Hej.
Jeg er ved at færdiggøre 3g med et, forhåbentlig, godt snit. Jeg har altid haft en idé om at jeg skulle studere medicin for det har altid været min store interesse. Men nu hvor jeg føler at jeg er tæt på at “nå mit mål” og snart skal søge ind, ved jeg ikke om det er det rigtige for mig. Jeg synes der er et enormt pres på unge med at vi helst skal vælge vores uddannelse hurtigst muligt - i hvert fald inden for to år for at få ganget snittet med 8% (tror jeg?). Men efter at have læst flere debatter herinde og undersøgt hvad studiet egentlig er tror jeg at jeg er ved at falde fra igen. Og det ærgrer mig så meget. Før i tiden havde jeg en forestilling om at medicinstudiet var vildt spændende og interessant og med et godt socialt liv og en god stabil uddannelse til følge. Nu har jeg en helt anden forestilling: Medicinstudiet er kedeligt og enormt stresset med tonsvis af afleveringer og svære eksaminer som mange dumper. Derudover er der ingen festligheder og de fleste er inkarnerede nørder. Det er garanteret ikke rigtig - men det er den forestilling jeg har om det nu, og af den grund tvivler jeg på om jeg vil søge ind alligevel. Kan i afbekræfte min tanke? (det håber jeg!) - til sidst vil jeg lige pointere at jeg selvfølgelig skal have et sabbatår til at tænke i, men jeg synes nu alligevel det er meget rart lige at vide hvad jeg (måske) går ind til senere.
Er lige startet på medicin for nylig , og kan delvis afkræfte den sidstnævnte forestilling, du har om studiet. Der er godt nok hårde tider (IKKE HELE TIDEN) med meget læsning og det er da også rigtigt, at nogle eksamener er rimelig svære, men det sociale ved siden af studiet fejler BESTEMT ikke noget. En del gode fester, og mange gode/rare/søde/pæne mennesker (OG IKKE INKARNEREDE NØRDER).
Om det er kedeligt, er en individuel sag, men man burde i 3.g have en fornemmelse af, om man er til naturvidenskab/sundhedsvidenskab, og i så fald vil jeg næppe tro, at studiet kan virke kedeligt…
Til sidst vil jeg sige, at jeg også selv før studiestart sad med en dårlig fornemmelse i maven om det nu var det rigtige, jeg havde valgt, men efter nogle uger på studiet, er det gået op for mig på alle måder, at det er den rigtige beslutning, jeg har taget. Er kun blevet POSITIVT overrasket 
Hvor er det dejligt at høre. Jeg vil meget gerne høre fra andre der har det på samme måde, eller måske på en helt anden måde. “MusaKaya” - Hvor læser du? ku, sdu eller au?
En helt anden ting jeg også gerne vil spørge om: Hvor stor en del af studiets undervisning/undervisningsmaterialer er på engelsk?
Læser på AU
Er kun på 1. semester, men indtil videre er alle bøger på dansk. Det er vidst nok først senere henne på studiet, at de er på engelsk
Det er hårdt at starte på medicinstudiet, uanset hvor meget man interresserer sig for det, og uanset om man ved det er det rigtige valg eller ej!! - Det er bare ikke alle der indrømmer at de har det hårdt i starten 
Der er kun én måde at finde ud af om medicinstudiet er noget for en selv!
Mht. bøgerne, så er langt de fleste bøger på engelsk - men man vender sig ret hurtigt til at læse på engelsk!
Angående afleveringer på AU, hvor jeg studerer, kan jeg sige, at der kun er to afleveringer på hele studiet: Nemlig bacheloropgaven og specialet, som hver kun skal fylde 5 sider pr. student. Så det er ikke dét, der skal få dig til at springe fra .
apopov
Hej med dig
Jeg går på 11. på ku, så er lidt længe siden,men vil gerne dele overvejelser…
Mange bøger er på engelsk og det kan være svært starten, men det meste er jo fagsprog og går igen, og man vænner sig faktisk forbavsende hurtigt til det. På ku er der frit lærebogsvalg (en helt anden diskussion er, om det var en god ide… ), som betyder at du tit kan vælge imellem danske og engelske bøger.
