Hvad kan jeg blive?

det lyder da vildt deprimerende…er der mange, som har det sådan???

Jeg er en temmelig frustreret 5 semester studerende fra århus. Jeg er også lige pludselig kommet i tvivl om hvorvidt jeg vil ud i lægerollen…
Alt det der skræmmer mig er ting som det første indlæg også giver udtryk for. Jeg er jo ikke nær så langt i uddannelses forløbet og overvejer om jeg skal stikke halen mellem benene, imens jeg har SU til gode og ikke har “forspildt” min ungdom med at læse til noget, jeg måske ikke bliver glad for, eller om jeg skal give det en chance…
Turnus skræmmer mig rigtigt meget… Arbejdstiderne, et nyt sted i landet, ansvaret osv…
Livet som læge skræmmer mig, - et hårdt liv, og angsten for kronisk dårlig samvittighed nager mig… Jeg ved ikke om jeg har psykken til at arbejde som læge, og tanken om at stå på en nattevagt alene, og med bagvagten 20-30 min væk er for mig lige nu helt uoverskuelig!!
Det eneste der kan motivere mig lige nu, er de specialer som harmonerer bedre med “en stille og rolig” men stadig fagligt udfordrende hverdag, som fx genetisk rådgiver, klinisk immunologi, klinisk hæmatologi, børne og ungdomslæge eller lignende… dog synes jeg bare, der er så lange udsigter tidsmæssigt før jeg sidder i denne rolle (turnus, måske vikariater før den pågældene introstilling er ledig osv)

Jeg er tvivl om, hvorvidt jeg er dedikeret nok til denne livstil? Jeg er ikke villig til at bruge hele mit liv på lægerollen… Er jeg sortseer når jeg frygter, at der ikke er plads til familie, fritidsinteresser, håbet om et nogenlunde 8-16 job…?
Jeg er pt ikke interesseret i at forske. Jeg tror ikke at jeg ville kunne finde mig tilrette i et laboratorie resten af mit liv…

Men det er vildt frustrenede at have disse tanker på nuværende tidspunkt… Det er som om, at den store interesse ved det faglige og boglige har domineret indtil nu, så jeg har kunnet fortrænge, at man faktisk bliver læge, når man læser medicin… Noget naivt, men jeg har altid tænkt, at jeg enten ville vokse med opgaven eller finde min egen plads et sted i sundhedssektoren sålænge jeg var interesseret i det faglige her indenfor… Dette er jeg blevet i tvivl om nu…

Lige nu overvejer jeg at skifte til fysioterapeut eller diætist, men er virkelig i vildrede fordi selve medicinstudiet er spændende…

Jeg ved at det smarteste nok ville være at tage min bachelor færdig, så jeg havde muligheden for at prøve noget andet, men stadig at kunne vende tilbage… Men det er virkelig svært at koncentrere sig om den ret intense eksamenslæsning i fysiologi og biokemien, når tankerne flyver og tvivlen nager…

Har I på noget tidspunkt af studiet haft tanker der bare minder lidt om mine, eller er i bare sikre på at lægerollen er lige jer?
Bør jeg stikke halen mellem benene eller er der en løsning på mine frustrationer? Har I hørt om folk der er sprunget fra og fortrudt bittert, i takt med at de er blevet mere modne?

Jeg synes, du skal gøre din bachelor færdig. Hvis det, der interesserer dig, hovedsaglig er den boglige del af studiet og ikke det kliniske, kan du måske også overveje at skifte til humanbiologistudiet. Jeg mener, at man kan bruge en bachelor i medicin til at læse videre på humanbiologi, ved dog ikke hvad de præcise adgangskrav er herudover mht fx karakterer. Jeg kender ikke studieordningen på AU, men hvis du ikke har været ude i klinik endnu, kan det også være, at du skal vente til du har taget et af kliniksemestrene før du bestemmer dig. Så har du måske mere en idé om, hvordan arbejdet er, og om du kan lide miljøet på hospitalet.
Hilsen Sofie

Jeg havde klinik på 3 semester… Jeg synes det var spændende, men måske også mest fordi jeg på det tidspunkt ikke selv skulle tage ansvaret for noget som helst…

Jeg har indtryk af at man med humanbiologi ender i noget forskning, hvilket jeg ikke er så interesseret i… Menneskekontakt er vigtigt for mig…

Til Lis-Ann

Jeg tror du sætter følelser på meget af det mange andre tænker - lad dig ikke skræmme.

