Hejsa. Jeg starter på medicin snart, men står allerede med et kæmpe dilemma. Jeg frygter simpelthen patientkontakten som er på studiet, da jeg lider af socialangst. Og den kommer altid til udtryk ved at jeg bliver ildrød i hovedet, bare folk spørger mig om småting, hvis ikke jeg er forberedt på det. Det gør at jeg hader at sige noget, fremlægge, og jeg er bange for at det bliver en kæmpe byrde, som gør at jeg ikke er i stand til medicinstudiet. Jeg synes det teoretiske er så spændende og jeg glæder mig til at fordybe mig i det og lære en masse, men det der med “hands on” skræmmer mig helt vildt. Er det spild af 6 år, hvis i alligevel nu tænker at jeg ikke kan bestå KBU??
Hilsen en kommende studerende, der er MEGET usikker på sit kommende studie…
Hej Medicin4321.
Jeg synes det er pisse sejt at du gerne vil studiet, selvom du lider af Socialangst.
De første 3 år på ens bachelor er der ikke meget patientkontakt (Alt efter hvilket uni du søger på)
Jeg ved at de stiller studierådgivere til rådighed, og jeg ville holde kontakt med dem i løbet af dit studie. Her vil du kunne få nogen at snakke med som selv har prøvet nogle af dine udfordringer.
Det er svært at sige om hvordan du ville reagere på din KBU. Der er endnu 6 år til, så du har teknisk set 6 år hvor du kan forbedre dine færdigheder.
Jeg ved ikke meget om socialangst, men jeg ved at flere på mit studie også selv har svært ved patientkontakt. Mange af dem vælger “bare” at kigge på de første par gange vi er på klinisk ophold.
Jeg håber du finder ud af hvad der giver bedst mening for dig.
Hej du,
Først og fremmest; velkommen til mediciner-verden! Fedt du er her!
Da jeg startede på studiet for to år siden, havde jeg en slags social angst, aka. selektiv mutisme. Jeg blev simpelthen stum i visse situationer, hvilket jo ikke er særlig smart hvis man skal være læge (eller så meget andet, for den sags skyld). Jeg fik dog arbejde som SPV/fadl-vagt, hvilket virkelig har hjulpet min situation. Når jeg i starten skulle snakke med patienterne var det selvfølgelig svært, men det var teknisk set altid på mine premisser. Jeg vidste hvad jeg skulle sige, og hvad samtalen nogenlunde ville komme til at handle om, f.eks. når jeg skulle spørge hvad patienten ville have at spise.
Min erfaring er altså bare at springe ud i det, så hurtigt som muligt. SPV arbejdet er en god måde at få talt med mange forskellige patienter og pårørende i forskellige situationer. Selvfølgelig er jeg ikke kureret, og det kan stadig til tider være svært. Men jo mere man gør det, jo lettere bliver det. Jeg kunne slet ikke forestille mig at skulle ud senere i “rigtig klinik”, uden at have den erfaring med mig som jeg har nu fra mit arbejde. For som der er blevet sagt, er der ikke mange muligheder for at træne sine sociale evner i løbet af bacheloren, før man kommer ud i klinik.
Jeg håber virkelig at du kan tage noget af det her med dig, men husk selvfølgelig også at lytte til hvad du selv føler er rigtigt. Det skal nok gå, uanset hvad!