Hej.
Lars Helge, jeg føler mig ikke særlig provokeret af din påstand om, at man kan fedte sig til karakterer i gymnasiet eller at ens lærer kan fejlvurdere en. Min vurdering af risiko/sandsynlighed, alvorlighed, fordele og ulemper er bare en anden end din.
Forsikring: Risikoen for, at mit hjem brænder ned, er ikke særlig stor. Til gengæld er det ret alvorligt, hvis det sker. Ulempen ved at tegne en forsikring er, at det koster penge. Fordelen er, at hvis det sker, er jeg sikret, og jeg behøver ikke at bekymre mig om det. Derfor har jeg valgt, at have en forsikring. Omvendt har jeg fx ikke valgt at forsikre min cykel, fordi der er høj selvrisiko, og jeg kører rundt på en gammel skrammelcykel, som ikke er så dyr at erstatte.
Gymnasiet: Der er en rimelig sandsynlighed for, at en lærer ind imellem kan komme til at vurdere mig lidt højere eller lavere end fortjent. Man kan også være uheldig med eksamensspørgsmål, og komme op i det, man har læst mindst på. Men jo mere man har læst, des større er sandsynligheden for, at man kommer op i noget man har læst på. I gymnasiet vurderes man af mange forskellige personer og rigtig mange gange (alle de forskellige fag, årskarakterer, eksamener, standpunktsprøver, større skriftlig opgave, 2-3 mindre skriftlige afleveringer pr uge + hvad man siger i timerne). Måske får man en lidt højere karakter end fortjent i det ene fag og en lidt lavere karakter end fortjent i det andet fag, så mon ikke det i sidste ende kommer til ca at gå lige op og svare til det snit, man har fortjent? Jeg fik i alt fald præcis det samme snit i årskaraterer og eksamenskarakterer, selvom jeg ikke fik ens karakterer i fagene, fx fik jeg ikke den samme karakter i mundtlig dansk til eksamen og i årskarakter. Måske er nogle bedre til skuespil, men indholdet af det, man siger i timerne samt de skriftlige afleveringer må vel også have en vis betydning. Hvis læreren er i tvivl, om jeg har tilegnet mig viden og forståelse, kan han/hun relativt enkelt afgøre det ved at spørge mig. Hvis min oldlærer udspørger mig om forskellen på den ioniske søjle og den doriske søjle, kan jeg vanskeligt foregive, at jeg kender svaret, hvis det ikke er tilfældet. Man kommer ikke igennem en skriftlig fysikeksamen ved at lave skuespil. De, der laver skuespil i timerne, bliver pillet ned til eksamen (så kan vi kalde det eksamensangst). Muligheden for, at en lærer diskriminerer udfra køn, race eller lign er der. Men umiddelbart har læreren ingen interesse i det. Han/hun opnår ikke noget ved det. Jeg ved, at karakterer ind imellem påvirkes af, om læreren personligt kan lide eleven, men det er relativt sjældent. Hvis man virkelig har et stort problem med en af sine lærere, kan man evt skifte til et andet gymnasium. Hvis jeg får en lidt lavere karakter i fysik end egentlig fortjent, er det ikke nogen stor ulykke, for det opvejes af, at jeg måske får en lidt høreje karakter i old end egentlig fortjent. Og selvom man synes, at man kun er blevet vurderes for lavt i fysik og ikke for højt i old, er effekten på gennemsnittet alligevel begrænset, fordi der indgår så mange andre karakterer.
Samtalen: Interviewpersonen skal vurdere, hvor motiveret ansøgeren er. Hvilke fordele opnår vi herved? Efter min mening er det ret begrænset, hvad vi opnår. Ansøgeren har jo allerede vist, at han/hun er motiveret ved at rende rundt og samle point på plejehjem og lign. Så hvorfor er det så vigtigt, at samtalen indgår? Og selvom motivationen er til stede, er det ikke sikkert, at evnen er. Interviewpersonens mulighed for at vurdere/gætte rigtigt er begrænset. Jeg kan sige, at jeg er motiveret, men de ved ikke, om det er rigtigt. Jeg ved ikke, hvor stor sandsynligheden er, for at de vil diskriminere, men den er der. Grunden til, at jeg frygter det, er bla overskriften ”Mænd skal forrest”, forslaget om forskellige kvotienter for de 2 køn, udsagn om, at ligelig kønsfordeling i sig selv er en fordel, at vi bør stræbe efter en 50/50 fordeling og at vi skal have flere mænd ind på studiet, fordi kvinder ikke kan blive kirurger. Samtalen afgør, om man enten bliver optaget på studiet eller også ikke bliver optaget. For den enkelte er det ret væsentligt, om vedkommende bliver optaget eller ej.
