Goddag folkens. Jeg kender ingen af jer og dette er også mit første indlæg på Studmed.dk. Jeg håber dog allligevel, at jeg er i stand til at fange et par interesserede øjne i forbifarten.
Hvad handler denne historie så om? Min historie; min vej til medicinstudiet, som jeg ikke er nået til endnu. Der er langt endnu. Jeg forsøge at gøre mig kort, men da dette emne er hvad giver mit liv værdi, så er det selvfølgelig besværligt.
Min historie starter som 2. g’er, hvor vi, i gymnasiet, begynder at have om menneskekroppen i biologi A. En interesse og hobby påbegyndes. Jeg er desværre bygget således, at dét der interesserer mig er dét jeg bruger tid på; jeg har svært ved at beskæftige mig med, for mig, ligegyldigheder, som jeg ikke kan se formålet med. Jeg vidste at jeg skulle beskæftige mig med menneskekroppen i 2.g og jeg vidste også, at jeg syntes religion og spansk var fag der intet havde med menneskekroppen at gøre. Jeg hungrede hele tiden efter ny viden - viden som biologi A heller ikke kunne levere. I starten handlede det mest om styrketræningsfysiologi, fordi jeg trænede, men ‘alt det andet’ interesserede mig også. Nu må vi hellere holde os kortfattet, der er lidt endnu.
3.g og hue på og hestevogn. 12/12 i biologi A. 12 i SRP i biologi/idræt. -3/00 i spansk, 4 i religion. Så fik jeg en masse 10 taller og nogle 7 taller også. Og lidt andet fis. 7,6 i gennemsnit. Det gennemsnit afspejler ikke min intelligens, ikke min kunnen og ikke min ambitioner eller faglige niveau. Det afspejler en tid hvor jeg drak mig fuld i alle weekenderne, synes det var røvsygt at have halvdelen af fagene i gymnasiet og havde et fraværsgennemsnit på 14 % over de 3 år. Så havde jeg prøvet det. Min interesse for anatomi og fysiologi falmede ikke, fordi jeg stoppede på gymnasiet; jeg blev ved og ved med at læse relevant fagligt litteratur, debattere på nettet (MOL; Motion Online) og Wikipedia var min bedste ven. En ven jeg savner lidt på Universitetet. Nuvel; efter 3.g holdte jeg 2 sabbatår, hvor jeg kedede mig ihjel med forskellige jobs. Jeg holdte op med at drikke alkohol og det gik op for mig, at videnskab og lærdom er mit liv. Jeg vil læse medicin.
“Hvordan kommer jeg så ind på medicin?” tænker jeg i løbet af de 2 sabbatår. Jeg manglede matematik fra B til A, jeg manglede kemi fra C til B og jeg manglede fysik fra C til B. Suk. Flere irrelevante gymnasieniveauer (det er dog ok spændende). Det gad jeg fandme ikke; der måtte være en anden måde at studere menneskekroppen - og hey, jeg har jo altid interesseret mig styrketræning og sportsfysiologi. Idræt må være sagen! Jeg tager et sommerkursus i fysik fra C til B, da dette her også er et krav jeg mangler. Jeg får 10. Det var en hyggelig sommer. Jeg søger ind på idræt i København og Århus (eller Aarhus, nu her?).
Jeg bliver afvist begge steder på grund af for lavt gennemsnit. Jeg er, for resten, efterhånden blevet ganske habil i anatomi og fysiologi, da jeg, på daværende tidspunkt, har læst anatomi og fysiologi meget løst i 4 år for mig selv.
Jeg bliver vred. Hvorfor vil ingen i det mindste se på hvad jeg kan i stedet for at se på mit ligegyldige gennemsnit fra gymnasiet? Jeg ser at der er ledige pladser i Aalborg på idræt. Aalborg… Suk. Men, jeg skulle ikke bruge endnu et år af mit liv på at lave ligegyldigt, ustimulerende slavearbejde. Aalborg it is. Jeg kommer ind. Jeg flytter til Aalborg. Fin by, i øvrigt - den kan anbefales. Alt hvad jeg har brug for er indenfor 150 meter af mit hjem; deriblandt gaden, som jeg ikke har det mindste brug for.
Vi har så et kursus der hedder MAF: Menneskets Anatomi og Fysiologi. Nu må jeg hellere pointere, at jeg ikke er arrogant. Jeg er blot bevidst om mine egne egenskaber og potentiale.
Jeg finder det ret let. Det gør mine medstuderende ikke. Overhovedet ikke. De finder det så svært, at langt over halvdelen virkelig frygter at de dumper eksamen her til januar. Det går op for mig, at 70 % af pensum er repetition for mig. Jeg skriver derfor en mail rundt til mine 130 medstuderende og ytrer et foreslag; jeg vil oprette en workshop, hvor vi kan arbejde med stoffet. Jeg får nogle tilbagemeldinger og workshoppen begynder.