Jeg syntes studiet var hårdt i starten, men set i bakspejlet var det nok mere det med at komme i gang efter sabbat-år og så at administrere læsning selv, når man har mange timer fri og ingen egentlige dead-lines… Det er meget, hvad man gør det til - vil man kunne det hele, bliver det hårdt. Vil man være rusvejleder, stå i fredagsbaren osv. må man måske skrue lidt på forventningerne…
Det er mit indtryk, at 3.g i år har været det hårdeste nogensinde pga. den nye reform, så folk der ikke har gået der i år skal nok ikke kommentere om medicin er hårdere (jeg har selvfølgelig ikke gået der, men har nogle gode venner, der kæmper…) - det er mest af alt noget helt andet. Det er sikkert en god ide at puste ud bagefter 3.g, men husk også at universitetet altså er helt anderledes bygget op. Du SKAL sjældent møde op, du har (på KU) kun enkelte obligatoriske rapporter gennem et semester (de første par år) og din læsning skal du selv planlægge og administrere.
Det bliver spændende, hvis du vil /gøre/ det spændende. Det bliver til at klare, hvis du lægger et ambitions- og arbejdsniveau, du selv kan leve op til. Og det bliver skægt og socialt hele studiet igennem, hvis det er dét, du vil - der er rige muligheder 
Held og lykke - og drop ikke ideen, fordi du er smadret nu…
-Cæcilie
Men er det ikke enormt hårdt når man så bliver sendt ud på et eller andet hospital langt langt væk fra hvor man kommer fra og så skal forlade familie og venner osv. Altså det bliver svært at have et socialt velfungerende liv synes jeg? jeg synes i hvert fald det virker lidt som om at man er nødt til at lægge det sociale lidt på hylden og det ved jeg ikke om jeg kan. Jeg dyrker meget sport og fester meget osv. Så jeg ville synes det var svært kun at skulle koncentrere mig 100% om studiet.
Hvis ikke alt er lavet om siden jeg blev færdig i 2003 kommer du ikke til at få problemer med at lægge det sociale liv på hylden. I hvert fald i København kan man sagtens få problemer med at ha for lidt tid at nå alle fester og fredagsbarer :roll:
Kommer det ikke an på hvor man læser , og hvor langt man er nået på studiet ?
Altså nu er medicinstudiet ikke noget nemt studie… hvis man vil være læge bliver man nødt til at lade bøgerne komme i første række… Medicinstudiet er et fuldtidsstudie… hvis man ikke er villig til at lade studiet komme før sit “gamle liv”, er det måske ikke medicin man skal læse de næste 6 - 7 år…
Det er sikkert sandt nok. Men man læser vel ikke uafbrudt fra man kommer hjem til man går i seng? kan man regne med at blive sendt meget langt væk på et hospital i flere måneder eller kan man selv vælge hvor man vil hen?
Medicinstudiet var, dengang jeg læste (1996-2004), noget som fyldte meget i mit liv, både akademisk og socialt. Det er lidt en livsstil med undervisning, klinikophold og en masse sociale aktiviteter på studiet. Du skal ikke være nervøs for, at det fylder meget og tager meget tid. Der er godt nok en del slid og slæb, men med tiden bliver det enormt sjovt og fængende. I forhold til andre studier, så er medicinstudiet en professionsuddannelse, hvorfor det faglige og sociale sammenhold er rigtig godt. Desuden er de færdiguddannede efterhånden blevet rigtig gode til at tage hånd om de studerende ude på afdelingerne.
