Organdonation


#1

Hejsa

I lyset af det hollandske tv show med den falske nyrepatient er der igen debat om organdonation ude omkring i samfundet. Derfor synes jeg det kunne være interessant at få gang i debatten herinde. Jeg har nok en formodning om hvad medicinstuderende/læger mener generelt, men hvor mange er jer er egentlig aktivt tilmeldt/frameldt donorregistret? Jeg var ikke indtil for 10 min siden (hvor jeg i et desperat forsøg på at undgå at læse til eksamen forsøgte at retfærdiggøre for mig selv at jeg godt kunne se indslaget om dette emne i morgen tv i stedet for :slight_smile: ) ikke.

Hermed en opfordring til at tage stilling officielt i stedet for bare at snakke om det i krogene med sine nærmeste og alligevel lade det være op til dem at tage stilling på dine vegne i en i forvejen svær situation.
Man kan tilmelde sig donorregistret, eller nedlægge forbud mod donation på:
http://www.sundhed.dk

Hvad mener i andre?
-Er det f.eks okay hvis man vedtager, som det har været foreslået, at man automatisk er tilmeldt donorregistret fra man er fyldt 18 år?
-Er det i orden at tvinge folk til at tage stilling f.eks når de tager kørekort?

God læselyst og god sommer :slight_smile:


#2

Jeg har vært tilmeldt som organdonor for alt utenom hud siden efteråret 2006. Det bør ikke gjøres til tvang eller automatikk ved fylte 18 år, men jeg mener at det heller bør være slik at dersom en forventer å få organer selv, bør en også være tilmeldt som organdonor. De som ikke ønsker å donere bør heller ikke ha mulighet til å motta.


#3

Jeg har været registreret organdonor siden midten af 90’erne, med fuld donation. Jeg synes godt du kan tvinge folk til at tage stilling. Hvis man er usikker kan man sige nej, indtil man har overvejet for og imod, men man skylder ikke mindst sine pårørende at tage stilling. Det er sgu svært at snakke med pårørende om organdonation, især hvis de er indbyrdes uenige. Og en del organer går tabt på den konto. Hvis vi ikke kan blive enige må vi hellere sige nej.
Jeg synes ikke man absolut skal donere for at modtage. For mig er det en beslutning om at hjælpe et andet menneske der har brug for noget som jeg ikke længere kan bruge. Og hvorfor smide brugbare organer ud, hvis der er nogle der kan bruge dem, bare fordi de ikke selv vil donere. Så længe de bare har taget stilling. (De må nu også gerne få dem selv om de ikke har taget stilling…)


#4

Jeg har også været registreret i det centrale danske donorregister i et par år nu. - Så behøver man ikke rende rundt med et kort i lommen! og mine forældre skal ikke tage stilling - det vil jeg skåne dem for ved ikke at give dem indflydelse i situationen, og de kender min holdning.

Min holdning er den samme som den Peter Rossel og de andre videnskabsteoretikere lidt åbner for og gerne vil have folk til at tænke over i videnskabsteorien på studiet. Det drejer sig om freerider-problematikken (at man gerne vil tage imod, men ikke give).
Det skal stå folk frit for men min moral byder mig at melde mig til - ellers ville jeg ikke have det godt med at være klar til at modtage fra andre.

Min lillebror kører donor-raket (læs motorcykel, Kawasaki Ninja 636 2005) og jeg har også talt med ham om det i den anledning. Jeg mener godt man kan åbne debatten for unge når de får kørekort. Det betyder ikke at de partout skal tage stilling, men jeg tror det største problem er at størstedelen af folk slet ikke diskuterer det og dermed overvejer og får formuleret sin egen mening (andet end når de sidder og har fået 7 øl med gutterne omkring et Hollandsk TV-show eller lignende).

Omkring det med at lægerne kan tage fejl mht. hjernedød så er jeg af den indstilling at - selv hvis de helt usandsynligt - skulle tage fejl, og man ikke er hjernedød, så må jeg være slået så godt til sprællemand at nogen rent faktisk kan være i tvivl. Så ville jeg ikke have lyst til at vågne igen.

