Jeg har altid haft en brændende ønske om at læse medicin - og har kæmpet hele min gymnasietid for at få et snit, der kunne give mig adgang til medicinstudiet. Det fik jeg - endte på 10,5 - og bliver derfor sandsynligvis optaget næste år, hvis jeg søger ind.
Men nu tøver jeg - ganske enkelt fordi jeg er bange for at mine manglende matematiske evner vil blive hindring for mig og min mulighed for at gennemføre studiet. Jeg har naturligvis det nødvendige niveau og en middelmådig karakter på 4/4 med mig - men spørgsmålet er bare, om det mon er nok? Derfor er jeg meget interesseret i at vide, hvor meget matematik jeg skal være forberedt på at møde - og om der er deciderede matematikkurser samt opgaver med meget matematisk indhold?
På KU bliver det ikke værre end løsning af to ligninger med to ubekendte. Derudover kræves lidt “matematisk tankegang” til kemiopgaverne på 1. semester samt under biofysikken på 2. og biokemien på 2.+4.-5. semester, det vil sige noget i retning af at gennemskue en problemstilling og anvende en - ofte opgiven - formel. Det er super let, hvis man har læst på lektien, men et mindre segment af de studerende har utroligt svært ved det. Statistikken på 4. semester er måske en anelse sværere.
Sagt på en anden måde skal du ikke kunne særligt meget matematik for at bestå dine eksamener (hvis dét er dit eneste mål…).
Kære Kersti
Du må ENDELIG IKKE fravælge medicinstudiet bare fordi du ikke er så glad for matematik.
Medicin er et meget bredt studie med et hav af kurser der spænder over en række fagdiscipliner, herunder især naturvidenskab (fx anatomi, fysiologi og biokemi), samfundsvidenskab (medicinsk sociologi, socialmedicin, psykologi) og humanistiske fag (videnskabsteori) - og herudover alle de medicinske og kirurgiske fag.
Man skal helt sikkert være glad for naturvidenskab - det fylder meget da det jo er fundamentet for hele den medicinske forståelsesramme - men her er matematik altså ikke nødvendigvis et afgørende fag hvis blot du ellers er glad for især biologi, fysik og kemi. Man bruger matematik som værktøj på et MEGET basalt niveau, især i de teoretiske fag (fysiologi og biokemi). Hvis det bliver et problem må du jo bare læse lidt ekstra på de eksaminer, men jeg tvivler på at det bliver nødvendigt. Jeg er selv sproglig student og har kun matematik på B-niveau, men har aldrig haft nogle problemer i den dur.
Hvis du interesserer dig for naturvidenskab i bred forstand, og hvis tanken om at være læge og arbejde med patienter tiltaler dig så hold fast i tanken om at læse medicin.
Er du bange for at læse medicin, fordi du ikke fik topkarakterer i alle fag !?
Nu skal jeg berolige dig
Hvert år uddannes der læger, som engang blev optaget på kvote 2. Det er mennesker, som nok ikke ligefrem kan prale med at have samme imponerende snit som dig.
De er blevet optaget på pointgivende arbejde mv. Og jeg er endnu ikke bekendt med et eksempel på, hvor én er optaget på at have forsket matematik i en kælder et par år for at komme ind på medicinstudiet.
Når først man er mediciner, hvad enten det er med højt snit, lavt snit eller via kvote 2, så er chancerne for at komme igennem stort set lige store, selvom kvote 2 ligger lavere i statistikken.
Studiet er heller ikke et ene-studie, hvor man er éne om at forstå fagenes indhold, men meget læsegruppebaseret, hvor man i sin læsegruppe hjælper hinanden med at forstå og løse de problemstillinger, der nu kan dukke op til eksamen.
Selvfølgelig er der fag undervejs, som ikke motiverer én og fag som man har svært ved at forstå og sætte sig ind i. Men det er man ikke ene om, og alligevel er der på medicinstudiet en relativ høj gennemførelsesprocent.
I sidste ende skal man som læge også bare have bestået samtlige eksamener, dvs 2 i hvert fag giver lige så meget læge som 12 i hvert fag
Mit indtryk er at åndsvag opgaveregning fylder mere på KU i fag som nyrefysiologi, hvor det stort set ingen plads havde på SDU.
