Hej,
Jeg er netop startet på medicin ved AU, og nu er jeg kommet i tvivl om det er det rigtige for mig. I løbet af introduktionen til studiet er det lynhurtigt gået op for mig, at medicin studiet virkelig reducerer mennesket til kroppen. Den sociale og psykiske del af mennesket er næsten ikke eksisterende i studie øjemed. Det virker til, at det er noget man selv erfarer sig gennem klinik ophold. Jeg har haft et helt år til at tænke over hvad det var jeg ville, og jeg har reelt set været sikker på medicin i 9 ud af 10 gange hvor jeg har spurgt mig selv, hvad vil jeg være?. Det var patientkontakten og forskningsmulighederne indenfor psykiatri og genetik der trak i mig. Men jeg har efterhånden fået ødelagt min romantiske forestilling om studiet og de to forskningsområder, fordi jeg har indset at det som medicin handler om er at reducere mennesket til en stor klat knogler, væv og sidst molekyler, som så spiller sammen på forskellige måder. Det var lidt groft sagt, men sådan har jeg det. Jeg skiftede fra ingeniør til medicin fordi jeg ikke kunne lide arbejdsudsigterne og totalt havde mistet interessen for studiet, jeg ville gerne arbejde med mennesker. Jeg nåede at blive bachelor, og i den periode tror jeg at jeg fik brandt rigtig meget ihærdighed af på at læse ting som ikke interesserede mig, bare fordi jeg dengang gerne ville være ingeniør. Og nu er jeg i tvivl om jeg har krudt nok i mig til at læse medicin med den eneste motivation at jeg gerne en dag vil være læge. Jeg troede jeg kunne finde en vis lidenskab for stoffet i mig selv, men som sagt har jeg virkelig fået afromantiseret min foretilling om studiet. Så vil mange nok sige at jeg burde vide hvad jeg gik ind til, men jeg tror det blev sløret af drømmen om at være læge i den sidste ende. Jeg vil virkelig gerne arbejde som læge, men jeg føler slet ikke at jeg kan udvikle mit menneskesyn gennem studiet. Jeg lærer bare om kroppen. Nu går jeg med tanker om at læse sociologi eller noget humanistisk istedet. Jeg vil stadig gerne være læge, men studiet vil, for mig, blive en sekundær ting ved siden af mit sociale liv og mine interesser for at male, læse bøger osv.
Nu har jeg beskrevet min situation. Jeg har tænkt mig at give studiet mindst en måned mere. Men har jeg ret i mine forestillinger om studiet?
Er læge ikke bare en slags krops-ingeniør?
Hvor er den psykiske og sociale del af mennesket blevet af?
Kan man virkelig slæbe sig igennem studiet og fokusere mere på venner og fritid end lektier? I den forbindelse vil jeg gerne nævne at jeg havde et snit på 9,6 fra min bachelor uden at yde den helt store indsats, og at min eneste ambition ved lægestudiet vil være at bestå.
Håber i kan svare på mine spørgsmål og vil kommentere på min situation. Jeg er nemlig meget frustreret over den situation jeg er havnet i. Og jeg vil gerne videre i mit 23 år gamle liv.
P.s. Jeg har snakket med studievejledningen som gav mig ret i at det handler om kroppen og at hvis det er mennesket bagved der interesserer mig skal jeg overveje andre studier.