Det er nu ikke længere ‘en workshop’, men blevet til forelæsninger, hvor jeg har 40 tilmeldt min mail-liste og i gennemsnit 10 fremmødte pr. gang. Jeg underviser i dét som er blevet gennemgået til vores officielle forelæsninger og ellers prøver at få folk til at få et overblik. Jeg finder, efterhånden, ud af at jeg er så god til anatomi og fysiologi, at jeg kan svare på alt hvad de spørger mig om. Jeg føler mig som en rigtig lærer. Jeg har nu undervist 14 gange. Det er spændende, jeg lærer rigtig meget om at undervise og jeg får repeteret alt dét, som jeg gerne vil kunne udenad.
Ligeledes har jeg været nødsaget til at rette vores forelæser adskillige gange, fordi han ikke har forberedt sig godt nok og svarer decideret forkert på spørgsmål. Det affødte en statusopdatering på Facebook fra en medstuderende: “Er vores forelæser læreren eller eleven?”
Ok, stop, holdt. Lad os lige fjerne janteloven. Jeg skal da glædeligt gøre opmærksom på, at jeg er ganske ‘under gennemsnittet’ i forhold til mine medstuderende hvad angår de praktiske fag. Jeg laver en meget usikker salto og er røvdårlig til at svømme crawl. Anatomi og fysiologi er bare dét, som jeg kan.
Nu har jeg besluttet mig for at jeg vil læse medicin. Mit indblik i livsstilssygdomme på 1. semester (det var vores emne på idræt), har kun givet mig endnu mere lyst til medicin. Derudover finder jeg idrætsstudiet, på nuværende tidspunkt, alt for nemt. Jeg føler mig overhovedet ikke udfordret og stimuleret. Det er da meget hyggeligt og sådan, men jeg vil virkelig gerne lære en masse og det gør jeg ikke her på AAU.
Jeg har så tilmeldt mig kemi C til B og matematik B til A kurser, som jeg skal gå til samtidigt med at jeg går på universitetet. Jeg tænker, at hvis jeg kan klare det, så er jeg også bedre forberedt på arbejdsbyrden på medicin. Så det skal jeg kunne. Når jeg så har bestået de fag, så søger jeg ind til næste sommer. Kommer jeg ikke ind, så søger jeg næste og næste år igen. Kommer jeg ikke ind der, så er jeg færdig med min bachelor i idræt. Så læser jeg nok en kandidat og bliver ved med at søge ind på medicin imens.
Jeg er fast besluttet på at komme ind på medicin, om jeg så skal søge fra nu af til jeg dør. Jeg vil læse medicin.
Det var så min historie.
Jeg er godt klar over at medicin er noget andet og at arbejdsbyrden er en del større. Men, jeg er 22 år nu og gymnasietiden er ovre for mig. Jeg drikker næsten aldrig og hele mit liv er pt. dedikeret til anatomi og fysiologi. Jeg læser glædeligt i mine bøger - også selvom det er udenfor pensum. Vi skal fx ikke lære reproduktionssystemet eller blodåresystemets anatomi - det skal jeg så nok bare lære mig selv. Jeg kan allerede de overordnede knogler, muskler, samt overfladisk alle organsystemerne. Men jeg er ikke medicin-studerende. Jeg føler mig bare ganske overkvalificeret som ansøger i forhold til de nyklækkede studenter med deres ligegyldigt høje gennemsnit. Fair nok at de har høje gennemsnit - jeg havde bare andet fokus dengang jeg fik mit gennemsnitsstempel.
Så hvad gør jeg? Hvordan kommer jeg ind? Jeg kommer jo nok aldrig ind på mit gennemsnit, så det må vel blive kvote 2. Tror I jeg har gode chancer? Hvad skal jeg fokusere på? Jeg kan sagtens få udtalelser fra de fleste af mine lektorer og professorer, da de udemærket er klar over mit meget høje niveau sammenlignet med mine medstuderende. Det skal så lige siges, at idrætsstuderende ikke nødvendigvis behøver at gå så meget op i anatomi og fysiologi, som jeg gør. En stor del af studiet er også pædagogik og didaktik. Der er dygtige sportsfolk her, som ønsker at blive lærere, coaches eller lignende. Så de er “undskyldt”, for ikke at have samme niveau som jeg i anatomi og fysiologi. Dét her er bare ikke det som jeg vil.
Man kan også sige, at det pt. er spild af ressourcer at betale mig SU og lærerlønninger og udgifter til materialer og faciliteter og administration og… og…oog… for at læse på en uddannelse, som jeg allerede nu ved, at jeg ikke er interesseret i at bruge til noget.
Jeg vil ikke bare være læge. Jeg vil læse medicin. At jeg så bliver læge, er jo bare en sidegevinst. Sikkert en ret awesome læge, hvis jeg spørger mig selv.
Tak fordi I gad at læse min historie. 
Bo