Jeg læste på SDU og min kone på KU og vi fik i hvert fald ikke alle mulige tosse regneopgaver på bachelordelen, som jeg synes min kone skulle bruge krudt… (ting kan have ændret sig på de 5-6år der er gået)
Creatinin-clearens eller digoxin-dosis det regner min PocketPC ud… :lol:
[quote=“frold”:hzvgbd9n]Mit indtryk er at åndsvag opgaveregning fylder mere på KU i fag som nyrefysiologi, hvor det stort set ingen plads havde på SDU.
Jeg læste på SDU og min kone på KU og vi fik i hvert fald ikke alle mulige tosse regneopgaver på bachelordelen, som jeg synes min kone skulle bruge krudt… (ting kan have ændret sig på de 5-6år der er gået)
Creatinin-clearens eller digoxin-dosis det regner min PocketPC ud…[/quote]
Beregningsopgaverne er et gode - en hjælp til at gå fra teori til praksis, så man bedre kan forstå og anvende det, som ens PPC/lab-svar fortæller en…
Uden at antyde, at det er tilfældet for dig, Frold, virker det som om, mange vitterlig finder det tilfredsstillende at se e.g. elektrolytafvigelser på et lab-svar uden at have bare en rudimentær forståelse for den patologiske tilstand, som afvigelserne manifesterer sig i form af. Som snarlig bachelor er jeg ikke just erfaren udi det kliniske, men på mig virker tankegangen “ved symptom X er behandling Y indiceret, behandling Z kontraindiceret” uden forståelse af sygdommen, som mange læger åbenlyst praktiserer, fattig (og potentielt dårlig/farlig for pt.). Dette gælder naturligvis mest for dem, der ikke er engageret i forskning/uddannelse.
Man bliver naturligvis ikke wonder-doc, hvis man regner en masse opgaver, men det bidrager til den samlede læringsproces. Jeg synes, der er en generel tendens til at skose eller underprioritere den ægte, grundlæggende forståelse af det, vi lærer på studiet; det handler blot om at lære “nok til at bestå”. Personligt studerer jeg medicin for at blive (en god) læge.
I mine øjne er opgaveregning, som det praktiseres på KU, netop ikke egnet til at lære de fundamentale sammenhænge. Derimod udvikler det sig hurtigt til en omgang bevidstløs formel-rytteri, hvor man lærer hvilke formler, der skal bruges til hvilke typer spørgsmål, hvorved man behændigt undgår at forholde sig til de fysiologiske problemstillinger. Sandheden er nok, at det optimale skal findes et eller andet sted midt i mellem.
Nu er jeg ikke selv startet på studiet endnu men fra alle jeg har snakket med lyder det ikke til at matematik er det der fylder mest. Tror nærmere det bruges til hjælp i andre sammenhænge. Har også hørt fra flere undervisere at de finder det absurd at kravene er blevet ændret fra b til a niveau, da forskellen på disse intet med studiet har at gøre! Så tror bestemt ikke det er det der skal holde dig tilbage.
Men en anden ting jeg tænkte på er om du med “kun” 4/4 opfylder de specifikke krav der er om en bestemt gennemsnitskarakter i fagene matematik, kemi og fysik?
Ville lige høre, hvor god man skal være til biologi når man begynder på medicinstudiet. Grunden til jeg spørger er, at jeg har valgt kemi A fremfor biologi, hvilket jeg havde på C-niveau.
Ville lige høre, hvor god man skal være til biologi når man begynder på medicinstudiet. Grunden til jeg spørger er, at jeg har valgt kemi A fremfor biologi, hvilket jeg havde på C-niveau.
[/quote]
Det korte svar er: Nej, det er slet ikke nødvendigt.
Personligt startede jeg med C i både Biologi og Kemi, og jeg har ingen problemer haft med dette. De skal nok lære dig det du skal vide på studiet.
[quote=“Veisalgia”:1mbxg45o]Det korte svar er: Nej, det er slet ikke nødvendigt.