Lægestudiet er omgivet af supermænd og superkvinder der kan det hele og når det hele på den halve tid. De kan gå til fodbold og fitness. De har taget 400SPV timer på 3. semester. Er VTer på 4 semester etc . De går sidst hjem fra studiebaren og sidst men ikke mindst de klare sig sgu også godt til eksamen. Så er der os andre :slight_smile:

Måske netop det at du når står et skillested fra det teoretiske i uddannelsen til det mere praktiske/kliniske - en verden du ikke kender endnu - gør dig sikkert utryg. Kan jeg varetage rollen som læge? Tør jeg træffe så “alvorlige” beslutninger som lægerollen indeholder? Tør jeg give den svære besked (du er dødelig syg)? Det er jo store emner - emner du slet ikke er uddannet i der hvor du står (5 sem) og derfor kan de virke skræmmende.

Selv havde jeg under lægestudiet ikke et eneste vikariat. Jeg blev aldrig VTer - tog kurset, men tog aldrig en vagt. Hvorfor? Fordi jeg havde en urealistisk forventning til hvad der forventes. Følte ikke at jeg kunne noget lægeligt og verdenen - den kliniske - virkede skræmmende og fuld af disse supermænd og kvinder, som jeg ikke så mig selv en del af. Jeg fik vel langtsomt bygget en eller anden forestiling op som ikke var virkeligheden. Som semestrene skred frem, som jeg selv blev ældre voksede man med opgaven - det gjorde jeg i hvert fald. Da jeg skulle starte i turnus havde jeg som sagt ingen klinisk hospitalserfaring andet end klinikophold. Var jeg bange? Nææ, spændt.

I dag med mere end 2 års klinisk erfaring. Turnus, en introstiling i alm medicin. Nu ansættelse på en geriatrisk afdeling - undre jeg mig over de tanker jeg gjorde mig tidligere. Jeg vil ikke sige jeg ærgre mig over ikke at have taget et vikariat under studiet - men der er godt nok mange muligheder. Man kan være forvagt på en medicinskafdeling - det havde jeg aldrig turdet under studiet.
Da min søn på 1 år skulle opereres på Skejby var det en medicinstuderende der skrev indlæggelses journalen - fed mulighed. Tænk at man under studiet kan få lov til at skrive journaler på en børnafdeling - det er da et drømme studie vi har. Hvis jeg havde fået muligheden under studiet ville min tanke have været - ej det kan jeg ikke. Jeg kan jo ikke noget. Tja, i dag ved jeg at det heller ikke forventes at man skulle kunne alt muligt. Man arbejder i et fællesskab.

Tja det må heller ikke være sjovt og ikke noget jeg ville ønske når jeg startede i turnus og da slet ikke hvis man er den mest erfarne der er til stede og så alligevel frisk fra det grønne bord. Det du kan glæde dig over er de strukturændringer der er i under opsejling. Sygehuse lukkes. Akutsygehuse bliver færre - da akutenheder samles. De steder der er akutsygehuse laves et AMA (akut modtage afsnit) med speciallæger i vagt - også om natten. Vagtpyramider vendes om. De du snakker om var er det man ser på de små sygehus - hvor forvagten er en studerende . Mellemvagten en turnuslæge og bagvagten en der sover om natten.

