Spørgsmål omkring medicinstudiet

Spørgsmål omkring medicinstudiet
0.0 0

#1

Hej Studmed,

Så er det snart ved at være d. 5/7, og fristen for ansøgning til uddannelser på kvote 1 nærmer sig med hastige skridt.

Jeg har nogle spørgsmål til medicinstudiet, og de karriere muligheder som man får, ved at læse medicin, og jeg håber der er nogle af jer, som kan afklare nogle af mine spørgsmål.

Jeg vil gerne på forhånd sige, at jeg har besluttet mig for, at jeg enten vil læse Molekylær Biomedicin eller Medicin på KU, og jeg har også været i kontakt med en studievejleder begge steder - omend jeg synes at jeg har fået flere spørgsmål, som jeg ikke har fået afklaret omkring medicinstudiet senere.

Jeg har det udgangspunkt, at jeg gerne vil arbejde med kroppen (syg som rask, på overfladen og “helt ned” på molekylært/cellulært niveau) og naturvidenskab - og så vil jeg gerne forske! Jeg har en lille forsker inde i maven, og jeg vil gerne udvidde vores erkendelse af naturen, og jeg synes det er tiltrækkende at det arbejde, som man selv laver, kan være med til at hjælpe andre (Patienter, læger, farmaceuter, biologer osv).
Jeg er rigtigt glad for naturvidenskab, og det er derfor også væsentligt for mig, at det er tilstede i studiet.

Anyway: Efter at have snakket med studievejlederen på medicin, fik jeg indtryk af, at hvis man VILLE forske, og læse medicin, så SKULLE man tage en kandidatuddannelse i humanbiologi, hvilket jeg umiddelbart ikke kan se mig selv gøre.
Senere, efter at have læst lidt omkring specialer, så har jeg indtryk af, at man godt kan arbejde med forskning, selvom man har en kandidat og bachelor i medicin. Er det rigtigt?

Jeg har også fået indtryk af, at man ikke nødvendigvis behøver at være “enten eller” læge: altså at man enten arbejder med forskning, ELLERS arbejder man med patienter (=klinisk? Jeg har ikke helt styr på termerne endnu!). Er det rigtigt? Udelukker de ting hinanden? Eller har man mulighed for at undervise / forske samtidig med, at man også har patienter. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har gjort det klart for mig selv, hvor vigtigt det er for mig at arbejde med patienter. For mange læger står det nok helst centralt, men sådan er det ikke for mig - jeg tror derimod det er udfordrende at have alsidige opgaver, og det tiltaler mig.

Hvor mange medicin studerende vælger at beskæftige sig (helt eller delvist, jf. overstående) med forskning? Jeg har indtryk af, at det er meget få, og jeg har også fået det indtryk, at studiet heller ikke er bygget op med det formål! Er det rigtigt?

Ellers et godt råd? Hvad mener i kendetegner medicinstudiet?

Jonas

God sommer! B)


#2

Har lidt travlt, men her kommer et kort svar:

Medicin er 1. prioritet - nok lidt farvet af at du spørger et sted for medicinstuderende og læger :slight_smile:

Nej, spøg til side. Jeg er selv i gang med et ph.d studie (institut for molekylær medicin), hvor jeg til daglig sidder med en masse cand.scient’er. (Molekylær biomedicin). Det er et spændende område som de begiver sig ud i, men desværre er det lidt præget af at stillinger er svære at få, og man er nærmest tvunget til at lave ph.d(3år), få en post.doc(2år). etc etc.

Som læge(cand.med) har du langt flere muligheder, da du i princippet kan gøre som du vil. De fleste ender dog som kliniker (læge). Man kan sagtens forsætte efter studiet/basisuddannelse i forsker miljøet i form af et ph.d studie. Derefter kan man så overveje at tage en post.doc, hvis det er det man ønsker. Du kan i det hele taget forske alt det du vil uden at skulle gøre ret meget klinisk arbejde.

Minusset er (hvis du kun vil forske) at du som stud.med kun “snuser” til de grundlæggende metoder i molekylær medicinen. Du bliver ikke en super-haj, som mange studerende på cand.scient. Der går altså lidt længere tid før du “kommer igang” med den reelle forskning.

Jeg vil dog til en hver tid vælge cand.med, da det åbner seriøst mange døre både i ind og udland, privat og offentligt m.m. Derudover en sindsygt dejligt job, god løn, gode muligheder og hvad der ellers hører til.

