske huske et par detaljer, men på modul 2 skal du både forstå en del principper, og derefter hæfte en masse detaljer på, som skal huskes til eksamen. Biokemien er i fokus, men embryologien er også omfattende, og svær at forstå til at starte med. Histologien er også meget omfattende, både med de mange præparater, og også de mange sider der skal læses i Genesers.

Jeg fik personligt rigtig meget ud af at læse biokemien efter læringsmålene. Histologien læres lettest ved at supplere forelæserens slides med Genesers Histologi, der står nemlig rigtig meget i bogen, som ikke er pensum/relevant. Til embryologi hjælper det rigtig meget at komme til holdtimerne, og terpe gamle eksamensopgaver, der er måske 20-25 typeopgaver i embryologi til eksamen, som ofte går igen. Jeg fik personligt ikke noget ud af at læse i Langmanns.
Har du læst din teoretiske histologi op til den skriftlige, er det meget nemt at forberede sig til spotten, ved at kigge på præparaterne. Jeg havde personligt meget udnytte af de blå hæfter, som godt beskriver hvad de forskellige præparater er, og hvad man skal kigge efter.

Jeg er også på modul 2 nu, og har netop løst et gammelt eksamenssæt (aug09) på opfordring af ældre studerende, der sagde det var en god ide at komme i gang så hurtigt som muligt med dem…

Nu sidder jeg så og tænker: Skal de spørgsmål formuleres så kringlet? I mange af opgaverne forstod jeg ganske enkelt ikke, hvad jeg blev spurgt om. Da jeg læste vejledende svar, kunne jeg imidlertid se at jeg godt vidste det, der blev spurgt om. Det føles lidt som om de ikke lige gider at formulere spørgsmålene ordentligt eller prøver at snyde os. Men det giver jo ingen mening, hvis målet er at afdække vores viden, og ikke vores evne til at gennemskue spørgsmål.

Har nogle af jer, der har været til modul 2 eksamen et godt tip der? Skal jeg bare udenadslære de der skæve opgaveformuleringer eller? I mange af opgaverne er der fx også antagelser, der ikke bliver gjort opmærksom på… Det kan man da ikke være bekendt?

Jeg sidder lidt med en følelse af, at det er lige meget, hvor meget jeg lærer, for kan jeg ikke spørgsmålene, så kan jeg jo heller ikke vide, hvad jeg det er meningen skal svare på. Ufedt.

Og: Hvis det er en gennemgående følelse, man bare skal lære at leve med som medicinstuderende, har I så tips til, hvordan man gør det?

Da jeg læste modul 2 brugte vi meget tid på at undervise hinanden på tavle, for at lære tingene den vej. Selvom der er meget der skal læres udenad, synes jeg alligevel en stor del af modul 2 var forståelse og derfor gjorde min læsegruppe og jeg det på den måde. Selvom der også var en sjat udenadslære.

Nu ved jeg ikke hvor meget undervisning i stadigvæk mangler før eksamen, men min oplevelse er tit at hvis jeg går i gang med eksamenssæt for tidligt på modulerne, så bliver jeg stresset over at der er mange ting jeg enten ikke forstår eller ikke kan. Typisk begynder jeg først at læse eksamenssæt nogle dage før jeg er færdig med hele min eksamenslæsning. På den måde stresser jeg ikke mig selv over ting jeg slet ikke har været i gennem.

Meget af tiden handler det også om at lære hvordan de stiller spørgsmål! Det tager tid, og skifter fra modul til modul. Løsningen i min verden er at løse så mange opgaver som muligt, herigennem gamle eksamenssæt. På den måde får man en fornemmelse af hvad der bliver spurgt om hvornår.
Det er også normalt at man godt må “antage” ting (der er realistiske), hvis de informationer ikke indgår i en opgave. Til en vis grænse selvfølgelig.

Modul 1 var nemt nok at lære mange opgaver udenad. De havde trods alt en tendens til at gå igen hver gang. Men modul 2 og fremover kan du/i ikke regne med at gøre det. Der er så mange ting der skal læres, så lær pensum udenad (Så godt som muligt selvfølgelig) og ikke enkelte opgaver uden ad. Brug opgaverne til at øve jeres pensum!
Og husk at eksamenssæt der er 4-5 år gamle kan være meget anderledes både i formulering og detaljegrad end nyere sæt er. Det kan være helt andre undervisere der har stået for det den gang.

Med det sagt, så glem ikke histologien på jeres modul. Heller ikke til den skriftlige. Der er en del, men det er helt sikkert overskueligt. Så længe man ikke neglicere det og tror man kan nå det hele på en halv dag i sidste ende.

Håber det kan bruges :slight_smile: Husk at vi alle lærer forskelligt, så hvad der virker for mig betyder ikke at det også virker for dig.