Det er jo alt sammen en subjektiv vurdering. Jeg synes det en fornuftigt, at have en forsikring, og jeg synes ikke, det er nødvendigt at optage på baggrund af en motivation-samtale. Jeg mener ikke, den doriske søjle er relevant for det lægelige virke, og jeg synes godt, man kan ændre optagelsessystemet. Jeg tror, vi kan ændre på skævridningen med piger med højt gymnasiesnit, der falder fra, ved at nøjes med at se på de relevante fag. Jeg tror, piger generelt er mere pligtopfyldende end drenge (fordom) og derfor kan de spanske verber, græske statuer osv. Det gør dem ikke nødvendigvis til bedre læger. Jeg har ikke noget imod, at der bliver optaget flere mænd eller folk fra forskellige sociale klasser. Det er ikke fordi, jeg ikke under dovne drenge at få en chance for senere hen at tage sig sammen. Jeg vil bare gerne have, at optagelsesprocedurerne er fair, objektive og ens for alle, så pigerne evt. kan tillade sig, at være lige så dovne. Jeg kan godt se, at frafaldet er lavere på kvote 2 SDU end på kvote 1 SDU, men skyldes det samtale eller skyldes det pointindsamling? Hvordan set det ud, hvis vi sammenligner kvote 2 SDU med kvote 2 KU og AU?
Her har de ikke samtale (jeg er dog ikke klar over, i hvor høj grad der på KU og AU skelnes mellem relevansen af fx det studierelevante arbejde, som jo diskuteres ved samtalen hos SDU.)
Hvorfor skulle man søge en bestemt uddannelse af den ene grund, at mange andre også søger den uddannelse?
Hvis folk med et højt snit fra gymnasiet generelt går efter penge og prestige, hvordan kan det så være, at man skal have et snit på 10 for at blive jordemoder? Selvfølgelig er det rart at få noget løn for det arbejde, man har udført, men jeg tror ikke, folk vælger så meget efter pengene. Fx så jeg i Nyhederne for et stykke tid siden, at en social- og sundhedsassistent, som sagde sit job op i stedet fik et job som ufaglært på en fabrik, hvor hun faktisk fik mere i løn. Hvis folk kun går efter pengene, hvorfor er der så overhovedet nogle læger (eller mennesker i det hele taget) ansat i det offentlige? Og hvorfor er der ledige pladser indenfor psykiatrien?
Alle mennesker er født lige. Alle mennesker er ikke født ens. Måske er det uretfærdigt, men sådan er det. Jeg har ikke samme muligheder for at skabe mig en karriere som professionel balletdanser som en person, der rent faktisk har talent for det, selvom jeg var motiveret. Der skulle i hvert fald en ikke ubetydelig indsats til. Til spørgsmålet om vi virkelig alle har helt de samme muligheder må svaret være nej. Mænd kan fx ikke blive gravide. Mænd og kvinder kan dog i høj grad i dag begge selv vælge, om de vil have børn, og hvornår de vil have dem. Det må indgå i ens overvejelser vedrørende studievalg. Skal vi optage tonedøve på musikkonservatoriet for at sikre lige muligheder? Skal vi tvinge heteroseksuelle mænd ind på arkitektskolen, for at få de studerendes sammensætning til at afspejle den øvrige befolkning? Jeg ved ikke hvorfor, der er så mange homoseksuelle mænd på arkitektstudiet (endnu en fordom). Men det væsentlige må vel være, at de kan tegne nogle bygninger. Skal vi forhindre kvinder i at blive sygeplejersker og tvinge dem til at blive automekanikere og dataloger ved at lave forskellige kvotienter for de to køn? I stedet burde man gøre optagelseskravene relevante, så de mest egnede mennesker kommer ind, uanset, hvad der i øvrigt karakteriserer dem.
Mht forskellige sociale klasser og muligheder. Der, hvor jeg gik i gymnasiet, var der ca 50% indvandrere. Nogle af dem klarede sig ikke specielt godt, men nogle af dem var enormt flittige og dygtige og benyttede sig ofte af ”lektiecaféen”. De fik høje karakterer, selvom deres forældre ikke havde nogen særlig akademisk baggrund. Dermed ikke sagt, at vi ikke bør hjælpe børn, unge og voksne med problemer, uanset social klasse, men ens egen indsats har altså også en betydning.
Hilsen Sofie