For sproglig til Medicin?

[Prstudmed]

Jeg har tænkt mig at søge ind på medicin til sommeren 2010. Jeg har et snit på 10,0 og med de supplerende kurser jeg starter på efter jul, regner jeg ret sikkert med at komme ind. Jeg har bare lige nogle spørgsmål til nogen der har kender til medicinstudiet:

1. Selvom der i perioder er meget matematik/kemi/fysik, kan man så se sammenhængen med “mennesket” hele tiden, eller er det svært at sætte det naturfaglige man lærer sammen med det at være læge??

2. Kan man som læge også vælge at inddrage det sociale og patientkontakten, eller er de fleste specialer karakteriseret ved at man har meget lidt kontakt til patienterne og ellers sidder på sit kontor?

Jeg er nemlig meget interesseret i det psykologiske aspekt ( har læst psykologi i 2 år, men følte jeg manglede det naturfaglige aspekt), men er i tvivl om læger i praksis “bare” er dem der kommer og stiller diagnosen og så går igen.

“svære” spørgsmål I know, men hvis der er nogen der kan give et bud på et svar, så er jeg rigtig glad

[sarakristine]

Følger lige lidt med i indlægget, var nemlig noget af det samme jeg mente med mit spørgsmål som er emnet lige under dit
Jeg fik dog nogle ret gode svar, så måske du også kan få lidt ud af hvad folk har skrevet

[Prstudmed]

hej sarahkristine:)

Jeg har læst dit, og ja -VIRKELIG gode svar du har fået!!! Jeg tænker også det er ret meget det samme jeg vil have svar på, men tænkte bare jeg ville høre nogle konkrete svar på problemstillingen:)

Tror forresten jeg har besluttet mig, er i klinik på en kirurgisk afd. som sygeplejerske pt og jeg kan bare mærke at det er læge jeg skal være. Så tror jeg tager springet:)

[system]

Hej begge to

Jeg er studerende på KU/Herlev hosp. på 8. sem. og kan sige lidt om mine erfaringer her. Der er så vidt jeg ved ret stor forskel på studieordningerne i de tre byer, så hold det in mente

Ang. 1): Det er ikke så entydigt. På bachelordelen - og særligt de første par semestre fylder kemi, cellebiologi, biokemi og fysiologi en hel del, og det kan til tider være meget svært at se, hvad den dybere sammenhæng med det daglige lægearbejde er. Det skifter imidlertid helt (synes jeg) på kandidatdelen, hvor man begynder for alvor at lære om sygdommene og deres årsager. De kan alle koges ned til biokemi, så her kommer den store aha-oplevelse. Mht. matematik synes jeg stort set ikke der er noget. Jeg har brugt lidt B-niveau, men det er bestemt til at overse. Kort sagt - med tiden kommer sammenhængen.

Ang. 2): Afh. af speciale er der rigelig mulighed for pt.-kontakt og omsorg. Er man klinisk biokemiker eller mikrobiolog er det stort set kun lab-arbejde og telefoner, mens andre specialer har masser af “øjenkontakt”. Dertil kommer dog nogle “men”-'er: Lægeuddannelsen er en kombi af en klinisk (=praktisk) uddannelse og en forskeruddannelse. Det er hensigtsmæssigt, for selv de læger, der ikke vil forske, skal arbejde med andres forskning i deres hverdag. Når en ny behandling undersøges er det de kliniske (special)lægers pligt at følge op på dette og vurdere om resultaterne er så gode og pålidelige, at der skal ændres i afd.-insrukserne. Således kommer man nok ikke uden om en del kontorarbejde. Det er min opfattelse, at mange speciallæger har ca. lige dele af hver inkl. egen forskning. Reservelægerne har (tror jeg) generelt lidt mindre kontor-arb., men til gengæld ofte meget travlt - desværre! Har selv været i klinik (reservelæge-praktik) nogle gange nu. Noget af tiden går også med morgen-, røntgen- og patologi-konferencer (ca. 1½-2 t/dag).
Endelig er det ikke et spm. om at “vælge at inddrage det sociale og patientkontakten” - det er et must! Sociale faktorer kan have stor betydning for sygdomsforløb, og op mod 80% af alle patientklager handler udelukkende om dårlig kommunikation og ikke egentlige lægefejl…! Desværre er det ofte de “bløde” hensyn der ryger, når patienterne hober sig op på gangene og personalet er underbemandet.

Læger kommer ofte for “bare at stille diagnosen” og ofte er patientkontakten minimeret til at analysere et blodprøvesvar, men det skulle de/vi tage og holde op med Det er nok i sidste ende også et spm. om temprement, idet mange synes det er diagnosejagten, der er det sjoveste. Vægter man kontakten højt bliver man en lige så god læge, men på en anden måde. Husk til slut, at studiet er meget langt og med et minimum af praktik.

Nu sarakristine kigger med vil jeg også lige knytte en kommentar til dig
Du nævner ensformighed og monotoni. Det synes jeg beskriver studiet dårligt. Der sker hele tiden noget nyt, synes jeg. Derimod er der meget lidt valgfrihed, hvilket jeg synes er rart i forhold til humanisterne, der skal tage stilling til alt.