[quote]Er jeg sortseer når jeg frygter, at der ikke er plads til familie, fritidsinteresser, håbet om et nogenlunde 8-16 job…?
[/quote]
Der er, som du selv kommer ind på, vagttunge og ikke vagttunge specialer. Under KBU/turnus kommer man ikke ud over at man må være fleksibel og derfor have skiftende arbejdstider. Hvorfor vil jeg gerne være alm. praktiserende læge - en af grundene er at jeg er familiemenneske - jeg vil ikke arbejde om natten der skal jeg sove! :smiley: Pt er jeg på en Geriatrisk afdeling - ingen vagter - lækkert!

Nå min essens er vel bare. Du er ikke den eneste med disse kriser under studiet.

1 Synes om

Frold: lidt offtopic - mener du at det er en god ide - ift at kunne klare sig fagligt - at tage vikariater som studmed eller er det ligemeget når man står i turnus? Jeg er lidt i tvivl om jeg vil følge 12. semester og så tage et halvt eller et helt år som studmed-vikar før embedseksamen - eller om jeg skal tage embedseksamen med det samme og gå i turnus… Det der især kan gøre mig usikker er at sdu har valgt at fjerne farmakologiblokken - vi er i mine øjne ikke klædt særligt godt på mht brugen af farmaka.

Dejligt at høre et så ærligt indlæg.
Som du selv siger føler jeg tit, at jeg er omgivet af supermennesker; ubekymrede, fulde af selvtillid og evigt energiske.
Måske især det der ubekymrede kunne jeg godt bruge lidt. Jeg er nervøs for at hvis jeg bliver læge, så vil jeg tænke alt for meget over alting, og derved få jobbet til at fylde alt for meget, når der er så mange andre prioriteter i mit liv; familie, sport, børn osv.

Frold det lyder som om at tanken “det skal nok gå” var noget der kom til dig under studiet? Men hvis den først kom sent, hvordan kom du så igennem den lange studietid med bekymringer om den virkelige verden? Jeg synes det er svært med tanken om alle de tykke bøger der skal tykkes igennem, når det er lidt uvidst hvad det er jeg får ud af det…

@Shelop - det må jo være op til dig selv. Men der er mange muligheder og spændende. Det jo en gratis mulighed for at prøve noget af og ikke mindst få et netværk.

Man kan sagtens klare turnus uden at have haft et vikariat, men den indre ro når man starter er sikkert større :smiley: Jeg havde jo aldrig ordineret Morfin, som smertestillende. Selvom jeg godt viste det ikke var sådan første gange jeg ordinerede det lå jeg på vagtværelse og fik tanker - ohhh nej nu får personen vel ikke respirationsstop… Usikkerheden er stor når man ikke har den kliniske erfaring, som man jo netop skal tilegne sig. Jeg husker også at jeg blev ringet op om natten af sygeplejeske på en af mine første nattevagter. Det var en pt der oplyste at hun plejede at få Imozop 7.5mg (sovemedicin) til natten. Jeg slog det op og så det var noget med benzodiacapiner… uhh tænkte jeg… “kan du ikke starte med at give en halv” var mit svar, hvor efter jeg længe lå og tænkte gjorde jeg nu det rigtige. Er det farligt. Men hvad det er vel fint man reflektere over sin handlinger - men idag får den slags ordinationer ikke mine puls over hvilepulsniv. :smiley:

@Lis-Ann
Jeg har altid haft et roligt gemyt og forsøgt at tage en ting af gangen - så da dagen kom var det med spænding, måske lidt frygt. Men den første nattevagt var da angstprovokerende. Det blev ikke bedre af jeg tog formanden for yngre læger Mette Worsøe’s vagtværelse (det var hun den gang - hun var bagvagt), så da jeg lå og sov bragende hun ind og blev vidst lidt overrasket over at finde en mand i hendes seng - og ja, det har jeg måtte høre for!! :smiley: . Den nat fik hun lov at prøve at sove i en forvagts seng. Jeg synes også det var flot der var TV på værelset.