Hvor svært kan det være

[Prospekt]

Hej studmed

Med fare for, at blive kaldt utrolig arrogant, vil jeg alligevel stille dette spørgsmål. Det er slet ikke ment på nogen arrogant måde.

Men hvad er det, der gør medicin studiet så hårdt.
Er emnet svært at forstå? Er pensummet bare utrolig stort eller er det noget 3.
Jeg tænker bare over, hvad det er præcis der gør, at medicin i folkemunde, bliver kaldt et meget hårdt studie.
Jeg er ikke selv begyndt på studiet endnu, men kunne bare forstille mig andre uddannelser der ville være meget svære. Personligt, vil jeg ret hurtigt ryge ud, hvis jeg skulle læse tysk eller matematik på uni

Hvad er det der gør en medicinstuderne så unik, når de gennemføre det hårde studie.?

Med venlig hilsen Peter

[MikeML91]

[quote=“Prospekt” post=85128]Hej studmed

Med fare for, at blive kaldt utrolig arrogant, vil jeg alligevel stille dette spørgsmål. Det er slet ikke ment på nogen arrogant måde.

Men hvad er det, der gør medicin studiet så hårdt.
Er emnet svært at forstå? Er pensummet bare utrolig stort eller er det noget 3.
Jeg tænker bare over, hvad det er præcis der gør, at medicin i folkemunde, bliver kaldt et meget hårdt studie.
Jeg er ikke selv begyndt på studiet endnu, men kunne bare forstille mig andre uddannelser der ville være meget svære. Personligt, vil jeg ret hurtigt ryge ud, hvis jeg skulle læse tysk eller matematik på uni

Hvad er det der gør en medicinstuderne så unik, når de gennemføre det hårde studie.?

Med venlig hilsen Peter[/quote]

Der er en tendens til at gøre medicinstudiet til noget, som det ikke er - som jeg ser det, så er det en smule opreklameret, og jeg er på ingen måde et vidunderbarn, og har da endnu ikke været tæt på at dumpe.

Med det sagt, så er pensummet nu og engang alligevel hårdt. Der skal læres meget, og det skal læres på kort tid, mange systemer og forskellige aspekter af studiet, fx tilgangen til anatomi og biokemi er for de flestes vedkommende forskellig, da de ikke indlæres på samme måde.

Når du så nævner tysk og matematik, så er der et meget let svar på dette: Lysten driver værket. Siger matematik dig intet? Jamen så er det da naturligt, at du ikke ville kunne holde ved der. Er du ufatteligt ringe til tysk, jamen så bliver det immervæk også sværere.

Jeg tror personligt, at mange også blot har respekt for det endelige virke, hvorfor vejen dertil også er blevet glorificeret - desuden så er udbuddet om pladserne også så stort, at gennemsnittet er utroligt højt for optaget, hvilket måske i manges øjne kan gøre det lidt mere eksklusivt.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, ellers så spørger du bare

[Aldrup]

Jeg tvivler meget stærkt på, at medicin er sværere end så mange andre uddannelser. Det kommer, som MikeML91 også skrev lidt om, an på hvad man finder svært. Medicin-studiet består hovedsaligt af skriftlige eksamner (i hvert fald på bacheloren) og de fleste er disse er uden hjælpemidler. Derfor er det en klar fordel hvis man er god til at huske ting. Til tider synes jeg faktisk at sværhedsgraden for forståelsen af ting er på et ret lavt niveau, men det at huske det hele udenad gør det svært (det skal også nævnes at der findes mange emner der stik modsat er svære at forstå).
Hvorfor studiet så er unikt? Det er vel pga. den store efterspørgsel der er på studiet og en mere eller mindre garanteret arbejdsstilling efter uddannelsen (hvilket er et ret stort problem i disse dage). Derudover er der også en smule prestige i at være læge, og derfor også lægestuderende

Så hvis du gerne vil ind på medicin, så skal du ikke lade frygten for sværhedsgraden skræmme dig væk. Tror i sidste ende det handler mest om interesse og motivation.

[Julierk]

Min erfaring er at gennemsnittene for eksamenerne er noget lavere end på andre studier, både fordi flere dumper, men der er også færre, der får topkarakterer. Og da man vidst godt kan antage at folk har hovederne skruet ordentligt på, så er der nok noget om snakken, siden det kan forholde sig sådan… Jeg synes indsats hænger meget sammen med karakteroutput på medicin, så der er muligvis nogle, der er vant til ikke at lave så meget, der får noget at se til. Men altså, kan man holde sig selv ved ilden og følge med, så er selve stoffet ikke så svært - det er langt sværere at motivere sig selv til at gentage noget for 4.gang, fordi man stadig ikke kan huske det…

P.s. De videregående uddannelse, jeg har mere indgående kendskab til ang. karakterfordelig er statskundskab, filosofi, psykologi, bioanalytikerudd., biomedicin og historie. Der er sikkert studier der har samme dumpeprocenter og snit - eller lavere …

[Jajaja]

Jeg synes personligt at det er en fis i en hornlygte, at medicin burde være hårdere eller sværere end så mange andre studier.
Det er mit indtryk at mange jura, ingeniør- og business studerende bruger mindst lige så mange kræfter på deres studie som vi gør.

