Ting, jeg ville ønske jeg havde vidst fra starten…

Hej :innocent:

Tænkte, jeg ville dele lidt ud af de erfaringer, jeg har gjort mig her det første år. Måske kan det bruges, måske ikke. Jeg går selv på SDU, så det tager udgangspunkt heri, men mon ikke, man kan overføre det meste til de andre universiteter også? :smile:

Så hermed; dette ville jeg ønske, jeg havde fået fortalt på forhånd:

Pendling er en langsom dræber!

Selvom der kun er 1 time og 10 minutter med lyntoget København - Odense, så skal man altså også ud på uni. Dvs. At man med den nuværende plan kan være på uni 7.25 eller 8.25. Så med mindre man vil være den (lidt trælse) type, der braser ind i U55 efter undervisningen er startet, så skal man være der næsten en time før.

Udover dette, så er DSB bare ikke den mest stabile makker. Man får til gengæld lov til at opleve Ringsted både i togbus og når man skal holde der ekstraordinært længe pga. sporarbejde.

Samtidig kan det være lidt svært at være med i det sociale. Man skal nå et tog klokken XX.YY, for ikke at være for sent hjemme, og der er ikke meget råderum til at tage en ekstra øl/kaffe med ens studiekammerater.

Jeg brugte personligt ca. 5 timer på transport dagligt, og jeg boede ret centralt i byen.
Hvis man bare tager til Odense 3 gange om ugen, er det 15 timers spildtid.
Man kan selvfølgelig bruge tiden aktivt til at læse, men kan af erfaring sige, at det er svært at stå op og læse ude i mellemgangen, i toget :wink:

Jeg valgte derfor at flyttte til Odense efter et stykke tid, og jeg er virkelig glad for det!

Tro ikke på alt du hører!

Jeg læste slet ikke, jeg lavede bare eksamenssættene og bestod med et 10tal!

Flere tutorer fortalte, at de slet ikke læste på X/Y/Z modul. De mødte bare op til holdtimerne og løste eksamensopgaverne, og så bestod de.

Ret træls for mig, da jeg havde læst og læst og læst på modul 3, som blev kaldt for “feriemodulet”, og alligevel dumpede.
Da jeg spurgte ind til det efterfølgende, hos min gamle tutorer, var svaret Jamen, det er jo ikke bogstaveligt talt, men mere fordi vi ikke læste til kl 18 hver dag på læsesalen…

Ahhh……

Så det med at man bare kan skøjte igennem på holdtimer og slides er måske rigtigt for en promille, men lad være med at satse på det.

Studiegrupper er ikke altid vejen frem!

Jeg har både været i en studiegruppe, der ikke fungerede, hvor vi dumpede, og læst alene, hvor jeg bestod med en god karakter.
Så hvis man ikke lige har en studiegruppe, så er det ikke sikkert at det er det samme som at man ikke kommer igennem.
Man kan dog altid høre ud i ens store gruppe, om nogen mangler en læsemakker, eller kontakte de faglige vejledere, og høre om de ed nogen på ens årgang mangler en makker.

Læs koncentreret

Jeg fik hurtigt et skab, hvor mine bøger og min tablet ligger. Dette gør at jeg læser koncentreret på uni, og har fri, når jeg er hjemme. Det er simpelthen lettere for mig at læse på læsesalen, for man ryger ikke i overspringshandlingsfælden!

Hold fri det første semester, hvis det er muligt

Jeg tog fri fra mit studiejob det første semester, så jeg kunne koncentrere mig om at komme i en god læserutine, om at bestå førsteårsprøven, og at lære mine nye studiekammerater at kende.

Det er ikke sikkert alle har muligheden for det, men man kan evt overveje om at supplere op med studielån det første halve år? ( Jeg gjorde det ikke selv, havde sparet op til studiestarten, men jeg vil mene, at det er godt givet ud, at man investerer tiden i at få førsteårsprøven i hus, særligt anatomi er lidt hård!)

FADL. FADL. FADL!

FADLs kurser er rigtig gode! De giver en god gennemgang af pensum, og man kan bruge deres slides til at læse op.

