Studiet, dets indhold og min motivation

Hej,

Jeg er netop startet på medicin ved AU, og nu er jeg kommet i tvivl om det er det rigtige for mig. I løbet af introduktionen til studiet er det lynhurtigt gået op for mig, at medicin studiet virkelig reducerer mennesket til kroppen. Den sociale og psykiske del af mennesket er næsten ikke eksisterende i studie øjemed. Det virker til, at det er noget man selv erfarer sig gennem klinik ophold. Jeg har haft et helt år til at tænke over hvad det var jeg ville, og jeg har reelt set været sikker på medicin i 9 ud af 10 gange hvor jeg har spurgt mig selv, hvad vil jeg være?. Det var patientkontakten og forskningsmulighederne indenfor psykiatri og genetik der trak i mig. Men jeg har efterhånden fået ødelagt min romantiske forestilling om studiet og de to forskningsområder, fordi jeg har indset at det som medicin handler om er at reducere mennesket til en stor klat knogler, væv og sidst molekyler, som så spiller sammen på forskellige måder. Det var lidt groft sagt, men sådan har jeg det. Jeg skiftede fra ingeniør til medicin fordi jeg ikke kunne lide arbejdsudsigterne og totalt havde mistet interessen for studiet, jeg ville gerne arbejde med mennesker. Jeg nåede at blive bachelor, og i den periode tror jeg at jeg fik brandt rigtig meget ihærdighed af på at læse ting som ikke interesserede mig, bare fordi jeg dengang gerne ville være ingeniør. Og nu er jeg i tvivl om jeg har krudt nok i mig til at læse medicin med den eneste motivation at jeg gerne en dag vil være læge. Jeg troede jeg kunne finde en vis lidenskab for stoffet i mig selv, men som sagt har jeg virkelig fået afromantiseret min foretilling om studiet. Så vil mange nok sige at jeg burde vide hvad jeg gik ind til, men jeg tror det blev sløret af drømmen om at være læge i den sidste ende. Jeg vil virkelig gerne arbejde som læge, men jeg føler slet ikke at jeg kan udvikle mit menneskesyn gennem studiet. Jeg lærer bare om kroppen. Nu går jeg med tanker om at læse sociologi eller noget humanistisk istedet. Jeg vil stadig gerne være læge, men studiet vil, for mig, blive en sekundær ting ved siden af mit sociale liv og mine interesser for at male, læse bøger osv.

Nu har jeg beskrevet min situation. Jeg har tænkt mig at give studiet mindst en måned mere. Men har jeg ret i mine forestillinger om studiet?
Er læge ikke bare en slags krops-ingeniør?
Hvor er den psykiske og sociale del af mennesket blevet af?
Kan man virkelig slæbe sig igennem studiet og fokusere mere på venner og fritid end lektier? I den forbindelse vil jeg gerne nævne at jeg havde et snit på 9,6 fra min bachelor uden at yde den helt store indsats, og at min eneste ambition ved lægestudiet vil være at bestå.

Håber i kan svare på mine spørgsmål og vil kommentere på min situation. Jeg er nemlig meget frustreret over den situation jeg er havnet i. Og jeg vil gerne videre i mit 23 år gamle liv.

P.s. Jeg har snakket med studievejledningen som gav mig ret i at det handler om kroppen og at hvis det er mennesket bagved der interesserer mig skal jeg overveje andre studier.

Der er ingen tvivl om at kroppen bliver opdelt, og så ser på du kan fra forskellige sider.

Der er ingen tvivl om at vi lære/bliver påvirket til at opfatte et menneske, som en krop, og sygdommen, som en defekt, og vi så fixet i bedste ingenør stil.

Jeg er lige blevet færdig som læge.
Når jeg tænker tilbage på kandidat delen, så havde vi på KU, meget patient kontakt, gennem vores kliniske ophold.
Ophold, hvor man lære at se mennesket.

Nu skal jeg starte i kbu, og have masser af patient kontakt.

Afhængig af hvad du vælger når du er færdig som som læge, kan du vælge om du vil have patient kontakt (psykiater, alm.prak. læge osv), eller om du vil undgå dem (radiologi/patolog).

