Pause ml bachelor og kandidat

Hejsa,
Jeg går på 6. semester på au og overvejer at undlade at melde mig til direkte fortsættelse på kandidaten. Jeg mistede min højt elskede far da jeg gik i gym, og følte mig under pres af mine egne ambitioner, min familie og mine lærere til at fokusere 100% på min skole og forholdt mig nærmest ikke til det frygtelige der var sket.
Jeg fik gode karakterer og snit til at starte på medicin og fortsatte i samme smøre her. Dog begyndte det at blive sværere og sværere for mig at holde dette kørende og jeg var vitterligt ved at bryde helt ned sidste semester, hvorfor jeg udskød aflevering af bacheloropgaven, som jeg nu sidder med.
Jeg kan mærke nu, hvor totalt udbrændt jeg er og hvor meget sorgen over min fars død fylder hos mig.
Tanken om at starte direkte på kandidaten til august - fortsætte på den 3 år i streg - for så at påbegynde basisudannelsen gør mig helt dårlig. Jeg har virkelig brug for en periode helt uden ydre pres til omsider at fokusere på mig selv og forholde mig alt der er sket.
Dog er jeg klar over, at jeg ved at undlade at søge kandidatoptag direkte, fraskriver mig min ret til et sikkert optag og dette stresser mig selvfølgelig.
Er der nogen der har erfaring med at blive optaget uden retskravet på au? Jeg har regnet mit snit (inden karakter for bacheloropg) til 6,5. Jeg ville også være indstillet på at starte kandidaten på et af de andre universiteter, hvis det var det der skulle til. Er der nogle der kender til mulighederne for optag her?
Jeg har også overvejet muligheden af at melde mig på kandidaten og så søge orlov, men idet jeg ikke har en decideret diagnose, går jeg ikke ud fra at det vil kunne lade sig gøre?
Jeg føler mig lidt i vildrede. Samtidig er jeg nu klar over, at det, der må stå højest på min prioritet lige nu, er min egen velvære, og at jeg er nødt til først og fremmest at fokusere på at hele mig selv, før jeg kan blive ordentligt i stand til at tage mig af andre i en lægegerning.
Jeg håber, der er nogle der har nogle input eller erfaringer indenfor området, I vil dele.
På forhånd mange tak!

Spørgsmålet er, hvor meget tanken om at du ikke er garanteret optagelse på Kandidaten vil fylde, hvis du (meget fornuftigt givet omstændighederne) holder pause efter eksamen her til sommer.
Hvis den usikkerhed fylder for meget, kan det måske blive svært at bruge pausen fuldt ud til at bearbejde sorgen over din far.
En anden mulighed var at gå direkte på Kandidaten og tage det første semester i Efteråret.
Derefter vil du (det er ihvertfald sådan reglerne er på KU) kunne tage et halvt eller et helt års orlov uden at skulle begrunde det .

Tag ind og tal med Studievejledningen, de kender de præcise regler på dit uni.
Jeg håber det lykkes dig at få den pause du har brug for.

Jeg synes du skal tage op og tale med din læge. Du skriver at du ikke har en diagnose, men det kan du jo få. For mig ville det være ret oplagt at sygemelde dig med stress og henvise dig til noget hjælp fx. en psykolog.
Samtidig skal du selvfølgelig tale med en fra studievejledningen som også vil kunne hjælpe dig.
I situationer hvor man er under så meget pres som du er, er det altså ikke umuligt at opnå dispensationer fra gældende regler således at du sikkert både kan få orlov ligesom du kan være sygemeldt - og stadig være sikker på at komme ind på kandidat delen. Men tal med nogen der ved noget om det (i stedet for at spørge her) - så får du det afklaret og har dermed et problem mindre.
Hvis du allerede nu føler dig udbrændt og blot skubber problemerne foran dig går det galt - tag det fra en der har måttet lære det på den hårde måde :wink:
Mvh Trine

Sådan som reglerne er, vil det være smartest at melde dig til og få din plads på kandidaten så du er sikker på optag. Og så derefter melde dig syg, da der ellers ikke er muligheder for orlov på samme måde som før, pga. studiefremdriftsreformen.
Under alle omstændigheder, tag kontakt til studievejledning og snak med dem. De er enormt søde og flinke, og så har de erfaring med lidt af hvert - jeg er sikker på de vil kunne give dig gode råd med udgangspunkt i din situation.

Held og lykke
Mignon