"Selve dissektionsdelen skræmmer mig en del, men endnu mere at blive for afstandstagende til patienter, og ubevidst at hæve mig op over andre. "

Dissektion er skræmmende, men man vænner sig hurtigt til det. Vores tutor ved studiestart sagde: “Bare vent til i skal sy/skære i levende!”
Det andet skal du ikke tænke på. Hvis du er sød og nede på jorden nu, så er du det også, når du er færdig som læge. Men læger skal også kunne tage en chefstilling og hæve sig lidt op for at kontrollere behandlingen. Det kommer nu helt af sig selv… da jeg var i praktik på 7. kom sygeplejerskerne ofte selv hen for at få råd og høre hvad de skulle gøre m. patienterne.

“Jeg er også nervøs for ikke at kunne indfinde mig med ikke at kunne stille noget op i processen hvor en diagnose stilles, eller have den samme indsigt som lægen har”

Alle har et eller andet at skulle sige i.f.m. vurdering af pt., men lægerne klart aller mest. Mht. indsigt er det nok læger der scorer mest igen.

“Så mit spørgsmål er egentlig, er der nogen chance for at jeg ville passe ind? og er der plads til at være kreativ, individuel og medbestemmende på medicinstudiet?
Sidst, men ikke mindst så er det vigtigt for mig at studiet ikke er alt for konservativt, og derfor er jeg også interesseret i at høre om der måske er forskel på hhv. AU, SDU og KU således at der er et af disse som ville passe bedst til mig?”

Ved ikke præcist hvad “kreativt” indebærer, men der skulle være plads til det meste, og studietiden er fleksibel. Medbestemmelsen er meget begrænset. Der er studenterpolitik og stud.-partier til den slags, men ellers intet - man tager studiet ret slavisk, hvilket nok også er bedst. Så vidt jeg ved er der stor forskel på studieordningerne, så undersøg det nøje.

Håber det kunne hjælpe jer, og at det er ok, jeg blandede trådene en lille smule.

vh. Peter

PS: er selv sproglig med stort S :lol:

[sarakristine]

Lækkert indlæg, synes du kom rundt om rigtigt meget.
Ja i henhold til kreativitet så ved jeg det heller ikke helt, og det var også derfor jeg lod spørgsmålet stå lidt åbent så folk selv kunne tolke det :roll:
Men i hvert fald så lyder det interessant, og bestemt ikke ensformigt på den måde som jeg frygtede, det gør mig bestemt ikke noget at sætte mig godt ind i noget stof, og den del af biologi i gymnasiet som involverede processerne i kroppen slugte jeg råt, så det kan godt ske det er mere rigtigt end jeg tror
Tak for kommentarerne!

[Brandt]

Hej.

Jeg er studerende på 8.modul (4. semester) på SDU og rigtig glad for mit valg af studie. Jeg er sproglig student, men tog de supplerende kurser i mat, fys og kemi. Supplerede dog yderligere med kemi B, hvilket ikke var adgangskrævende på det tidspunkt, jeg søgte om optagelse. Det var imidlertid et ret klogt træk. Jeg var dengang også i tvivl om, hvorvidt jeg var for “sproglig” til studiet. Det var jeg ikke, men jeg er samtidigt kommet frem til den konklusion, at studiet i den grad er naturfagligt. Som P skriver ovenfor, fylder biokemi, cellebiologi og fysiologi (og for den sags skyld også fysik) en hel del på BA-delen. Faktisk det hele, når man ser bort fra de enkelte afleveringer i etik og forelæsninger/holdtimer i sundhedspsykologi, videnskabsteori etc. Efterhånden sniger det kliniske aspekt af studiet sig dog mere og mere ind på én - vi har bl.a. haft en del om læge-patientforholdet samt objektiv undersøgelse og kliniske procedurer. Det helt centrale, sygdom, inddrages også mere i undervisningen. Det letter alt sammen lidt på det ellers meget biomedicinske pensum.

Når du skriver at, at du: “er i tvivl om læger i praksis “bare” er dem der kommer og stiller diagnosen og så går igen” så er mit svar, at lægegerningen er mere end det. Det handler bl.a. også om, hvordan diagnosen stilles i forhold til patienten. Altså både fagligt og socialt. Denne udfordring præsenteres man allerede for så småt på BA-delen. Men som P siger, ja så vægtes dette nok ikke så højt (som det burde) i det virkelige liv som læge.

Min pointe er alt i alt: de første år (i hvert fald på Syddansk Universitet) er i udpræget grad naturfagligt - på celleniveau ned til de mindste detaljer. Desuden er det praktiske minimalt - det handler om at kunne sidde på sin flade og læse (og læse mere). Det skal man nok have sig for øje, inden man søger studiet. Dermed ikke sagt, at det skal være en hindring. Vi er også alle forskellige, nogle er lettere igennem pensum end andre. Sæt dig ind i sagerne og søg, hvis du føler for det. Du skal nok (hurtigt) finde ud af undervejs, om studiet er dig!