Familieliv?

Familieliv?
0.0 0

#1

Hej allesammen!

Jeg er blevet optaget på medicinstudiet her til sommer, hvilket jeg er sindssygt stolt og glad over. Men i den forbindelse er jeg begyndt at overveje om hvor meget man må give afkald på socialt. Jeg er bange for jeg de næste 6 år skal sidde 10-11 timer om dagen og knokle og når jeg så er færdig så er arbejdsugerne 45-50t+, sådan at jeg ikke har tid til at tage sig af min familie og se mine venner. Har man som læge ordentligt tid til at tage sig af sine børn, partner og venner?


#2

Jazzoz skrev:

[quote]
Hej allesammen!

Jeg er blevet optaget på medicinstudiet her til sommer, hvilket jeg er sindssygt stolt og glad over. Men i den forbindelse er jeg begyndt at overveje om hvor meget man må give afkald på socialt. Jeg er bange for jeg de næste 6 år skal sidde 10-11 timer om dagen og knokle og når jeg så er færdig så er arbejdsugerne 45-50t+, sådan at jeg ikke har tid til at tage sig af min familie og se mine venner. Har man som læge ordentligt tid til at tage sig af sine børn, partner og venner?[/quote]

Tillykke med optaget :cheer:

Da jeg endnu ikke selv er startet, kan jeg kun udtale mig fra erfaringer med andre.
Jeg har to meget gode venner, der studerer på Panum Instituttet (København Uni), og selvom jeg dog klart har kunnet mærke deres “sociale aktivitet” er faldet, efterhånden som medicinstudiet er blevet en del af deres hverdag har de begge tid til at være sociale indimellem.
Efter hvad jeg har hørt fra dem handler det, blandt andre faktorer, om ambitioner (er et 2-tal godt nok for dig, eller skal du absolut have 12).

Desuden er det værd at holde for øje, at der SKAL være noget socialt. Intet studie, og intet arbejde, uanset hvad det så end måtte være, er værd ikke at have noget socialt liv/ nogle venner.

Det er et spørgsmål om prioriteter, hvor det nok nogle gange er en god ide at prioritere vennerne, da du ellers hurtigt kører træt i det. (En af dem, jeg omtalte lige før, var lige ved at gå neden om og hjem med stress, fordi hun koncentrerede sig så meget om skolen, og derfor intet andet - hun endte med at skrue lidt ned for forventningerne til karakterer, og have lidt mere fritid).

Selvfølgelig er der nogle der kan få rene 12-taller og have masser af venner, men for dem af os der ikke kan, er prioritering en god ting :wink:

Det med arbejdsugerne, som færdiguddannet, handler vel i virkeligheden om valg af speciale, og om at sætte foden ned, hvis det bliver for meget. Her i Danmark har vi heldigvis lovgivning på området, og fagforeninger, der gør at du kan konfrontere arbejdsgiveren, hvis det bliver for meget (såfremt du tør, med risikoen for konsekvenserne).

Men alt i alt med de ting jeg har hørt fra mine venner, og dem jeg har mødt inden for sygesektoren, virker det for mig som et spørgsmål om prioritering (vil du have de helt gode karakterer, og det vildt populære speciale, eller kan du nøjes med lidt mindre :wink: )

Men tag det roligt, der er ingen grund til at male fanden på væggen, før han er der :wink:

Mvh. Bastian


#3

Hej :slight_smile:

Jeg er ligeledes heller ikke startet endnu, og starter også her til september. Jeg har læst om mange herinde som har børn når de starter, og for mig virker det som om, at man med en godt struktureret hverdag sagtens kan være godt med. Nu ved jeg ikke hvad du mener med familieliv, altså om du selv har børn. Jeg har ikke mindre end tre børn og er sikker på jeg nok skal klare det.

Jeg kan give et eksempel på et indlæg jeg læste herinde. Han fortalte at med en studiedag fra 08-15 kunne han holde aftener og weekender fri, undtagen i eksamensperioder. Jeg tror virkelig at det handler om struktur og ikke mindst ambitioner. Som jeg har forstået det er der ingen der ser på karaktererne når man er færdig. SÅ man behøver ikke gå efter 12-taller hvis man ellers synes man er godt med og forstår tingene… det er vel det vigtigste! Forståelse!

Jeg er i hvert fald ved godt mod til trods for min situation, 29 år og 3 børn :slight_smile:
Jeg læste medicin for 5 år siden , og glæder mig helt vildt til at komme igang igen :slight_smile:

Tillykke med optagelsen og held og lykke!


#4

Først og fremmest - tillykke med optaget! =) Det glæder mig at høre så mange der skal starte!

Jeg vil da lige dele mine erfaringer fra uddannelsen Medicin med industriel specialisering på AAU, hvor jeg har taget de to første semestre. Vi har læst det helt samme som medicinerne, og endda været i gruppe med medicinerne så uddannelsen har hidtil været den fuldstændig samme.
Det er ganske rigtigt muligt, at have en dag fra på omkring 8 timer og stadig være godt med. Jeg plejede at tage til forelæsninger fra 8.15-14 (nogle gange 16), og så læste jeg op på det, jeg ikke synes jeg fik styr på under dagens forelæsninger og derefter forberedte jeg mig til næste dags forelæsninger. Nogle dage brugte jeg så lidt som 6 timer i alt, andre dage 12, og nogle dage følte jeg slet ikke at jeg blev færdig.
Hvis man bestræber sig på at få de højeste karakterer, skal indsatsen hæves betydeligt, men som Kirsten pointerede, så er forståelsen meget vigtigere og vigtigere at prioritere frem for flotte karakterer.


#5

Fun fact: Hende, der fik det højeste afgangsgennemsnit på SDU sidst, har børn :slight_smile:


#6

Da jeg for 2 år siden blev optaget på medicin havde jeg de præcis samme bekymringer som dig - bare rolig, der er ingen grund til bekymring.

Jeg forstår ærlig talt ikke den store selvmedlidenhed der er blandt medicinstuderende… jeg tror bare at folk er lidt selvhøjtidelige og stolte over at læse medicin, og derfor elsker at puste til ilden om at “medicinstuderende er de studerende som har det hårdest, og vi skal læse 23 timer i døgnet for overhovedet at kunne bestå en eksamen.”. Rygterne er efter min mening overhovedet ikke sande.

I hverdagen (ikke eksamensperioder) bruger jeg aldrig mere end 6 timer om dagen på studiet (det er inklusiv alt: forelæsninger og læsning på egen hånd), og jeg har klaret mig fremragende i de 2 år jeg har læst - føler at jeg forstår stoffet mere end rigeligt. Og nej jeg er ikke en “prodigy” eller et vidunderbarn med et snit på 12.9 fra gymnasiet (blev selv optaget via kvote 2), og det er da også mit indtryk at mange af mine medstuderende klarer det med en indsats som er på samme niveau som min.
Selvfølgelig er der andre boller på suppen i eksamensperioder, hvor jeg måske læser 10-12 timer om dagen, men så igen, er det ikke meget normalt for de fleste substantielle universitetsstudier?

Jeg har mere end rigelig tid til min familie, og har mange forskellige venner og fritidsinteresser (sport, musik osv.) og har også rigeligt med tid til at arbejde og bare slappe af :slight_smile:

Selvfølgelig er der perioder på studiet, afhængig af hvilke emner du har og om du er i en eksamensperiode, hvor du vil være nødt til at ofre noget af det sociale og dine hobbyer, men jeg vil sige at langt overvejende, så er det intet problem at leve et afslappet liv, hvor medicin egentlig bare er et spændende studie, som man overhovedet ikke drukner i.
Der er altid studerende som bruger 12 timer om dagen på at studere, og hatten af for det, men det er samtidig også dem der altid råber højest om hvor meget man bør arbejde på studiet, så lad det ikke gå dig på - husk at de fleste medicinstuderende er helt normale mennesker, som også gerne vil leve et normalt liv :slight_smile:


#7

Jajaja skrev:

[quote]Da jeg for 2 år siden blev optaget på medicin havde jeg de præcis samme bekymringer som dig - bare rolig, der er ingen grund til bekymring.