Danske alternativer

Jeg er ikke en ørn til engelsk. Så jeg bruger lidt tid på hvert modul til at finde danske alternativer til de bøger, som anbefales, som er på engelsk.
Fx er FADLs BIOKEMI et fantastisk alternativ til Marks biokemi.

Studieteknik

Jeg brugte lidt tid på at finde min teknik. Til at starte med, skrev jeg alt ned til forelæsningen, men det gjorde at jeg kun halvt hørte hvad der blev sagt.
Nu tager jeg slet ikke noter, men lytter mere koncentreret til forelæsningen, og laver ankikort ud fra forelæsningsslides bagefter.
Andre af mine studiekammerater noterer alt hvad der bliver sagt, og det fungerer rigtigt godt for dem. Så pointen er, at prøve lidt forskelligt, og så se, hvad der fungerer for dig.

Tal om det!

Tal om hvad der er svært! Både med dine medstuderende, med din familie, med dine venner og hvem der ellers vil høre på det.
Da jeg dumpede min første eksamen var jeg helt nede. Jeg følte mig dum, jeg følte mig ensom i det, og jeg overvejede at droppe ud.

Da jeg endelig åbnede op for det, stod en hær at medstuderende klar til at hjælpe med noter og ANKIkort!

Mega fedt studiemiljø

SDU har et mega fedt studiemiljø! Jeg kan se at der ved hvert modul er en god portion der ligger på 10 og 12taller. Jeg ANER IKKE hvem det er. For de praler ikke med det. Vi går derimod op i at få alle igennem! Og vi løfter i flok.
Vi deler noter og ankikort og tips&tricks.

For ærligt; det er lidt træls hvis det er din studiemakker, som du ikke delte noter med i et specielt emne, der om et par år er forvagten du skal ned til, og derfor til den tid skal stå og semiundervise i en given situation :rofl:

Og det er jeg slet ikke i tvivl, gælder for alle 4 universiteter! Man hører diverse om hvor snobbede de er på X, hvor dårlig undervisning der er på Y og hvor indelukkede de er på Z.
Jeg køber den ikke! Og uanset hvor man er kommet ind, er jeg sikker på, at man kommer til at løfte i flok. Vi er kommet ind sammen, vi kommer til at græde i afmagt sammen, og vi fejre sammen, når vi engang er færdige!

Og så kender jeg både nuværende studerende og færdige læger fra alle universiteter. Og de er skønne, dygtige mennesker og læger :heart:

Hold gode pauser

Medicinstudiet er hårdt. Det er der ikke tvivl om. Men det er det hele værd!
For at give mig selv lidt ny energi, har jeg for starten af afsat 1 dag om måneden, hvor jeg holder helt fri. En hverdag, hvor der i forvejen er studiefri, hvor jeg sætter hele dagen af til at lave noget for mig selv. Det har været alt fra at ligge på sofaen hele dagen og se film, til at tage til ind og se museumer i Odense. Bare en dag, hvor jeg ikke tænker på epitel, på muskler og tilhæftninger!

NYD DET

Nyd at være studerende! Nyd at du er blevet optaget! Glæd dig over den kæmpe mulighed du har fået! Du er sluppet igennem nåleøjet, og husk på dét, når det bliver lidt hårdt!

Det blev lidt langt, men håber nogen derude kan bruge mine strøtanker om dét at starte på medicinstudiet :orange_heart:

Dbh,
A :crystal_ball:

18 Synes om

Kære @Abracadda

Tak for dine fine inputs!

Jeg vil blot gerne tilføje en ting fra mit perspektiv som læge (men som også var min ledestjerne som stud.med.):
Selv om det at bestå eller klare sig flot til eksamen betyder noget (og jeg sent opdagede at løsning af eksamenssæt hjælper på det mål), så er det allervigtigste at huske at alt det man læser skal man eksamineres i med hver eneste patient man møder i sit arbejdsliv. Der gælder det allermest. Brug derfor studietiden (og resten af karrieren) til at lære mest muligt.

kh
Mignon

1 Synes om

Virkelig god pointe! :raised_hands:t3::sparkles: