Stud-med-synkoper


#1

Faldt lige over et link i mit ugentlige medscape nyhedsbrev, nu håber jeg det virker!

http://medscape.typepad.com/thedifferen … no_on.html

Mange på studiet har prøvet det… få taler om det… - Heldigvis er min opfattelse at vi er mere åbne om det herhjemme end de er i fx USA eller andre steder hvor de har et mere “competetive mindset”

Skete for mig på 2. semester hvor jeg som FADL-vagt overværede en knoglemarvsbiopsi i et meget lille varmt lokale og fik alt det som også beskrives ¨på linket - snefnug for øjnene, derefter tunnelsyn, lyd som om jeg lå under en dyne og svimmelhed. Nåede heldigvis at blive guidet ud af rummet og sat ned på en stol for jeg kunne ikke selv se håndtaget til døren da jeg greb ud efter det. Fik en sodavand i hånden og da jeg fik fremstammet at jeg ikke var tørstig kom beskeden kort og kontant fra den gamle sygeplejerske: “DRIK!” -det var vist ikke til diskussion. :shock:

Det er nu 5 år siden og jeg er igang m. 12. sem eksaminer. Jeg har kun en enkelt gang eller to siden dengang haft “lapses” - altså fornemmelsen af træthed, hovedet falder ned og så er man lysvågen igen med følelsen af at man gør et ordentligt spjæt.
Det var som assistent ved en “damage control laparotomy” i OP kl 4 om natten på et Traumecenter i Johannesburg efter 20-timers vagt. Det opfatter jeg nu mindre alarmerende pga udmattelsen og de ekstreme arbejdsvilkår dernede.

Min gamle læsemakker lykkedes næsten at ryge på hovedet ned i operationsfeltet til en appendektomi på 7. semesters kliniske ophold. Heldigvis fik operatøren skubbet ham væk inden feltet blev forurenet. :roll:

Er der nogle derude der har historier de har lyst til at dele med resten af medicinerverdenen? Det er mere normalt end de fleste vist render og tror… :oops:

Lad os høre!


#2

På en FADL-vagt på 2. semester på den hedengange brandsårsafdeling på Hvidovre fik jeg min ilddåb. En kvinde havde fået 3. gradsforbrændinger på begge arme efter et uheld med nogle stearinlys og en morgenkåbe i et syntetisk materiale. Der lå hun så kl. 01 om natten på stuen under griselampen i 30 graders varme, mens jeg skulle sidde fast vagt.

Ind træder så en rigtig læge og begynder at lægge bilaterale aflastningsincisioner fra skulderen og ned til håndleddet på den vågne patient, mens assistenten flittigt skaber hæmostase med brænderen. “Kom bare helt hen og se med, du skal jo selv være læge en dag,” lød de opmuntrende ord. Og spændende så det da ud, når han stak kniven i huden oppe ved skulderen og skar hele vejen ned til tommelfingeren, indtil patienten sagde av!

[size=2]Typisk aflastningsincision - fra burnsurgery.org [/size]

Så der stod jeg med næsen i lægegerningen, mens duften af popcorn fra el-koagulationen, varmen fra griselampen, det blottede subcutane fedt i den ødematøse hud, pulsoxymeterets kontinuerlige hyle-bip og den generelt ulækre, eksudatgennemsøbede seng gjorde mig rigtig bleg og rigtig sølle. Jeg blev sendt ud på gangen med besked om at drikke rigeligt, hvorefter jeg blev gennet ind på stuen igen, så jeg kunne passe mit arbejde de resterende 6 timer af vagten.


#3

Jeg gik ud som et lys til venflon øvelsen på LKF. Lagde selv mit eget, så var det min tur til at blive stukket. Ind med nålen, tilbage med nålen, ind med katret. Andreas gjorde et godt. Så skulle der lige skylles, og den synet af hvirvlen under ventilen af blod og NaCl der blandet til lysere og lysere rød før det går helt over i ufarvet gjorde udfaldet. Vågnede op på et leje, men vidste godt hvad der skulle til for at komme på højkant. Spænd alle de store muskelgrupper op, og så var vi klar til at lægge sonde.

Havde før det meldt mig til forsøg med lårbiopsier. Gik her helt kold og fik atropin, så tør man bliver i munden.

Ellers har der været kaninøvelsen hvor man måler blodtryk i carotis, fik det lidt skidt af at se hele kaninen, men da det var min tur og jeg fik hovedet ned i feltet, hjalp det gevaldigt.

Og rotteøvelsen hvor man klipper aorta abdominalis op på en rotte som har fået 3x dødelig dosis, men stadig spjætter.

Sidenhen har blev jeg inviteret til nyt biopsiforsøg, med 2 grønne venflons og 8 biopsier i alt. Er nu klar til at blive kiriurg.