Vi lever i et land med en lovgivning der giver maksimal frihed på det punkt til den enkelte. Jeg tror problemet er at folk ikke får taget stilling idet det er et ømtåleligt emne i mange familier.

Det var mine 5 cents.


#5

Problemet er dog, at vi skal huske at forberede vores pårørende på vores beslutning, da de hvis de ikke er enige, kan overrule vores beslutning.
Og derved lave en donoer om til en “ikke donor”

mvh
svend


#6

Nej. Hvis du har tilmeldt dig registret kan dine pårørende ikke ændre beslutningen.
Men du kan lade registrere at tilladelsen forudsætter pårørendes accept.

Donorkortet er her:
http://www.im.dk/publikationer/organdon … ndonor.htm


#7

Man kan måske også spørge: hvem er de pårørende? Hvis ens nærmeste familie, ægtefælle o.lign har accepteret, at man vil være organdonor, skal tilladelsen så ændres til forbud, hvis Grandtante Oda i Sønderjylland, som man kun ser en gang om året, er imod organdonation? Eller hvis ens nabo mener det? Hvor går grænsen? Man bliver jo spurgt, om de pårørende må ændre tilladelsen, men man bliver ikke bedt om at angive, hvem de pårørende er.


#8

Sofus: så vidt jeg vet er det fastlagte regler for hvem som regnes som nærmeste pårørende i slike situasjoner. Hvis en er gift så er det kone/mann og deretter foreldre. Gammelonkel Per kommer ikke med i betraktning da han er for gammel og senil. :slight_smile:


#9

Pårørende forstås vel her på samme måder som alle mulig andre steder i sundhedsvæsenet; den nærmeste familie. Du spørger heller ikke Grandtante Oda om lov til at obducere en afdød…

Jeg mener personlig godt at det kan forsvares, at man tvinges til at tage stilling når man fylder 18 år. På den måde kunne man da forhåbentlig reparere lidt på den uhyggelige organ-mangel, som vi ser idag. Egentlig er jeg også for, at alle pr. definition er donorer og så selv har ansvar for at melde sig fra systemet, hvis man ikke ønsker at deltage.

I mine øjne er det for så vidt ligegyldigt om folk er donorer eller ej, bare de tager stilling til problematikkken


#10

Jeg synes det kunne være ok at opfordre folk til at tage stilling. I dag er kun 500.000 tilmeldt donorregistret. + nogle ekstra med donorkort i tegnebogen.

Hvis bare halvdelen af Dks befolkning meldte sig ind ville der komme mange flere organer

Har selv tilmeldt mig fuld donation. Går ind for genbrug :slight_smile:

[quote]
I mine øjne er det for så vidt ligegyldigt om folk er donorer eller ej, bare de tager stilling til problematikkken[/quote]
Lige præcis


#11

Er selv tilmeldt. Troede egentlig at alle fik brev om at tage da de fyldte 18, men det var nok i forbindelse med sessionen.

Mener at man skal meldes til automatisk som 18-årig, og gøres opmærksom på at man er meldt til, med mulighed for udmeldelse. Det virker til at der er rigtig mange der egentlig gerne ville være, men som aldrig får taget sig sammen.
Dem der er imod skal selvfølgelig have mulighed for at melde sig fra - som der var en der bemærkede i dagens Politiken, var man nok ikke indædt modstander af sagen, hvis man ikke kunne tage sig sammen til at indsende en frankeret svarkuvert, om at man gerne ville frameldes registeret.

Det er selvfølgelig helt op til en selv om man vil være donor, og jeg respekterer fuldt at der er nogen der ikke bryder sig om tanken. Derfor skal organdonation, som bloddonation, være non-profit og af altruistiske årsager - ikke et tvunget tilvalg, fordi man selv kunne ende i den situation hvor man manglede et organ.


#12

Nu er jeg ikke kommet dertil i mit liv, at jeg er begyndt at skrive testamente, men er det ikke sådan, at hvis man har skrevet testamente, går ens værdier til dem man har skrevet i testamentet, og ellers er der nogle fastlagte regler for hvem, der er de pårørende? Når man spørger, om de pårørende må ændre ens tilladelse, kan man vel godt spørge hvem, hvis nu jeg føler mig særlig knyttet til onkel Finn, selvom han ikke er den nærmeste i stamtræet?


#13

Halvdelen af din formue kan du testamentere væk, resten bliver fordelt efter de gældende regler. Det er sådan jeg har forstået det.

Men søg på google under arveret


#14

Det er vist rigtigt nok. Du kan selv bestemme over 50% af din formue i et testamente, de resterende 50% er tvangsarv og tilkommer ægtefælle eller livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn og i den dur) Tror faktisk ikke man kan gøre sine børn eller andre livsarvinger arveløse hvis det ellers er det man selv/ens forældre synes det er godt at kunne true med :slight_smile:

Tror generelt at det er en god ide at have en advokat ind over et testamente da det vist ikke er helt lige til hvad der gør at testamentet er gældende.
Det er vel i princippet aldrig for tidligt at tænke over hvem man vil testementere sin formue (eller mangel på samme) til, hvis man altså ikke mener at de skal gå til den der naturligt vil arve det hele. Man ved jo aldrig hvad der sker… (Man kunne jo falde ned med det fly der skulle transportere én til Norge eller Sverige, på vej til en speciallægeuddannelse der :lol: )


#15

Jeg har selv været tilmeldt som fuld organdonor siden 2001 hvor jeg gennemgik en hjerteoperation som gjorde spørgsmålet meget nærværende for mig.

Ser gerne, at befolkningen tvinges til at tage stilling, idet jeg tror mange potentielle donationer hindres, alene fordi de pårørende føler sig ude af stand til at træffe beslutningen. Argumentet imod kunne være, at det ikke er rimeligt at påtvinge befolkningen pga dets, for nogle, ubehagelige natur, men jeg føler at spørgsmålet er så vigtigt, at jeg er villig til at ofre hensynet til den enkelte, for at hindre, at pårørende i en akut situation, ikke skal træffe en så monumental beslutning. Det skal blot være muligt at afkrydse “ved ikke” - så kan man undgå at tage stilling. Jeg tror at mange mennesker har en klar holdning til, hvad der må/skal ske med deres krop efter dødens indtræden, men blot ikke finder anledningen til at tage aktivt stilling. Beslutningen kunne så fremgå af personens sygesikringsbevis.

[quote]Omkring det med at lægerne kan tage fejl mht. hjernedød så er jeg af den indstilling at - selv hvis de helt usandsynligt - skulle tage fejl, og man ikke er hjernedød, så må jeg være slået så godt til sprællemand at nogen rent faktisk kan være i tvivl. Så ville jeg ikke have lyst til at vågne igen.
[/quote]Det med at tage fejl - er det ikke en videnskabelig dødssejler? Ved konstatering skal medvirke to special-læger, heraf mindst een med neurologisk eller neurokirurgisk speciallæge-uddannelse. Der skal være forløbet mindst 6 timer efter ophør af spontan respiration samt tab af bevidsthed. Der skal desuden foreligge en strukturel hjerne-lidelse til grund for tilstanden og konkurrerende årsager skal være udelukket (kemisk påvirkning etc.)Der foretages en klinisk undersøgelse med påvisning af ophævet hjernestamme-aktivitet - og undersøgelsen gentages efter mindst een time. Derudover mener jeg, at der ofte suppleres med en skanning med kontrast som skal vise ophævet cerebral cirkulation.
Hvordan skulle disse ting kunne forekomme i reversibel form - det lyder ikke muligt for mig. Til orientering henvises til http://www.retsinfo.dk under søgningen “hjernedød”

[quote]Nej. Hvis du har tilmeldt dig registret kan dine pårørende ikke ændre beslutningen.
[/quote]
Juraen er klar på dette punkt idet afdødes tilkendegivelse skal respekteres - men i praksis kan jeg dårligt forestille mig en situation hvor de pårørende modsætter sig donationen og den alligevel gennemføres - det kræver godt nok at lægerne virkelig lukker af for påvirkning! Kan snildt forestille mig, at man i den situation finder “forhindringer” for donationen - men har ikke selv været i situationen i forbindelse med jobbet.
Mange hilsener

Linda


#16

Jeg er selv tilmeldt fuld organdonation og har sat kryds i “pårørende er sat uden for indflydelse”.

Jeg mener ikke, det er i orden automatisk at melde folk som donorer, når de bliver 18 eller i nogen anden sammenhæng for dén sags skyld. Folk må som udgangspunkt selv bestemme over deres krop og dermed også, om de vil tage stilling til organdonation i mine øjne.

Jeg håber meget, at min holdning respekteres, og at der er en klarsynet i min familie, der vil sagsøge de ansvarlige læger langt ud over inddragelsen af deres autorisation, hvis de alligevel lytter til min familie, når jeg har sat kryds i, at det skal de ikke!

apopov


#17

Jeg mener også, at man som pårørende bør respektere afdødes ønske mht hvad der skal ske med kroppen, ligeså meget som andre, fx læger bør respektere det. Mht testamentet var det ikke så meget fordi jeg ville lave testamente, selvom det selvfølgelig aldrig er for tidligt, men mere for sammenligningens skyld. Hvis man kan vælge at testamentere en del af sin formue til fætter Finn, så mener jeg også man burde kunne angive at udover ægtefælle, nærmeste fam. osv, skal fætter Finn også kunne modsige sig donation.


#18

Min mor er præst, og får tit “anmeldelser” af lægernes arbejde fra pårørende til dem hun begraver. Deriblandt et ældre ægtepar som mistede en søn i en motorcykelulykke, og sønnen havde besluttet sig for at være organdonor. De vidste det, men i situationen var det en kolossal hæmsko i forhold til deres sorgarbejde at se ham varm og tør og lyserød med bankende hjerte kørt væk til “organ høst” og først bagefter se ham “helt” død. De var imod donationen selv, og led under hans beslutning. Jeg tror lægerne handlede korrekt efter reglerne, men det er en umenneskelig situation ikke at kunne sige farvel til sin søn når respiratoren slukkes - i hvert fald for nogle. Man er nok aldrig klar til at gøre sådan noget, men donationen gjorde det hele meget værre.

Jeg mener at uanset hvad man selv mener, skal man tage hensyn til de levende, man holder af, og lade dem sige nej hvis de ikke kan magte det.

Jeg har selv været tilmeldt donorregisteret med forbud siden jeg var 18, dels af hensyn til mine pårørende og dels fordi jeg gerne vil have fred, når jeg engang får “fred” (begraves hel i kiste, i et gravsted med en bænk til besøgende, forhåbentligt savnet af mange :slight_smile: . Jeg håber også at undgå obduktion, men skulle det være bydende nødvendigt af videnskabelige eller retslige grunde må det vel til. Jeg giver gerne en skærv til forskning der vil overflødiggøre transplantation med fremmed væv, for det er langt fra en optimal løsning.


#19

Principielt er jeg enig i, at den afdødes ønske skal respekteres. Men at forestille sig at sætte hårdt mod hårdt i en sen nattetime - mod pårørende i dyb krise over det uventede tab af en teenage-datter eller -søn, det vækker visse tanker hos mig.

Et er hvad loven siger - et andet er at stå i situationen kunne jeg forestille mig. Men som tidl. nævnt har jeg ikke været helt så tæt på organdonations-problematikken ifm. jobbet.

Mange hilsener

Linda


#20

Jeg synes, at det er vigtigt at huske, at der - hvis donationen ikke gennemføres, når der er brug for organet - er en overhængende risiko for, at patienten dør. Derfor mener jeg, at dette menneskeliv må prioriteres langt højere end mine pårørendes evt. forstærkede sorg ved min død.

apopov