Jeg forstår ærlig talt ikke den store selvmedlidenhed der er blandt medicinstuderende… jeg tror bare at folk er lidt selvhøjtidelige og stolte over at læse medicin, og derfor elsker at puste til ilden om at “medicinstuderende er de studerende som har det hårdest, og vi skal læse 23 timer i døgnet for overhovedet at kunne bestå en eksamen.”. Rygterne er efter min mening overhovedet ikke sande.

[…]

Og nej jeg er ikke en “prodigy” eller et vidunderbarn med et snit på 12.9 fra gymnasiet (blev selv optaget via kvote 2), og det er da også mit indtryk at mange af mine medstuderende klarer det med en indsats som er på samme niveau som min.[/quote]

Det er meget befriende at høre, har selv et snit, der er en del mindre end fremragende (ret elendigt faktisk), og må indrømme at det snarere er selve de krævede kvalifikationer, der gør mig nervøs, end selve tidsforbruget…
En ting jeg dog hæfter mig ved, er at der synes at være en vis “rundsavsalbue” stemning på Panum instituttet (de gange jeg har deltaget i forelæsninger derude, og derfor gået rundt på campus), jeg håber at stemningen er anderledes på SDU (det virkede sådan de gange jeg har været derhenne til optagelsesprøverne).


#8

[quote=“Badeabe” post=84992]Jajaja skrev:

[quote]Da jeg for 2 år siden blev optaget på medicin havde jeg de præcis samme bekymringer som dig - bare rolig, der er ingen grund til bekymring.

Jeg forstår ærlig talt ikke den store selvmedlidenhed der er blandt medicinstuderende… jeg tror bare at folk er lidt selvhøjtidelige og stolte over at læse medicin, og derfor elsker at puste til ilden om at “medicinstuderende er de studerende som har det hårdest, og vi skal læse 23 timer i døgnet for overhovedet at kunne bestå en eksamen.”. Rygterne er efter min mening overhovedet ikke sande.

[…]

Og nej jeg er ikke en “prodigy” eller et vidunderbarn med et snit på 12.9 fra gymnasiet (blev selv optaget via kvote 2), og det er da også mit indtryk at mange af mine medstuderende klarer det med en indsats som er på samme niveau som min.[/quote]

Det er meget befriende at høre, har selv et snit, der er en del mindre end fremragende (ret elendigt faktisk), og må indrømme at det snarere er selve de krævede kvalifikationer, der gør mig nervøs, end selve tidsforbruget…
En ting jeg dog hæfter mig ved, er at der synes at være en vis “rundsavsalbue” stemning på Panum instituttet (de gange jeg har deltaget i forelæsninger derude, og derfor gået rundt på campus), jeg håber at stemningen er anderledes på SDU (det virkede sådan de gange jeg har været derhenne til optagelsesprøverne).[/quote]

Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men jeg har endnu ikke mødt nogen med “rundsave på albuerne”. Der vil altid være de såkaldte “gunners”, som mener de er bedre end alle andre og guds gave til medicin, men sådan nogle tumper er der alle steder!

Da jeg selv startede, ramte jeg i den helt modsatte grøft - studiestart med 250 mennesker du på et eller andet helt fundamentalt plan, har en masse tilfælles med? Det kunne da ikke være bedre?!

Glæd jer nu for fanden til at starte, de næste år bliver med stor sandsynlighed nogle af de bedste i jeres liv!


