Trives som læge med OCD?


#1

Hej studmed

Jeg skriver da jeg har søgt optagelse på SDU medicin kvote 2, og er kommet på venteliste - 1 point fra optag. Så vidt jeg har kunne “regne”/læse mig frem til, er chancerne for optag derfor store.

Mit problem er - jeg lider af hvad man kan kalde ansvars-OCD, og det har derfor sat en masse tanker igang - “vil jeg kunne trives i erhvervet?!”.

Som person har jeg konstant brug for udfordringer og meget karrierefokuseret. Jeg trives med travlhed, og VIL gerne have meget ansvar - hvilket jeg også sagtens kan håndtere (omend vigtige ting tager ekstra tid).

OCDen gør dog at jeg sætter katastrofetanker igang - “huset brænder ned, hvis jeg ikke tjekker (for 5. gang) at komfuret er slukket” osv.
Det har nu gjort mig i tvivl om hvor vidt det vil præge min trivsel som læge hvor liv-og-død er afhængig af mig, og der er mange usikkerheder. Tankespin jeg forudser er fx.: “Har jeg valgt rigtigt præperat, beregnet rigtig dosering, målt rigtig op” og behov for at 3-tjekke alt…
Det giver mig nu koldsved. Jeg har altid nægtet at lade OCDen begrænse mig, - min hverdag er påvirket, men ikke styret af det.

Jeg er påbegyndt forløb hos psykolog, og hun mener ikke jeg bør lade det begrænse mig. Men som en hver anden kontrolfreak, lurer bekymringen konstant i baghovedet.

Er der nogen som har erfaring med OCD, medicinstudiet og fremtidsbekymringer? Eller andre gode råd/overvejelser jeg kan få med på vejen?

Det skal siges at jeg ikke har OCD i forbindelse med bakterier eller lignende - kun i forhold til at stole på at jeg lever op til mit ansvar.


#2

“Har vi alle ikke en eller anden grad af ansvars-OCD som du beskriver den?” … er min første tanke.

Når du kommer hen på kandidatdelen - ja, bare 7. semester, så vil du så små begynde at snuse til forventningerne. Problemløsning. Ikke at du har hele ansvaret allerede på 7. semester, men du vil (og skal) kunne sætte dig ind i en situation, hvor dine problemløsningsevner og handlekraft er afgørende for patienten.

Jeg tror man er rigtig godt rustet, hvis man er godt forberedt på de akutte tilfælde. Er stensikkert også usikker første gang jeg står med en OBS meningit. Men hvis din usikkerhed holder dig tilbage fra at træffe en handlingsbeslutning - så er det et problem. Husk, i akutte tilfælde vil der ofte være en ældre kollega at hente hjælp og spare med (regn dog aldrig med det). Desuden, at man slår en ekstra gang op, hos en pt. der er indlagt med anæmi uden kendt årsag - det har du altid lov til.


#3

Om vi alle har en eller anden grad af OCD er nok ikke meget forkert. Når det så er slået fast, så skal man passe på ikke at drage paralleller til ligegyldige symptomer, så som at udføre et ritual eller lignende inden en eller anden performance. Dem, der ser det som en fordel ‘just at føle mere ansvar’ eller ‘at det nok er en god ting lige at tjekke igen’, forstår ikke problematikken, hvis symptomerne grænser til det eller er sygelige. Det lyder til, at du er et sted midt imellem - og mon ikke du nok skal klare dig så. Jeg kan ikke komme med et professionelt svar, men et delvist kvalificeret bud. Jeg er overbevist om, at hvis du lader symptomerne kontrollere dit valg af studie, så vil du fortryde det senere i livet. I det mindste, at du ikke prøvede (givet, at du brænder for medicinstudiet).