En sidste ting ang. det med at arbejde klinisk (læge) og som forsker samtidig, så sker det typisk først når man når frem til en speciallæge stilling, da man kan blive ansat i f.eks 30-70% stillinger, hvor 30% går til forskning og 70% som læge. Der er selvfølgelig altid undtagelser: En fra min afdeling har dog netop fået hoveduddannelse (Speciallægeuddannelsesstilling) i Patologi, hvor hun er ansat med 20% til forskning og 80% til hoveddudannelsen, da hun har gang i en masse forsøg med dyr, som hun har gjort under sit ph.d studie og post.doc. Der er også muligheden for at lave et ph.d studie, hvor man kombinere det med en hoveduddannelse, hvor man kan sprede de 3 år i ph.d’en ud over de 4-5 år i hoveduddannelsen, så man kombinere. Det kan gøre med en ugentlig forskningsdag, eller med perioder (f.eks. 6 mdr) med ren forskning. Det er kun fantasien og afdelingerne velvillighed der sætter grænsen…

Håber det gav lidt mening, eller skriv igen :slight_smile:


#3

“Anyway: Efter at have snakket med studievejlederen på medicin, fik jeg indtryk af, at hvis man VILLE forske, og læse medicin, så SKULLE man tage en kandidatuddannelse i humanbiologi, hvilket jeg umiddelbart ikke kan se mig selv gøre.”

Det lyder som noget værre sludder. Jeg er ikke selv lægestuderende endnu, men jeg har haft de samme tanker omkring de mange retninger indenfor faget, hvilket har bidraget til min store interesse.

Jeg har kigget lidt rundt på flere lægespecialer og det fremgår af flere at forskning er et de facto krav eller kraftigt anbefalet (eks. Klinisk biokemi, Immunologi, farmakologi) - læs f. eks http://sundoghed.dk/960/speciale-klinisk-biokemi/ om en speciallæge i Klinisk Biokemi.

For at få en konkurrencepræget stilling ved flere højt anerkendte hospitaler, er en PhD nogle gange nødvendig for at komme ind. Du kan se et eksempel på en diskussion om dette her http://www.studmed.dk/forum/1113-Candmed-debat/49035-Introduktionsstilling-

Jeg er sikker på at andre brugere på dette forum har nogle mere dybdegående svar på baggrund af deres egen erfaring, men for at svare overordnet:

  • Ja, du kan godt være læge og forske samtidig - faktisk er det i mange specialer/afdelinger forventet af dig.
  • Ja, du kan godt ende i en stilling hvor det nærmeste du vil komme de fleste patienter er en vævsprøve, en scanning, en blodprøve eller bare en serie rådata.
  • Ja, du kan endda helt forlade selve lægefaget og blive ren forsker (men hvorfor så ikke bare tage molekylær biomedicin, hvis det er den endelige plan?)
  • Du kan endda tage et år fri fra uddannelsen og deltage i noget forskning http://phd-health.au.dk/forskningsaar/
  • MEN #1 husk på at du under uddannelsen får klinisk undervisning. Specielt under den kliniske basisuddannelse stilles der krav til at du ikke bare skal have patientkontakt, men at du samtidig skal agere professionelt som læge og vise omsorg overfor dine patienter hvis behandling dit ansvar.
  • MEN #2 Husk på at Humanbiologi som studie er svært at komme ind på, så en bachelor i medicin kan være en klods om benet sammenlignet med en mere generel naturvidenskabelig bachelorgrad, hvis du skulle ombestemme dig.

#4

Joneschem:

Forstår jeg dig ret, at du ikke er helt vild med tanken om at skulle have med patienter at gøre face to face?

Jeg tror molekylærmedicin er lige dig, hvis du er til hardcore forskning, som også giver mening ift. behandling af patienter (bare nogle led længere ude). Igennem medicinstudiet er der (som tidligere nævnt) stor fokus på det kliniske, fremfor det tekniske. Du skal igennem et hav af klinikperioder med masser af patientkontakt - ligesom KBU’en er obligatorisk.

Men kan du med mig selv overskue dette, så findes der rigtig mange forskningstunge specialer på den anden side af KBU’en. Klinisk Farmakologi, Klinisk Immunologi, Klinisk Biokemi (de mangler i den grad ansøgere!!!) - udbuddet er enormt. Så det handler vel mest om, hvad der får dig “tændt”… du kan ihvertfald sagtens blive forsker med begge uddannelser.