Om 3 år, vil du have en enestående mulighed for at vælge, og lave hvad du gerne vil, noget som i vores fag er enestående.

Jeg ved ikke om lægestudiet er det rigtige eller forkerte for dig, men skal huske at se mulighederne, og få det bedste ud af dem.

Jeg har selv mange gange være fustreret, over studiet, men jeg har kigget ud i horisonten, og fokuseret på målet, at bliver læge, og alle de muligheder det åbner.

Jeg ville ønske at du kunne komme i klinik i en uge på psykiatrisk afd., for at opleve hvilke muligheder som lægefaget giver.

Jeg håber du finder en løsning som fungerer for dig.

mvh
Svend

Har også hørt blandt meget erfarne (og anderkendte) psykiatere og psykoanalytikere (med lægeuddannelse) at netop lægestudiet giver en utrolig god baggrund og balast til at arbejde med nogle mere sociale og psykiatriske emner. Idet netop mange mennesker har kropslige fornemmelser og smerter og en lægebaggrund giver en unik mulighed for forståelse af disse og at se kropslige emner i sammenhæng med psykosociale problemer.

Men på den anden side, så skal du også syntes at biogien bag mennesket er bare lidt fængende.

Jeg siger ovenstående, fordi hvis du bliver hængende (hvad jeg håber du gør, idet du med dine humanistiske interesser sikkert bliver en god læge) nok vil passe meget godt ind i psykiatri, socialmedicin og måske som du selv er inde på, genetik.

Jeg vil gerne lige pointere at den bachelor jeg har er en ingeniør bachelor og ikke en medicin bachelor! Ved ikke om det blev misforstået.

Jeg er på 1.sem ved medicin!

ok, så er der endnu mere gund, til at blive hængende.
Men du skal bare vide at de næste 3 år, bliver hårde, og teoretiske,
Men de sidste 3 år, bliver også hårde, teoretiske, men med masser af patient kontakt.

Jeg synes det er lidt lidt, at basere ens oplevelse af et studie, på 1 sem.

/SG

Jeg vil bare gerne vide om jeg har ret i mine bange anelser omkring det forsatte studium?
Jeg siger ikke at det er sådan det er. Det er bare mit indtryk at det er sådan.

Mulighederne er mange, når engang man har arbejdet sig gennem de seks års studier, medicinstudiet nu engang byder på.
Du kan slet ikke undgå i ny og næ at støde på emner, fag og forhold, der ikke interesserer dig. Men det vil jo gælde stort set alle studieretningsvalg.

Jeg mener, du bestemt skal holde fast i lægestudiet, da uddannelsen som læge unægteligt åbner op for uanet mange muligheder sidenhen. I så godt som alle de arbejdsmuligheder og specialer, du efter endt studietid kan ende i, kan det aldrig være et onde med en læge, der tillægger de psykiske og sociale aspekter i mennesket en stor værdi.
Det skal du bare holde fast i, når/hvis du holder fast i medicinstudiet.

En anden studiemulighed er jo også folkesundhedsvidenskab.
Selv er jeg ikke stensikker endnu på, hvad jeg helt præcist vil bruge min lægelige profession til, men jeg har med en solid og dybdegående medicinsk uddannelse i ryggen, både teoretisk og i praksis, en helt enestående mulighed for at skræddersy mit arbejdsliv i forhold til det, der nu engang interesserer mig.
Mulighederne ved lægevidenskab er vitterligt mange, så hold du fast i medicin.

Hejsa jeg ville bare sige at den i starten grundlæggende viden du får om cellen og væv jo også hjælper dig med at se menneskets psyke i et mere komplekst perspektiv senere hen, men jeg tror det er et strålende værktøj for en der er interesseret i psykologi / psykiatri at have en dyb forståelse for menneskets biologi, specielt opbygningen i hjernen og hvordan de enkelte celler fungerer. Det har jo længere tid været diskuteret hvordan man ikke kan adskille sind fra krop eller psyke fra biologi, og jeg tror hvis man gerne vil forske indenfor fx. psykiatri vil dit fundament af viden om kroppen være udgangspunkt for at klarlægge og oplyse om sindets sygdomme og funktion.