Har du overvejet at finde et system, der kan dæmpe symptomerne, eller overbevise dig om, at du allerede har gjort hvad du kunne? Eftersom du lider af OCD, har du sandsynligvis i forvejen hang til at systematisere og kontrollere. Du kan jo eventuelt skrive alt ned i patientforløbet. Altså føre en slags dagbog (med det, mener jeg mere dybdegående end en journal, da jeg - dog uden at vide det - ikke vil tro, at de skal være så gennemgående), hvori du beskriver hvad du allerede har gjort. Jeg ved godt, at dette ikke letter symptomerne, men der findes andre metoder til dette, som du uden tvivl kan få professionel hjælp til i psykiatrien, eller hos din nuværende psykolog. Det kan dog være en form for coping-strategi, og min erfaring er, at givne systemer er den bedste metodik til at dæmpe symptomerne. Den eneste bagside er, at det unægteligt bliver mere varierede situationer du kommer til at befinde dig i (forskellige patientforløb, med forskellige behandlinger), hvorfor det netop ikke hjælper med et specifikt system, men nærmere et universelt system. Foruden dette kan du som nævnt modtage behandling, der rammer den egentligt trigger - det sandsynligvis uberettigede ansvarsfølelse, de utallige ruminationer og ikke mindst angsten for at have fejlet.

Husk på, at på trods af at idéen om at ignorere impulserne muligvis virker kontraintuitivt, så er dette absolut en af de bedste metoder. Et system vil således hjælpe dig med at overbevise dig selv om, at du netop har gjort hvad du kunne, og således vil impulserne forhåbentlig blive nemmere at negligere.


#4

Hej

Jeg har selv OCD (og autisme) og vil søge ind på medicin næste sommer via kvote 2. Også på SDU.

Mvh
Anne


#5

Mange tak for jeres svar :slight_smile:
Som der bliver skrevet, har de fleste nok en form for OCD - men tror næppe det kan sammenlignes, da problemet ligger i “angsten for hvad nu hvis” og ikke “det er rart at være sikker”.

Problemet er at når det rigtigt tricker kan jeg skabe tvivl hos mig selv “Er det nu også slukket - det lys jeg her står og kigger på”, men det tror/håber jeg bestemt kan afhjælpes, da det først er for nylig jeg har søgt hjælp - og ellers har levet med det. Efterhånden har jeg forsøgt at tale det til døde, og det hjælper lidt.

Det bunder i at jeg står og skal prioriterer mellem veterinærmedicin og medicin - to drømme uddannelser jeg har søgt på kvote 2, og derfor aldrig troede skulle måles op imod hinanden. Nu er jeg dog kommet igennem begge optagelsesforløb med rigtig god respons, og dermed stor chance for optag begge steder og skal derfor prioritere her inden d. 5 :blink: .

Medicin tiltaler mig mest - og det gør det netop pga ansvarsaspektet. Jeg tror på sigt at det bliver “mere” meningsløst at behandle dyr, især da jeg har nogle udenlands-hjælpearbejde-drømme og et behov for at gøre en forskel. Jeg har arbejdet meget med børn og vil brændende kombinere det med min fascination af medicin og biologi.

Men i processen hvor jeg har skulle sammenligne de to studier, har OCD-problematikken “fået lov til” at få en fod indenfor. Det ekrsta ansvar, der ligger i arbejdet med mennesker, vil netop tricke det, og jeg frygter at jeg derfor vil underlægge mig selv endnu mere stress og usikkerhed. Som dyrlæge kan jeg lettere slippe worst-case-scenario-tankerne, da jeg lettere ville kunne overkomme og acceptere en eventuel fejl.

Jeg laver ikke fejl når der er noget på spil (sjovt nok fordi jeg trippeltjekker), men frygter og tror jeg gør…

Er der eventuelt nogen som personligt har erfaring med studiet og OCD, eller kender nogen der har?
Ved at jeg vil studiestart konstant vil lade det spøge i form af “kommer det nu også til at gå” (… når jeg er færdig om 8år :whistle: ) - og de tanker vil jeg gerne kunne slippe og bare nyde studiet.


#6

Jeg synes det er svært at sige. Jeg arbejder i øjeblikket som lægevikar og jeg kan da heller ikke undsige mig fra, at tanker om hvorvidt man nu lavede det rigtige vurdering hos patienten med brystsmerter, fylder en del, særligt når man lægger sig til at sove på sit vagtværelse på en nattevagt.
Forhåbenligt bliver det bedre, jo mere sikker man bliver på sin faglighed. Personligt hjælper det meget, hvis man får konfereret sine patienter med en anden læge.

Hvis det er et stort problem for dig, vil jeg overveje uddannelsen grundigt, da vi unægteligt står med et stort ansvar, som man skal kunne håndtere.

… men igen, der kan ske meget på de 6 (8) år man læser på studiet…!
Held og lykke.