#9

MikeML91 skrev:

[quote]Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv, men jeg har endnu ikke mødt nogen med “rundsave på albuerne”. Der vil altid være de såkaldte “gunners”, som mener de er bedre end alle andre og guds gave til medicin, men sådan nogle tumper er der alle steder!

Da jeg selv startede, ramte jeg i den helt modsatte grøft - studiestart med 250 mennesker du på et eller andet helt fundamentalt plan, har en masse tilfælles med? Det kunne da ikke være bedre?!

Glæd jer nu for fanden til at starte, de næste år bliver med stor sandsynlighed nogle af de bedste i jeres liv![/quote]

Gunners er der alle steder (selv på de humanistiske studier), og fred være med det, så længe som de ikke gør noget, går det nok :slight_smile:

Det er også sådan som jeg håber at det bliver, har bare oplevet nogle dårlige ting på mine besøg på Panum (og har en arbejdskollega der ligefrem droppede ud på grund af stemningen).

Jeg tror (og håber) at alle os der skal til at starte her efter ferien og julen glæder os rigtig meget, jeg gør i hvert fald :cheer:


#10

Tak for svarene - det virker til at det er muligt at lave andet end bare at boge den i 12 timer om dagen de næste 6 år :slight_smile:

Jeg er dog også ret interesseret i at høre hvordan arbejdsdagene er for en typisk læge. Har man tid til at gå til sport en gang imellem, at læse en bog, at mødes med vennerne og være der for børnene eller må man bare acceptere at man som læge vælger en karriere hvor der er meget lidt tid til andet end arbejdet.


#11

Det kommer nok meget an på specialevalg og ens ambitioner. Nogle arbejder utrolig mange timer, andre holder det til de typiske 37 timer.

Men hvordan det lige er som læge efterfølgende, er nok svært for mange af os at give svar på, ud over gæt :wink:

Jeg ville dog foreslå dig ikke at bekymre dig alt for meget om det. Der sker utrolig meget gennem din tid på studiet (Som jo også tager 6 år som udgangspunkt) og du får en meget anderledes tilgang til mange ting.

Jeg bruger meget tid på mit studie, men det er ikke kun pensum. Det er også studierelevant arbejde, frivilligt arbejde osv. Selve tiden på studiet er ikke mere end 8 timer om dagen (I hverdage), med undtagelse af eksamensperioderne. Jeg har trods alt også en kæreste og en datter jeg vil bruge tiden med :slight_smile:

Min oplevelse er dog at man meget hurtigt bliver fanget af mange emner, fordi man synes det er super spændende, også ændrer ens fritids interesser sig måske også.

Men det kan sagtens lade sig gøre. Der findes også elitesportsfolk på studiet og de kan også sagtens få det til at fungere. De træner endda flere timer om ugen end du nogensinde kommer til :wink:


#12

Et lille sidespor: Hvilke specialer er de haardeste at komme ind paa? Er det pga. af lQn eller er det pga. at det er noget som mange interesserer sig for?


#13

Tror oftest det er baseret på supply/demand. Nogle medicinske specialer har simpelthen meget få pladser og mange om dem - naturligvis er der også specialer, som er fuldstændig modsat.

Du kan desuden læse denne guide, som Sund og Hed har lavet :cheer:

http://www.laeger.dk/portal/pls/portal/!PORTAL.wwpob_page.show?_docname=8310871.PDF


#14

Ok :slight_smile: Takker.


#15

Lidt igen: Som en der er meget interesseret i noget der hedder “general surgeon” og især “trauma”…Så bliver jeg nødt til at spørge hvad det svarer til på dansk, da jeg ikke kan finde noget om det på linket?

Wiki: http://en.wikipedia.org/wiki/General_surgery#Trauma_surgery


#16

USA har en masse forskellige specialer og langt flere end vi har i Danmark.

Det tætteste du nok kommer på Trauma Surgeon er fx ortopædkirurgi med fokus på traumatologien. Men det er næppe helt det samme.

General surgeon er der vist ikke nogen ækvivalent til.