Der er virkeligt meget af det som vi lærer der kan virke tørt, hårdt og til tider irrelevant, men i et større perspektiv tror jeg at enormt megen af den viden du tilegner dig vil kunne hjælpe dig på en eller anden vis fra periferien. Hvis du til sidst beslutter dig for at du ikke er interesseret i at lære om disse grundelementer, du lærer om i starten, så skal du måske genoverveje hvad du vil. Det er i alt fald godt at du vælger at diskutere det og tænke over din situation, held og lykke.

Hej, tak for dit ærlige indlæg Jeppe. Læs nu godt med her.
Du er ikke den første person til at få afromantiseret drømmen om lægestudiet, vi er mange. Dine førstehåndsindtryk er ikke fordomme. Du har ramt spot on Jeppe. Desværre.
Problemet er den indlagte kynisme, som studiet præsenterer fra start af til slut - om noget på AU. Det første år er fuldstændig hjernedødt hårdt, ikke fordi du skal læse meget, hvad man nok skal. Det er det mindste.
Men fordi man læser anatomi, et fag der lige præcis reducerer mennesket til krop, knogler og væv som du smukt formulerer det.
Forelæsningerne er det mest uinspirerende element overhovedet, forelæsere der ‘sisser’ afsted (hmm, måske synes de selv, de er the shit…). Her vil mange andre medicinstuderende tænke…“hmmm, er det nu rigtigt, forelæserne er da engagerede. ja, vi har fine, kvalitative forelæsninger”.
Dette kunne ikke være et mere forkert standpunkt. Jeg tror, at når man har læst et andet UNI-studie kan man lettere indse nuancerne og det åbenlyse i dette (jeg har læst et humanistisk studie førhen). Forelæserne savner i store træk - set i mine øjne - indlevelsesevne og humor. Forskere uden kommunikative , endsige pædagogiske evner er normen - fremfor undtagelsen. Mit postulat er følgelig: Medicinstuderende, der påstår andet, er blevet forvænt med det lave niveau. Lyt ikke til dem er mit indtrængende råd. De mest underholdende/inspirerende forelæsere, jeg har haft på medicinstudiet var IKKE læger…
Der er et mode på medicin: læse, repeter og så forfra mhp. en eksamen, afleveringer og respons på opgaver er nærmest ikke-eksisterende. Der er enkelte velkomne intermezzos som KLINIK-perioderne. Igen, her skal man være på vagt for overlæger med psykopatiske/sociopatiske træk, men alligevel… Lægestudiet udvikler ikke dit menneskesyn, tværtimod. Det er iskold kalkyle, og man skal være på vagt for ikke at springe med begge ben i…
Kan studielivet med en crazy Lloret de Mar - fredagsbar på AU og studievennerne kompensere for dine skarpe (reducerende ja, men sande) tanker omkring medicinstudiet, SÅ STAY. Ellers, get the hell away as quickly as possible. Men giv den lige et semester indenda og tænk over det. Nogle gange flytter ‘nissen’ med, hvis man skifter studie gang på gang.
Jeg tror din sociologiplan/humanistiske plan gør 3 ting for dig: 1) Gør dig glad, 2) gør dig inspireret, 3) Giver dig ligesindede venner.
Jeg maler åbenlyst - og med overlæg - fanden på væggen. Det skal siges, at når man er sidst på studiet lyser horisonten lidt op (for som Svend skriver er der masser af muligheder, som en ung fyr, der lige har fået punkteret sine romantiske forestillinger kan tage sig til: Et trygt job, fx med smerteforskning, socialmedicin, psykiatri, alment praktiserende etc. Filminstruktør er helt fjerde mulighed, men - indrømmet - hvor mange af os kan lige hive en MALMROS op ad lommen, når alt kommer til alt)…
Tag en dyb indånding, men hold ikke vejret for længe. Jeg kan ikke anbefale lægestudiet som sekundært til et socialt liv med ‘weekendavisen’ og ‘normale’ intelektuelle menneskelige relationer ved siden af. Dette studie æder dig med hud&hår, på godt og ondt. Dit førstehåndsindtryk er rigtigt, tvivl ikke på det. Resten af beslutningen er op til dig. Og kun dig.

