Mistet motivationen på bacheloren

[Stud.99]

Jeg er nu halvvejs på bacheloren (KU), men har det sidste halve år dumpet størstedelen af mine eksamener og en enkelt reeksamen. Derudover har jeg en eksamen forude, som jeg er ret overbevist om, at jeg også dumper.

Jeg har derfor gået med tanken om, at holde en “pause” hen over 4. semester, hvor jeg i mellemtiden får læst op på de eksamener jeg har dumpet fra 2. og 3. semester. Jeg har altid været meget engageret i alt hvad jeg har sat mig for og lavet flotte karaktere, men det er som om, at luften er gået af ballonen.
Det skal siges, at jeg fra start har følt, at jeg ikke passede ind og jeg stadig 1½ år senere ikke har formået at kunne skabe en naturlig relation til nogen på studiet - hvilket også gør mig i tvivl om jeg så ikke vil passe ind som læge. Min omgangskreds udenfor studiet er helt overbevist om at arbejdet som læge er lige mig ift. hvordan de kender mig.
Jeg er lidt ældre end mine medstuderende (3-5 år), hvilket har haft en større betydning for det sociale på studiet end jeg havde regnet med, da vi er meget forskellige steder i livet.

Mit spørgsmål er derfor: er der andre der har siddet med samme følelse under studiet og kommet ud på ‘den anden side’ og fundet sin plads?

[Anatomimiskmask]

Det bliver bedre, jo længere du kommer på studiet. Jeg startede også væsentligt ældre end dem på mit hold, og vi var forskellige steder i livet. Deres fritid gik med at gå i byen og pleje bekendtskaber - jeg gik i i haven og værkstedet derhjemme og renoverede hus i min. På 6. semester bliver alle splittet op i forskellige hold, og det sociale kan i en eller anden grad genstartes hvis man ønsker det. Desuden begynder folk også at gå op i andre ting når de bliver lidt ældre og aldersforskelle bliver mindre betydende. En forskel på 5 år er kollosal hvis man er 20, men en bagatel hvis man er 30.

Jeg synes det er blevet bedre igennem uddannelsen hvor det at være ældre var en hæmsko i starten hvor det handlede om at passe ind i en meget ungdomsdikteret socialsfære, men i klinikken betaler det sig at have mere livserfaring og dermed tryghed i uvante situationer hvor jeg ser mine yngre medstuderende have det sværere. Alt dette er selvfølgelig groft generaliseret, og der findes givetvis masser af undtagelser.

Kort sagt: hæng i - det bliver bedre. Og i øvrigt er det en god ide at tage en pause og få indhentet det du mangler for sig. Det er ikke fedt at følge et nyt kursus samtidig med at man læser et andet fag op som man måske ikke er så skarp i, i forvejen. Held og lykke fremad

[studmedpaaau]

Jeg tror vi er mange som kan genkende, at aldersforskellen i nogle tilfælde kan mærkes, men den del tror jeg går i sig selv senere. Jeg har klart flest af mine venskaber udenfor studiet, men det er blevet helt okay for mig. Hvis du godt vil have nogle relationer på studiet er der jo forskellige foreninger, hvor medlemmer ofte er blandet bachelor- og kandidatstuderende, og hvor det centrale måske ikke er øl og fest

I forhold til dumpede fag og træg motivation er der jo også studievejledere at hive fat i - de plejer at have gode ideer til, hvordan man kan strikke det sidste sammen, så man kommer helskindet igennem. Brug den hjælp der er til rådighed! Jeg tror ikke du skal være så nervøs for om lægefaget er noget for dig, hvis dine venner, som kender dig bedre end dine medstuderende, også bakker op om det.

[RasmusBu]

Hvis du har kunnet bestå de fag du allerede har været igennem (halvdelen af bachelor) så vil du også kunne bestå resten. Men du lyder til at være havnet i et hul lige nu hvor du præsterer dårligere end normalt og samtidig så får ekstra slag ved at opnå utilfredsstillende resultater.

Det er ikke tilfældigt at du er kommet igennem det du allerede er kommet igennem. Så se for dig at du selvfølgelig kan komme igennem det. Tænk på ét fag ad gangen. Og ikke på alle de fag du synes du skulle have været igennem nu.

Medicin kan godt være elitært. Og folk praler og udstiller ofte ikke deres nederlag. Det skaber en følelse af at man skal præstere. Men se lige på dumpeprocenten på de forskellige fag. Der er andre end dig der dumper.

Læs om “imposter-syndrome“. Det er et kendt fænomen at man på netop det her studie kan føle at man ikke hører til. Og selvfølgelig kan det være at man ikke hører til. Men du er blevet optaget. Og for hvis skyld er det du studerer? Vel forhåbentligt for din egen. Så hører du til? Du har RET TIL AT VÆRE DER!

Du skriver du læser på KU. Der har jeg ikke læst, så kan jo ikke sige det 1:1. Men kandidaten er noget andet end bacheloren. Og det er noget du skal se frem til.

At du ikke lige har været på bølgelængde med de andre fra studiet gør dig ikke forkert. Hvis du har nogle behov, som ikke bliver opfyldt, så må du gå i tænkeboksen.

Jeg selv har ikke rigtig behov for at tale med de samme til hverdag. Men kan til gengæld tale/arbejde med alle. Jeg kender faktisk ikke rigtig nogen fra studiet. Lidt mere kontinuerte relationer får jeg via mit arbejde i et lægehus. Fint miks. Erfaring/socialt/penge.

Det kan også være befriende at kende folk der ikke studerer medicin. For det er et studie der tager meget tid og i min optik kan folk godt komme til at mangle udsyn.

Jeg ved ikke hvor gamle andre på studiet er. Men måske er jeg 10 år ældre end dem. Har også hus og dyrker kartofler i haven. Lever et andet liv end mine medstuderende.

Og ja. Jeg har også prøvet at være et virkeligt mørkt sted ifm. studie.
Du skal finde ud af hvorfor du fejler når det sker. Har du læst for lidt? Har du læst forkert?
Hvis man vil læse det hele og møde til alle timer osv. og ikke opnår gode resultater på den måde, så må man prøve at prioritere anderledes. Sats hårdt på det, som du får et udbytte ud af. Og drop så uden skam det som er spild af tid.

Håber at se dig på den anden side