Jeg er også lige startet på medicinstudiet, på AU, og jeg kan kun sige at medicin er det bedste der nogensinde er sket for mig. Jeg sad med mange af de samme tanker som dig, inden jeg startede, men de er blevet gjort totalt til skamme. Jeg synes at hver dag (næsten) er vildt spændende, og underviserne (i særligt grad studmed’erne) gør et kæmpe tykke arbejde for at man skal lære det. Mht. læsemængden vil jeg sige at jeg har indtil nu ikke oplevet at være så presset at jeg ikke kunne overskue det. Det er selvfølgeligt en omvæltning lige pludseligt at være nødt til at læse på lektien, hvor man i gymnasiet lidt kørte på frihjul. Det sociale sys jeg heller ikke er et problem, der foregår simpelthen hele tiden noget man kan deltage i. Alt i alt kan jeg kun sige at jeg er positivt overrasket.
[quote=“AstridRK”:2bdh0cvs]Hej.
(…)Jeg synes der er et enormt pres på unge med at vi helst skal vælge vores uddannelse hurtigst muligt (…) Før i tiden havde jeg en forestilling om at medicinstudiet var vildt spændende og interessant og med et godt socialt liv og en god stabil uddannelse til følge. Nu har jeg en helt anden forestilling: Medicinstudiet er kedeligt og enormt stresset med tonsvis af afleveringer og svære eksaminer som mange dumper. Derudover er der ingen festligheder og de fleste er inkarnerede nørder.[/quote]
Ja, der er kommet et enormt pres på unge mht. til valg af uddannelse så hurtigt som muligt. Meget tidligt skal du i gymnasiet vælge linie, og dette valg afspejler dine senere uddannelsesmuligheder. Dér er jeg meget meget enig med dig!
Med hensyn til hvordan studiet er, så kommer det naturligvis helt an på hvordan den enkelte oplever det. Jeg har oplever det som værende fantastisk spændende, og jeg er efter første og andet semester gang på gang blevet bekræftiget i at jeg har valgt rigtigt. Selvfølgelig er medicinstudiet et af de hårde studier, men hvis du brænder for det - og interesserer dig for dit fag, så har jeg oplevet, at det ikke gør så meget at arbejdsbyrden til tider er stor. Den enkeltes læsebyrde er selvfølgelig varierende efter personlige ambitioner, kunnen og forløb igennem studiet. Dog har jeg sjældent oplevet at læse fra morgen til aften (på nær til tider i eksamensperioden). Men igen er det ikke noget problem, for det afhænger af hvordan du ser det. Ser du det som at du slider og slæber over nogle kedelige bøger, i stedet for at se det som at du hygger sammen med nogle studiekamerater over eksamenslæsningen og samtidig lærer nogle fantastisk spændende sager - så er det klart at studiet føles hårdere. Jeg har nu været så heldig at studere i knap 1½ år, og tiden er fløjet afsted.
Hvad angår festligheder, så tror jeg bestemt du har misforstået et post eller to. Jeg har oplevet præcist det modsatte. Det at studiet til tider kan være hårdt, giver for mig at se et fantastisk socialt sammenhold, og nogle legendariske fester. Som jeg har hørt det, så er medicinstuderende da berygtet for at levere nogle fine fester? Work hard, play hard
Så ja, det er et hårdt studie. Men hvornår har noget der er værd at opnå nogensinde været nemt at få?
Er glasset halv tomt allerede?
De første par år jeg læste (og bestod samtlige eksaminer) gik jeg til kollegiebar/fredagsbar/fest 1-2 gange pr uge. Drak øl med mine køkkenfæller på hverdage, tog på skitur 1 uge i forårssemesteret. Det var hårdt og sjovt. I de efterfølgende semestre ændrede mine planer sig, men der var da en del som fortsatte det liv, og det var ikke noget problem.
Der var 1 måned op til hver eksamen hvor jeg gik i hi, men sådan er det jo.
Helt enig.