#5

Tak for svar (og som der er blevet nævnt, så er jeg klar over, hvilket forum jeg spørger i!) :slight_smile:

Valget faldt på Molekylær Biomedicin, og det var ikke et nemt valg!

Årsagerne bliver som følger:

[ul]
[li]Patientkontakt[/li]
[/ul]

Jeg tror, at man fra begyndelsen skal have lyst til at arbejde med patienter, og at det skal være det, som driver en ind på Medicin studiet. Det er vel, i bund og grund, den væsentligste forskel på de 2 uddannelser.

Jeg har det ikke sådan - for mig står naturvidenskaben, lab arbejde og forskning helt centralt, aspekter som også vægtes højere på molbo med.

[ul]
[li]Forsking[/li]
[/ul]

Mit udgangspunkt er, at jeg vil arbejde med kroppen ud fra et naturvidenskabeligt og forskningsbaseret standpunkt, og jeg vil vide hvordan kroppen fungerer syg som rask. Begge uddannelser tillader dette, men molbo med. er meget mere specifik og målrettet på dette område (hvor medicin er mere generel og bred), og uddannelsen sigter efter at specialisere mig indenfor det område, som jeg, umiddelbart, forestiller mig jeg vil arbejde med senere. Igen, det er muligt at lave det samme, hvis man læser medicin, men jeg vil slet ikke have de samme faglige forudsætninger for at indgå i et forsknings team når jeg er færdig.

[ul]
[li]Uddannelsens opbygning[/li]
[/ul]

Jeg synes molbo med. har en bedre opbygning. I øjeblikket læser jeg på science, som har blokstruktur (i modsætning til semester struktur), og jeg synes det er rart, at man har fagene mere intensivt, og skal til eksamen oftere.

Der ud over synes jeg simpelthen at fagene på molbo med lyder sjovere (og mere relevante), omend jeg skal have nogle af de samme fag, som jeg faktisk skal have på Panum.

http://www.science.ku.dk/uddannelser/bachelor/molbio/

http://medicin.ku.dk/om_uddannelsen/bacheloruddannelsen/

En sidste bonus ting er, at hele blok 1 på 3. år af molbo med. er valgfri, hvilket vil være en fantastisk mulighed for udlandsophold. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at tage nogle kurser i USA, men det er der så længe til… :slight_smile:

Jeg er nu 21. år, og derfor er det heller ikke et minus, at kandidaten på molbo med tager 2 år, hvor den på medicin tager 3.

Bagsiden af medaljen er, at Medicin selvfølgelig har nogle andre styrker, som jeg må give afkald på.
Nogle af disse vil være, at jeg ikke har noget at “falde tilbage” på i samme grad (Når først man er læge, så er man læge, og der vil altid være jobs at få!).

Samtidig er der flere jobmuligheder i medicin, samlet set, men spørgsmålet er, om de jobmuligheder, som jeg i sidste ende ville beskæftige mig med som mediciner, ikke også ville være åbne for mig som molbo med.
Jeg ved at jeg aldrig kunne drømme om at være kirurger eller praktiserende læge, for eksempel!

Når det så er sagt, så synes jeg at de eksempler på specialer, som i har valgt at fremhæve, virker rigtigt spændende, og det kunne jeg godt forestille mig, at jeg kunne arbejde med. (Klinisk Farmakologi, Klinisk Immunologi, Klinisk Biokemi)

Der er også en special aura over det, at være læge, og det må jeg også give afkald på. Sammen med den anerkendelse og respekt som følger med netop den karrierevej. Det kan jeg også godt være lidt ked af, omend jeg inderst inde godt ved, at det ikke skal handle om det, så tror alligevel, at mange vil være enige med mig i, at anerkendelse og respekt for ens erhverv (som jo i høj grad bliver en stor del af ens identitet, når man har brugt så lag tid af sit liv på at uddanne sig) er vigtigt.

Min farfar er overlæge (nu pensioneret), og har i høj grad været inspiration for mig. Jeg er derfor også klar over, at det kan være svært at få familieliv til at hænge sammen med jobbet, samt at der er hårdt psykisk pres på læger, som kan være svært at håndtere. Det er at tage sorgerne på forskud, at at antage man vil få sådanne problemer (og måske også naivt at tro, at de ikke også er der på molbo med!), men det er alligevel noget, som skal indgå i min vægtning af af de to uddannelser.

Om jeg har valgt rigtigt ved jeg ikke, men min mavefornemmelse sig mig, at jeg har!