Jeg tror bare det er fordi man hurtigt kan falde i en fælde på medicin studiet hvor man begynder at tænke at man har det “ååh så hårdt” og at man må være specielt intelligent hvis man kan klare det hårde studie. Dette skyldes nok mere rygter og gamle fordomme som man som studerende mødes af, både blandt medstuderende, forelæsere og folk generelt, fordi man læser medicin.
(Du vil fra nu af være enhver svigermors drøm)

Jeg tror bare at det handler om at lade være med at lade andre folks respekt for- og fordomme om medicinstudiet stige en til hovedet, ellers kan man lyn hurtigt blive en pain in the butt for sine medmennesker, og en af de der “jeg er guds gave til menneskeheden”-studerende/læger.
Og det siger jeg udelukkende fordi jeg selv har tendens til en gang i mellem at falde i den grøft.

Ja, selvfølgelig kan det da være hårdt, og nogle gange er det tungt og svært samt kedeligt, og krævet meget tid at lære. Men igen, gælder det sig ikke også for andre studier?

Når mit sure opstød så nu er ovre, vil jeg egentlig bare sige at det er et helt fantastisk studie som du kan se frem til.
Jeg er af den overbevisning at man selv kan bestemme hvor svært det skal være at læse medicin: hvis du går rundt hele tiden og tænker “åh nej jeg når det aldrig, og det hele er så svært og hårdt”, så kommer du også til at bruge meget mere tid på det, og det vil også føles hårdt, men du vil lære en masse, og sikkert også få gode karakterer.

Du kan på den anden side også have en lettere tilgang til studiet, og ikke bruge så meget tid på det, samtidig med at du har et liv ved siden af, og stadigvæk kommer igennem dine eksaminer mens du samler dig en masse fine 2,4 og 7 taller.

Så ja, det er meget op til dig selv.
Jeg synes at det på studiet handler om at finde den ideologi eller balance som passer netop til dig.

[Watermelons]

På AU (medicinstudiet) er det meget normalt, at 1-2 ud af 250 til en eksamen får topkarakter - det svarer til 0,4 - 0,8 %, der får topkarakter.

Det er en stor forskel fra gymnasiet, hvor 8 - 15 % får 12.

Ifølge en artikel på ing.dk, som jeg desværre ikke kan finde mere, er der væsentligt flere, der får topkarakter på ingeniørstudiet end på medicinstudiet. Jeg tror vist, at det lå på ca. 4 % - altså ca. 10 gange flere.

[Teodo]

Man skal også huske på de forudsætninger der er til eksamenerne, på forskellige studier. Medicin er trods alt meget at huske tingene uden ad. Sidder man til eksamen og har glemt et emne, så er det lige meget hvor god du var til at forstå og analysere det. Kan du ikke huske det, så er det lige meget. Når man ingen noter har med er det lidt knald eller fald. Man kan ikke lige slå op et sted og få nogle buzzwords, der hjælper hukommelsen på vej.

Medicin er nok mest hårdt, fordi man bliver frustreret over at have glemt det man gerne vil huske for 4-5. gang.

Tidsmæssigt synes jeg ikke det er slemt. Hvis man vil have 12 taller hele tiden, så tager det tid. Dem jeg kender som typisk går efter det, går helt i panik op til hver eksamen og vil tit spørge ind til om hvordan forskellige dele af pensum er. Men der er vi nede i så små detaljer at os andre ikke engang gider at beskæftige os med det

Jeg klarer mit fint med ca 37 timer om ugen til selve studiet. Jeg slapper også af når jeg har fri (med undtagelse af eksamensperioderne, men de er altid tunge synes jeg). Det kan sagtens lade sig gøre.

Min oplevelse er tit at folk hyper studiet mere op end de burde. Inklusiv folk der ikke er startet på det. Der er en del at lave, men værre er det nu heller ikke (For de fleste). Hvis man slet ikke har noget liv ved siden af studiet, har man i de fleste tilfælde selv valgt det.
Men alle kan være uheldige, og alle kan opleve at læse forkert op til en eksamen. De fleste kommer dog stærkt efter det til en reekesamen.

[palb]

Mange gode bud! Arbejdet som læge kan desuden være både fysisk og psykisk krævende, og det smitter nok også lidt af på studiets omdømme.
Jeg vil dog komme med en lille perspektivering. Der er ganske mange ressourcer på medicinstudiet og en meget stringent plan fra dag 1. Det kan både være godt og skidt, men alt i alt letter det hverdagen meget. Min kære hustru er snart færdig som klassisk arkæolog, og der er eksamenerne lige så skrappe, men undervisningen er sparet væk. Dertil kommer at alt lige fra pensum over kursusvalg til valg af eksamensform oftest afhænger af den studerende selv (vil du hænges eller skydes og for hvad). Sammenlignet med forholdene på humaniora var min tid på medicin jo nærmest som en bustur med børnehaven: spændende, men ikke altid bekvem, og kniber man balderne sammen, skal man nok blive kørt til døren… Selvfølgelig sat lidt på spidsen det ved jeg godt.