Mvh. en krops-ingeniør af hankøn i lære.

Jamen, det er jo i sidste ende op til dig selv.

Du har iagttaget ganske korrekt, at studiet er ret så “teknisk” og Danmark er heller ikke just en topscorer i psykosomatiske discipliner.

På den anden side kan man jo så konstatere at de patienter der har brug for et helhedssyn jo vil valfarte til en læge der har sat sig for mål at gribe tingene anderledes an. Så der er egentlig hårdt brug for nogen som dig i psykiatrien og måske også almen medicin. Spørgsmålet er, om Du er villig til at investere i en lægeuddannelse for at nå dertil (det kan måske også blive nødvendig med at tage til udlandet i en periode).

Og det er svf helt legitimt for dig at sige “jeg orker det ikke”. Det er de færreste der kan være forkæmpere uden at slide sig selv op.

Så gør Du op med dig selv hvad Du vil lægge i det og tag den beslutning der er bedst for dig selv.

Tak for alle jeres indlæg. Og hvis der er flere der har en holdning de vil dele, vil jeg sætte pris på flere kommentarer!

GOUR, jeg kunne ikke se så meget ud fra din profil, men hvor langt er du fra at afslutte studiet?

Et andet spørgsmål til de erfarne: Bliver klinik delen så stor på kandidatdelen at man godt kan slæbe sig igennem alligevel?

En humanistisk uddannelse tiltaler mig i høj grad, men jobmulighederne gør det ikke. Lægestudiet tiltaler mig ikke som jeg troede, men jobbet som læge virker utrolig givende, og jeg tror virkelig at man kan gøre sig selv glad, ved at gøre andre mennesker glade i hverdagen. Drømmen ville nok være at åbne en “patch adams”-agtig klinik med nogle ligesindede læger, og så have fri 3 dage om ugen (som nogen praktiserende læger har det) til at pleje sine andre interesser. Skråt op med den høje løn. Men seks års studier, det er fandme hårdt, især når det ikke er selve den viden man tilegener sig, gennem selvpinsel over bøgerne, der skal trække maskineriet, men belønningen om seks år. Og hey, man skal vel leve i nuet? Eller skal man?

Jeg kender folk der læser medicin og som siger at de sagtens kan få det sociale liv til at fungere ved siden af. Men Kan det virkelig passe at man skal bruge de, måske bedste, 6 år af ens liv på at nørde kedelige, men brugbare, facts?

Jeg vil gerne være læge, og jeg tror jeg kunne blive en super god læge for mine patienter. Men hvorfor skal studiet dreje sig om tørre kolde facts? Hvorfor er der ikke mindst 1,5 år med psykologi, philosofi og kultur studier, på et studie hvor den primære del af jobbet består i at kommunikere med mennesker? Man kan risikere at skulle fortælle folk hvor lang tid de har at leve i, eller at deres nærmeste er død. Og det kan være en kristen, hindu, muslim samt japaner eller grønlænder. Som praktiserende læge skyldes en stor (den største) del af alle henvendelser psykiske lidelser og sociale problemer.

Ja, jeg er måske lidt hård. Men studieordningen har ikke rykket sig meget. Min onkel er læge (61), og han rystede på hovedet da han så at intet havde ændret sig. Det faglige indhold virker ikke synderligt forskelligt ved KU og SDU.

Nu kom jeg lige ud med yderligere frustrationer, men jeg vil stadig gerne modtage kommentarer på livet som medicin studerende. Jeg tager helt sikkert semestret ud og prøver at danne mig et indtryk af studiet. Nu starter jeg på FADL-kursus, og det kan da være en mere praktisk tilgang, kan være med til at give det teoretiske mere mening.

Jeppe

Jeg vil også gerne høre flere kommentarer omkring det at udvikle sit menneskesyn, og verdenssyn, gennem medicin studiet? Føler i at i gennem studiet udvikler jer på det menneskelige plan? Eller bliver i bare “levende opslagsværk”/“krops-mekanikere” ?

