Optagelsesritualer

Optagelsesritualer
0

#1

Nordmænd er nogle sære snegle:
http://www.nrk.no/nyheter/innenriks/1.1720649

Men hvad er der egentligt af optagelsesritualer på medicinstudiet i Danmark.

Fortæl, fortæl…


#2

Det kan vi godt blive enige om… :lol:

Er du journalist?


#3

Det var også min første (mis)tanke…

Isåfald; ingen kommentar :wink:


#4

Ja, det er han… I hvert fald når jeg tjekker hans email og søger på navnet, så dukker en berygtet journalist op :wink:


#5

he he sjovt… hvorfor ikke bare fortælle hvem man er !!!


#6

Fordi så får han ikke alt snavset at vide… :lol:


#7

Ja, det snavs skal ikke i pressen det er jo lige til “Velkommen på forsiden”… :stuck_out_tongue:


#8

Puha ja, der er virkelig mange optagelsesritualer på medicin… Samtaler på SDU og multiple choice test… uhada, velkommen på forsiden :smiley:


#9

hehe


#10

:lol: :lol: :lol: your killing me :smiley:


#11

[quote=“SorenSukkergris”:yuuf32bn]
Men hvad er der egentligt af optagelsesritualer på medicinstudiet i Danmark.

Fortæl, fortæl…[/quote]

Jo, nu skal du bare høre!

Vi mødte op første dag som uskyldige russer, vandkæmmede med spidsede blyanter og ostemadder i tornystret. Vi havde fået bud om at møde i forhallen på Panum, og stor var vores benovelse, da vi trådte ind i de hellige haller i den sikre forvisning om, at dette var et videnskabens og seriøsitetens sted, hvor forskere i hvide kitler ideligen arbejdede på menneskehedens forbedring og på at sprede lys i en mørk verden, og hvor flittige studerende forsagede verdens tant og fjas, bøjet over tunge bøger, så de ad åre kunne løfte den tunge arv og drage omsorg for verdens børn, ganske som i Esajas bog Herrens lidende tjener påtager sig det åg, som det halstarrige folk har nedkaldt over sig selv, men ikke magter at bære. Akja, således tænkte vi i vores naivitet.

Men inden man kunne nå at sige coelestem adspicit lucem, blev vi brutalt revet ud af vores trygge illusioner. Uden varsel blev vi antastet af en grænseoverskridende gøglertype i fjollet tøj, hvilket man åbenbart mente var en passende måde at byde nye studerende velkommen på, og han førte os gennem en grænseoverskridende skummel kælder ind i et grænseoverskridende lokale, hvor vi blev tvunget til at afføre os vores overtøj og dernæst blev kastet ud i en hæsblæsende og grænseoverskridende “navneleg” med grænseoverskridende SØRØVERTEMA! Pænt krænkende, hvis hele ens familie f.eks. lige er blevet slagtet af sørøvere!

Nå, men vi blev så stuvet ind i hede, overfyldte busser, hvor vi skulle tilbringe adskillige klamtsvedende timer i selskab med maniske svenskere og sindssyge galninge kaldet turtorer (sic!), der bragte os til sammenbrudets rand ved at spille Boten Anna … PÅ REPEAT!!!11oneone

Da vi så endelig - efter hvad forekom at være dage fulde af pinsler og hallandsk eurodance - blev lukket ud igen et sted langt uden for lands lov og ret ved en gammel, faldefærdig spejderhytte dybt inde i en skov, blev vi tvunget til i lange kæder og silende regn at bære de såkaldte “forsyninger” og “rekvisitter” (torturinstrumenter!) op og ned af en pløret grussti og ind i den mugne hytte, hvor vi de næste mange dage skulle indtage vores fængselskost til lyden af voldsforherligende musik, bænket side om side i den store fælleshal, hvor væggene var dækkede med store, truende malerier af kendte fascistiske ideologer (som fx John Christmas-Møller og Conseilspræsident Estrup).

Hver dag indebar nye rædsler - ofte blev vi befalet at vaske op eller gøre rent. Om aftenerne blev vi udsat for sindssygt grænseoverskridende projekter som udklædt fællesspisning og sørøverløb med rigelig indtagelse af såkaldte alkoholiske “shots” (eller som ikke-alkoholisk alternativ: lakridsfisk!) - åh, the horror! The pain of it all!! Og som om det ikke var nok, blev vi tortureret med søvndeprivation, idet man holdt os vågne natten lang ved at spille firserhits og lydeligt synge med på Sebastians “Skatteøen”. Først når det lysnede ud på morgenen fik vi et par timers søvn, medens horder af myg åd vores blod, inden vi igen skulle purres op og mønstres i den ildelugtende fælleshal.

Lykkeligvis var vi nogle få, der på tredjedagen i en uovervåget stund havde held til at sende et nødsignal til omverden, ved hvilket vi blev undsat samme eftermiddag, men ikke før vi havde udstået en række stadigt mere uhyrlige og krænkende arrangementer som “tal to og to med hinanden i fem minutter på skift” og “eftermiddagskaffe med kage”! Det gør ondt indeni bare af at tænke på det.

Efter måneders terapi er jeg så småt begyndt atter at ligne et menneske, men om natten ligger jeg stadig badet i koldsved og ryster, medens mareridtsagtige ansigter i væggene buldrer “15 mand på en død mands kiste!”. Jeg kommer nok aldrig til at spille Monkey Island igen.

/Rasmus

“We’ll surely avoid scurvey if we all eat an orange.”