Historien med venflonet fortæller jeg altid til nervøse patienter, så lytter de til det og fatter ikke man stikker dem.


#4

På 6. sem. skulle jeg assistere til en hoftealloplastik og da skete det for mig. Jeg nåede selvfølgelig ikke at få nogen morgenmad den morgen og det skulle vise sig at være en rigtig dårlig idé. Som jeg stod med den stakkels kvindes ben i mine arme, fik jeg en underlig fornemmelse - tænkte “det her sker bare ikke!” Koldsvedende i diathermiens grålige tåger og med røntgenforklæde, stor hue, maske, visir og hele molevitten på fik jeg mumlet at jeg vist liiige skulle sætte mig ned…og så kom der fart på sygeplejerskerne! Jeg kunne mærke at nogen tog fat i mine skuldre og satte mig ned på en stol, flåede maske og hue i stykker og fik mit hoved nedad. Det hjalp :wink: Efterfølgende måtte jeg gå den tunge gang til kaffestuen hvor alle selvfølgelig havde hørt det og sagde at det havde de også selv prøvet og det skulle jeg ikke tage så tungt og blablabla. Men så mødte jeg mave-tarm kirurgen, som selvfølgelig også havde hørt historien (lille sygehus!), han lo mig lige op i fjæset og syntes altså at dét var i hvert fald for slapt af mig :lol:


#5

Er faktisk aldrig (endnu) synkoperet (som stud.med.).
Men har haft en lige-ved-og-næsten episode som nærmere mindede om køresyge end synkope…?

Var på urologisk på 7. semester, og stod med en testikel i hånden med ordre om at holde den helt stille, så lagene ikke skiftede sig i forhold til hinanden, mens lægen UL-scannede for at genfinde det tumorsuspekte område. Jeg forsøgte bedst muligt at følge med, men UL-scanneren stod bag mig, så jeg kiggede skiftevis bag mig og frem på feltet, mens jeg stod helt frosset.
Fik det meget varmt og blev helt svimmel. Jeg bad om en stol og holdt op med at kigge på scanningen bag mig, og prøvede at slappe af, det hjalp, men det var rart at smide maske og hue efter den seance!


#6

Cykeløvelsen på 5. semester, der var jeg ved at dejse om. Havde meldt mig, og var meget kæk i starten mens læreren forklarede at det var meget normalt at få synkoper. 10 minutter senere var jeg meget bleg, og lå på briksen ved siden af(Besvimede dog ikke).

Mvh. Christian.


#7

Blev dårlig under en tarmoperation… gik ud af operationsstuen og vågnede med benene i vejret på gulvet på gangen udenfor stuerne omgivet af seks sygeplejerske… de hjalp mig over i deres kantine, der var dejligt fyldt, og fyldte blege mig med chokolade og rød saftevand, mens masser af fremmede sygeplejersker (det var lige omkring klokken 12) klappede mig på skulderen og smilede overbærende… alle vidste det bagefter… skulle spørge personalet inde på en af stuerne om noget og hørte dem sige til hinanden “hørte du… studenten gik sgu helt i gulvet”… min medstuderende fik det også at vide oppe på lægernes kaffestue, før hun nåede at høre det fra mig… Gå aldrig i gulvet ude på gangen, når folk er på vej til frokostpause… så spredes nyheden meget hurtigt!


#8

Gik ud som et lys til en hofte-operation i præklinik. Fik senere fortalt af den unge søde lægevikar, som havde hjulpet mig i vask osv, alt jeg var blevet helt grå i hovedet. Han havde taget min hånd, men så var jeg (sagde han meget fornærmet) bare blevet endnu mere bleg. En sygeplejerske greb mig, de ved sgu hvad de gør. Det eneste jeg selv kan huske var at jeg kom til mig selv, nede på gulvet af operationsstuen, super-overdreven lykkelig, det var en fantastisk fornemmelse! Så fik jeg øje på mine dobbelt-handskebeklædte hænder, og tænkte som det eneste: “åh nej!! nu er jeg ikke længere steril!!!”
Blev også tvangsfodret med meget stærk saftevand.

Siden har jeg flere gange oplevet det igen, men uden at gå i gulvet! Det er en helt distinkt følelse, jeg kan kende den til hver en tid, og jeg har lært ikke at være for stolt til at bede om en stol. Faktisk gør det tit sygeplejerskerne glade at man giver udtryk for at være på forkant med det i stedet for at nægte det.

Men jeg mangler stadig at se indsættelsen af en protese i en hofte - på trods af at jeg havde blodstænk på brillerne, under visiret. Og det er jeg faktisk lidt ked af, det er sgu en sej operation!