Indsendt motiveret ansøgning

Hejsa alle. Jeg sad forleden og læste min motiverede ansøgning igennem en enkelt gang mere, fordi jeg faldt over den på min computer, og så tænkte jeg at jeg lige ville poste den herinde for at få nogle kommentarer. Jeg regner (desværre!) ikke med at blive optaget, så sidden jeg ikke kan blive skuffet så jeg tænkte at det kunne være sjovt at få nogle kommentarer fra folk med erfaring på punktet.

Det lige nævnes, at jeg kun har ca. 73-75 point ved KU, og at ansøgningen er indsendt til KU. Som sagt tror jeg ikke rigtigt på optag, men man skal jo aldrig sige aldrig :wink:


Erhverserfaring: Jeg har arbejdet i knapt et halvt år som vikar for Profil Vikar i Århus, hvor jeg har været sendt ud til et utal af forskellige virksomheder, primært inden for konstruktion af laboratorieudstyr og hospitalssystemer, hvor det var mit job at kvalitetssikre og samle systemernes forskellige komponenter (D). Arbejdet som vikar kræver stor disciplin og fleksibilitet, hvilket er evner jeg kan overføre til lægevidenskab.
Jeg arbejder desuden som lærervikar på en håndfuld skoler i Århus, primært Hasle Skole (FD). Igennem mit arbejde som lærervikar har jeg haft det direkte formidlende og pædagogiske ansvar for elever fra 2.-8. klasse, hvilket har givet mig menneskelig indsigt og ansvar. Samtidig har det givet mig en bred værktøjskasse af kommunikative redskaber, som er væsentlige under studiet i forbindelse med f. eks. gruppearbejde, men også efter studiet i forbindelse med patientkontakt, formidling af informationer til pårørende og kommunikation med kollegaer.

Uddannelsesforløb: Efter endt gymnasietid i 2005 (med snit på 9,4) begyndte jeg straks at supplere min sproglige studentereksamen (D) med GSK-fag i fysik-B (D). På nuværende tidspunkt er jeg i gang med at supplere med kemi-B (FD). Jeg har valgt at supplere kemi yderligere op end adgangskravet for at være bedre forberedt på de faglige udfordringer, jeg vil blive konfronteret med på lægevidenskab.

Samfundsaktiviteter: Jeg har siden min gymnasietid været meget engageret i samfundsforhold og den verden, der omgiver mig, hvilket har resulteret i en række tillidsposter igennem tiden. I min fritid er jeg engageret i Patientstøtten i Røde Kors, hvor jeg tager med ud på Geriatrisk afdeling G4 i Århus og snakker med genoptræningspatienter, der måtte have brug for lidt ekstra omsorg og støtte (FD). Mit engagement i Røde Kors har lært mig, hvor vigtigt empati er, når man taler med patienter, og hvor vigtigt det er at have fokus på patientens helbredssituation som en helhed med både somatiske, psykiske og sociale problemstillinger. Desuden har jeg fået en indsigt i hospitalsverdenen, der kun yderligere har bekræftet mig i, at lægevidenskab er det rigtige for mig.
Jeg har fra 2005-2006 fungeret som bestyrelsesmedlem i foreningen Eidolon Ringkøbing (ER)(D). ER er en græsrodsforening, der arrangerer rollespil og andre friluftsinteresser for børn og unge i Vestjylland. Under mit arbejde som bestyrelsesmedlem i ER har jeg været projektleder for arrangering af levende rollespil og har ved mange lejligheder haft det direkte sikkerhedsmæssige ansvar for grupper af børn og unge.
Fra 2006-2007 har jeg desuden siddet i bestyrelsen for Landsforeningen for Levende Rollespil (LLR)(D). LLR er en landsdækkende forening, der varetager det administrative ansvar for lokale rollespilsforeninger på landsdækkende plan.

Jeg har, siden jeg i slutningen af 1.g. blev klar over, at jeg ville studere lægevidenskab, sat mig grundigt ind i selve studiet gennem samtaler med studievejledningen på KU, andre medicinstuderende og åbent-hus arrangementer. KUs studieordning med integreret undervisning og organkurser tiltaler mig meget, ligesom studiemiljøet og de forskellige basisgrupper virker som noget, jeg har lyst til at engagere mig aktivt i. Jeg er klar over, at der er tale om et tungt bogligt fag, der kræver både fordybelse, disciplin og akademiske grundfærdigheder, såvel som menneskelige og pædagogiske evner - evner, jeg mener jeg besidder. Jeg har altid ønsket, at mit arbejde skulle være en kombination af min dybe interesse for den menneskelige side af biologien og mit ønske om at arbejde med noget, der er relevant og vedkommende for mennesker og deres hverdag. Jeg har et stort behov for udfordringer - boglige, praktiske og menneskelige - og ved, at lægevidenskab vil give mig rigeligt med beskæftigelse på den front.
Rent bogligt mener jeg også, jeg er godt rustet til at påbegynde lægevidenskab. Jeg har altid haft en evne til at fordybe mig og koncentrere mig fuldt ud om en opgave, hvilket er en vigtig del af indlæring og forståelse for et stort og bredt pensum. Jeg håber desuden, at min vilje til at supplere mig selv fagligt efter endt gymnasietid, endda mere end hvad de faglige minimumskrav til uddannelsen er, demonstrerer mit engagement og min stærke faglige motivation for at studere lægevidenskab.

Jeg er klar over, at vejen er lang, men jeg er forberedt på at gå den hele vejen på godt og på ondt. Jeg er målrettet og sikker på mit valg af lægevidenskab. Såfremt I vælger at optage mig, skal jeg gøre mit bedste for at blive en så god studerende og senere læge og kollega, som det er mig muligt.

Nogen der vil kommenterer? I må også meget gerne, ud over at kommenterer, om I synes det er en ansøgning man kunne blive optaget på (I behøver ikke være bange for at give skøn, da I ikke kan give mig falske forhåbninger :wink: ).

Mvh,
Mads

PS: Er der i øvrigt nogen der kan bekræfte/afkræfte rygtet om, at de pladser norske studerende bliver optaget på i fremtiden udelukkende bliver taget fra kvote 2, uanset om de kommer ind på kvote 1 eller kvote 2? Studievejledningen kan ikke svare mig, men jeg har hørt nogle studerende sige det.