Igen, tak for svar omkring medicin, og igen, forsat god sommer! (og god festival, for dem af jer, som er på Roskilde!)

Jonas B)


#6

You v a very romantic view of how science works, and it is biased. Basic Biological sciences is all about publishing papers and has very little to do with finding out how the human body functions. Physiology is probably closest to that objective, and this field is heavily dominated by medical doctors. Also are you prepared to spend up to 70% of your time writing grants applications?

Think carefully and shadow some basic scientists before you rush to a decision like this. Ai have known at least 3 ass professors in their 40s that regretted making a decision your about to make.


#7

That my be true - but the decision has been made, and cannot be changed at this point.

I don’t really mind writing papers, in fact I like this approach to science. But would you argue, that you cannot learn how the body functions, because you need to publish papers? To me, those things do not conflict with each other!

I am also aware that you, as a med student, will have a much broader understanding of how the body functions as a whole. However, I am also told that Molecular Biomedicine gives a much more detailed and in-depth understanding of the body on a cellular- and biochemical level. I have yet to study either, so I can only refer to what the students counsellor for medicine told me.

You could also argue that doctors spend the majority of their time writing journals and dealing with computers, so i think your statement is true both professions (if not many more).

  • but i can assure you that my decision has not been rushed! :slight_smile:
    I hope that i made the right one, however, and this I will never know for sure.

#8

For hvad det er værd så tror jeg du har valgt rigtigt :slight_smile:

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at jeg valgte forkert, da jeg valgte at blive læge. Jeg burde have gjort som du, men ak :frowning:
Nævner det blot for at sige, at det med at fortryde går begge veje. Der er sikkert mange scient’er, der ville ønske de var læger og mange læger, der ville ønske at de var noget andet.

Hvad angår fondsmidlerne - så er den kamp der jo uanset om man er læge eller ej - og ja det er en træls men nødvendig del af arbejdet … men så slemt er det altså heller ikke.

Med de interesser, du beskriver, du har, tror jeg du kan se frem til en spændende forskerkarierre. Det eneste der piner mig lidt er din lidenskab for at anvende dyr i forskningen (men det er nok bare fordi jeg er gammel veganer :silly: )

Held og lykke fremover.


#9

I have worked in animal research for the last 5 years alongside medical school, in 4 different laboratories both in DK and US with more than half a dozen publications in medium to high impact journals and I can say from personal experience that a medical background is definitely superior for this type of research.

Animal research based on vivo studies geared towards translational medicine and physiology, and for that, you need a broad fund of knowledge in all areas. Technical prowess in molecular biology is a plus, but definitely not necessary, especially when you reach assistant professor level (when you have slaves working for you) and what really comes down to is the skills in study design, a broad knowledge base to know potential pitfalls and caveats in your design and a certain level of imagination. Other traits like charisma, excellent writing skills etc. are nice, too, to secure funding and fame. Most professors (>80%) in this area are medical doctors who either do this part time or fulltime and molecular biologists tend to struggle because they simply do not know enough. For example, I worked in a lab with a molecular biologist didn’t know Argatroban is a thrombin inhibitor (anti-coagulant) and therefore does not alter bleeding time. Instead of measuring TT, PT or PTT, he measured bleeding time and consequently invalidated a major part of his study. This kind of things you only learn in medicine. Also, your clinical skills accrued during medical school are not wasted as it gives you an edge when it comes to observing minute changes in animal behaviors.

By the ways, animal studies can be very cruel. Even though it is beneficial to mankind, inducing diseases such as stroke, Parkinson, schizophrenia etc. to those innocent creatures is kind of heart breaking sometimes. I am not sure what you have observed, but disease models are bread and butter in animal studies.

Medical doctors have an edge because they have skills that are sought after. A recent graduate from my program secured a job mainly because his specialty is in high demand. The hospital offered him a competitive salary, protected research time and a research nurse right after graduation. As a result, he is not restricted financially from possible lack of funding.

Molecular biologists are more geared towards in vitro studies, e.g. study of DNA replication machinery. These are more Nobel prize (if you work 80 hrs a week for 15 years) worthy kind of work, but really has very little direct implication on the organism as a whole compared to in vivo studies.

I assumed your decision might be rushed because you likely based your decision on the internet and study counselor’s advice, and it is totally utterly useless (according to them, I shouldn’t have finished high school). Instead, you should base your decision on first hand experience by shadowing both basic scientists and physician scientists (medical doctors who are scientists).

These are my final words, good luck in your future endeavors.