Personligt startede jeg med C i både Biologi og Kemi, og jeg har ingen problemer haft med dette. De skal nok lære dig det du skal vide på studiet.[/quote]
Jeg er helt enig: Det er lige meget, hvilke valgfag, man har haft i gymnasiet (så længe man lever op til kravene for optagelse), da man lærer det, man skal bruge, på studiet.
Jeg havde i øvrigt samf. A, tysk A og datalogi C i gymnasiet, og det går mig temmeligt godt på uni alligevel .
Grunden til de fagspecifikke krav hvad angaar niveau er nok, at man er bedre klaedt paa fagligt, hvis man f.eks. har haft Kemi B, naar man begynder studiet. Jeg undrer mig f.eks. over, at biologi slet ikke er et krav - generelt naesten for alle studier (undtagen Biologi selvfoelgelig). Jeg vil da tro, at starten paa studiet for en Bio A student vil vaere nemmere ham, der slet ikke har haft biologi.
Men til selve spoergsmaalet. Hvor specifikt kommer man til at bruge matematikken paa AU f.eks.?
Jeg går på 1. semester på KU og vil da godt lige dele ud af min sparsomme erfaring
Jeg opfylder selvfølgelig de fagspecifikke krav og derudover havde jeg Biologi B med i bagagen.
Jeg kan godt lide kemi og er også ok god til det, men det er bare hårdt arbejde, og det går rasende stærkt, så jeg tror unægteligt at de der har kemi A har en fordel specielt her i starten, primært fordi de er mere trænede i fht. opgaveregning (som der er rigtig meget af på KU).
Mht humanbiologi -så har jeg indtil videre været rigtig godt rustet med min baggrund i biologi B -rent faktisk er det ikke ret meget nyt stof jeg er stødt på endnu! -men kan se det kommer når jeg bladrer lidt frem i bogen.
Skulle jeg vælge valgfag i dag, på baggrund af de erfaringer ville jeg uden tvivl vælge kemi A fremfor biologi, -for at gøre det nemmere for mig selv. På den anden side så kan man sagtens klare sig med kemi B, så det er ingen skam at “nøjes” med det og vælge valgfag efter interesse… -det er trods alt sidste gang i mange år man har muligheden for at vælge fag bare fordi man synes det er spændende. -fremover står den på en masse obligatoriske fag, hvor det eneste valg er hvor meget man gør ud af det! -og selvom medicin er drømmestudiet så er det nok ikke alle fag man finder lige spændende!
Nu I alligevel snakker om hvor lidt matematik der er på medicinstudiet, synes jeg det er bemærkelsesværdigt at matematik fyldte så meget som det gjorde til den Multiple Choice Test, som var en del af optagelsesproceduren i kvote 2 på SDU.
Dog var det ret simple opgaver, men alligevel undrer det mig hvorfor matematik fylder så meget i optagelsesprøven, når det ikke anvendes særligt meget på selve studiet.
[quote=“Birkmose”:159g6a6j]Nu I alligevel snakker om hvor lidt matematik der er på medicinstudiet, synes jeg det er bemærkelsesværdigt at matematik fyldte så meget som det gjorde til den Multiple Choice Test, som var en del af optagelsesproceduren i kvote 2 på SDU.
Dog var det ret simple opgaver, men alligevel undrer det mig hvorfor matematik fylder så meget i optagelsesprøven, når det ikke anvendes særligt meget på selve studiet.[/quote]
Nu var jeg ikke selv til den pågældende prøve, fordi jeg kun søgte på AU, men havde en kammerat der var. Mit indtryk ud fra det han sagde, var at mage af spørgsmålene henvendte sig til ens evne til at overskue en matematisk samenhæng. Altså hvad man kunne få ud af en graf osv, mere end om man kunne huske formler for differentialregnng f.eks? Ret mig hvis jeg tager fejl selvfølgelig.
Men jeg synes da i høj grad at det er relevant at kunne overskue den slags sammenhænge, da jeg tror (ja jeg ved jo intet endnu?) at man møder mange grafer, og skal overskue mange figurer osv?
