Kald det hvad I vil, men hvem skal så afgøre, hvilke præferencer, der er OK og hvilke, der er mærkelige? Jeg ved godt, at skråplansargumentet er fortærsket, men ikke desto mindre mener jeg, at det er relevant.
Iøvrigt, hvis I tager og læser, hvad der bliver skrevet, så forstår jeg godt, at man kan have et oprigtigt ønske om f.eks. at blive behandlet/undersøgt af en person af eget køn, men ikke desto mindre mener jeg ikke, at det skal efterkommes, hvis det kræver mere end blot minimalt besvær…
Skal vi også til at efterkomme ønsket fra de patienter, der kun vil behandles af Overlægen, fordi de selv mener, at de har ret til den bedst mulige behandling, og den unge og iøvrigt velkvalificerede turnuslæge bliver skubbet i baggrunden - jeg ved godt, hvad jeg synes, men hvor går grænsen? hvem skal beslutte? skal vi til at ringe til sygehusdirektøren hver gang? eller til den administrerende?
Husk lige på, at blot fordi man har sympati for nogle grupper, og ikke for andre, så kan de have fuldt ud lige så relevante krav, som menes lige så oprigtigt som andre… Som Martinello skriver, så har patienten ret til at vælge fra, men det er altså ikke noget supermarked, hvor man kan få det som man vil ha’ det… og det er ikke et spørgsmål om manglende empati - for jeg har masser af empati, men derimod om at se realistisk på tingene, og trække en rimelige grænse mellem empati og sentimentalitet.
PS. Iøvrigt, så kunne det være rart, hvis man kunne diskutere på et seriøst plan, istedet for at té sig som om man var på fredagsbar.