“Men Kan det virkelig passe at man skal bruge de, måske bedste, 6 år af ens liv på at nørde kedelige, men brugbare, facts?”

Det er ganske simpelt en helt forkert udlægning! Der er (formentlig) ikke en eneste af alle landets medicinstuderende, der mener at humanbiologi, fysiologi og biokemi er kedelige facts - i så fald er de altså landet det forkerte sted. Medicinstudiet indeholder (efter nogles mening) for lidt psykiatri, sundhedspsykologi etc., men erhvervet er altså bygget op omkring naturvidenskabelige forhold, og ikke - undskyld udtrykket - hippiefag og alternativ medicin.

“Hvorfor er der ikke mindst 1,5 år med psykologi, philosofi og kultur studier, på et studie hvor den primære del af jobbet består i at kommunikere med mennesker?”

Så studiet skulle vare 7,5 år i alt? Det er næppe for sjov, at de naturvidenskabelige fag fylder så stor en del af studietiden, som de gør - det er altså det, der er det centrale. Psykologer og filosoffer er muligvis pokkers kloge til at kommunikere med folk og tænke en masse fine tanker, men de kan ikke stille en diagnose, hvilket immervæk er det vigtigste i dette fag - hvad enten man vil det eller ej!

Jeg kan godt se din pointe Jakob. Samtidig svarer du også indirekte på nogle af de spørgsmål jeg stiller. Jeg tror det her kan blive en lang diskussion hvis vi begynder at diskutere studieordningen på medicin. Det kunne der laves en hel anden tråd om.

Jeg ved godt at jeg selv lagde op til den diskussion, men skal vi prøve at holde os til studiet, hvor motivationen kommer fra og hvordan man får et sundt social liv ved siden af studiet?

Jeppe

Hej Jeppe

Jeg tror faktisk ikke at det er så svært igen. Hvis du virkelig ikke kan se at noget af alt det vi lære her på studiet er spændende, så er det bare ikke et studie for dig.
Nu er det ikke sådan at alt det jeg har været igennem på studiet, har været spændende og detalje rigdomen er enorm og det kan sagtens få en til at brække sig når man læser til eksamen.
Men det er bare sådan at man skal bruge en stor del af den viden, når man kommer ud og skal arbejde med patienter. Det dur ligesom ikkem, at man bare er en hyggelig fyr som ved en masse om japansk kultur og de store europæiske filosoffer, når fru. Hansen ligger med et kæmpe AMI og bare gerne vil have lidt behandling-det er selvfølgelig sat på spidsen.
Det samme gør sig altså gældende indefor et speciale som psykiatri, som tradionielt opfattes som et blødt fag. Her skal man altså også kunne sammenstykke en diagnosen ud fra de ting som patienten fortæller. Samtidigt skal man vide hvordan de medicinsk kan behandles og hvilke bivirkninger behandlingen kan medfører.
Det jeg vil frem til er altså, at man uanset hvilke arbejde man får når man bliver færdig, så får man brug for en stor del af de ting man lærer på studiet-selvfølgelig har psykiateren måske ikke lige brug for at vide så meget om anatomien som du i øjeblikket er ved at lære, men man skal have en vis basal viden. Denne viden er nok umulig at erhverve, hvis man synes det er røvsygt. Man bliver altså ikke reddet af at komme ud i klinikken, fordi der bliver man stillet til regnskab på den hårde måde, hvis man mangler den viden. Og det er ikke kun patienterne det rammer, men i høj grad også ens egen samvittighed.
Når alt dette er sagt, så er det ikke sådan at jeg er nogen guru indenfor faget. Jeg har karaktere på det jævne og har da også forsøgt at springe over hvor gærdet er lavest mere end en gang, men jeg har grundlæggende haft den holdning at faget er spændende og det tror jeg er et must.
Iøvrigt har du ret i at der mangler en del på vores studie med hensyn til kommunikation med vores patienter og det er noget som vi får alt for lidt træning i, men det må man jo så prøve at øve sig i mens man har klinik ophold.
Mvh
Quanti

Og hvad skete der så Jeppe4? Blev du på studiet og fandt du glæden igen…?