Tvivl om start på studiet

Tvivl om start på studiet
0

#1

Har netop sendt papirerne ind til medicin studiet, men er nu begyndt at blive i tvivl - bl.a. fordi mange jeg går med ikke kan forstå jeg vil søge ind. Kan ikke lade være med at tænke på, om man kan klare læsepresset, ansvaret, og ikke mindst at det er et noget blodigt studie… :?
Hvordan havde i det med hensyn til valget da i startede? Var i bange for ikke at kunne klare det, eller havde i vænnet jer til tanken om at “skulle skære i folk” som mine bekendte siger (ved godt det ikke er det eneste faget byder på…)


#2

Der er kun kiruger som skærer i folk.
Din opgave som læge er:

  1. At helbrede folk
    hvis du ikke kan helbrede skal du:
  2. At lindre folk
    Hvis det ikke er nok skal du:
  3. Trøste

En læge er kan utrolig mange ting, alt fra at være papirnusser i et eller andet medicinal firma, til at stå i blod til albuerne med læger uden grænser fx i Indien/parkistan under sidste jordskælv.

Det er dig som vælger og finder af af hvad du kan lide.

Men jo, det er naturligt at være i tvivl om sit valg, men det er stadigvæk ikke anderles at hvis studiet ikke passer til dig, så kan du altid skifte.

Held og lykke, og jeg håber du bliver glad for studiet.

mvh
svend gundestrup


#3

De bekymringer tror jeg de fleste af os har haft - men de fleste af os vokser med opgaven…

Vedr. blod så er jeg sgu stadigvæk ikke så ferm til det…


#4

Det med blodet lærer du. Det er værst hvis du er veltrænet, høj ung mand som undertegnede :slight_smile:

Jeg gik næsten kold under kaninøvelsen (fed øvelse), men det hjalp da jeg fik næsen helt ned i feltet og koncentrerede mig. Gik helt kold under rotteøvelsen, og da jeg fik lagt øve-venflon på 7.

Nu er jeg immun efter at have været på Steno i et forsøg. 8 biopsier, iv-glucosetest (BS 20 er ubehageligt) og venflons i begge albuer, fastende.

Meldte mig bl.a. for at undgå de tåbelige synkoper. Man lærer jo ikke noget af at blive klappet på kinden: “Er du vågen?”

Man er ikke rigtig læge før man har prævet tørheden i munden efter atropin i gluteus maximus?

Og en tilføjelse til gundestrups opgaver:
4. At forklare
Der er rigtig mange som kommer til læge og egentlig bare spørger efter en forklaring på hvorfor deres krop opfører sig som den gør.


#5

[quote=“WET*R”:1f6nmiwy]Har netop sendt papirerne ind til medicin studiet, men er nu begyndt at blive i tvivl - bl.a. fordi mange jeg går med ikke kan forstå jeg vil søge ind. Kan ikke lade være med at tænke på, om man kan klare læsepresset, ansvaret, og ikke mindst at det er et noget blodigt studie… :?
Hvordan havde i det med hensyn til valget da i startede? Var i bange for ikke at kunne klare det, eller havde i vænnet jer til tanken om at “skulle skære i folk” som mine bekendte siger (ved godt det ikke er det eneste faget byder på…)[/quote]

Hej :slight_smile:

Jeg søger også ind på medicin, skal sende papirene i dag. Jeg har gået med præcis de samme tanker som dig, og jeg er stadig ret usikker på om jeg kan klare det. I starten var jeg overbevist om at det ikke var noget problem, men da rigtigt mange - som du selv siger - spørger til hvorfor man har valgt det og om man virkelig gider et så hårdt studie bliver man jo helt usikker.

Jeg vil sige at det der mærkelige regeringen har gang i med at man skal søge ind inden 2 år ellers får man ikke ganget alt muligt på, gør jo at man føler at man skal være endnu mere sikker på sit studievalg.

  • Men jeg har det sådan at hvis man ikke kaster sig ud i det og prøver, så finder man jo aldrig ud af om det er det rigtige eller om man kan klare det. Så det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre.

  • Lige sådan en sidebemærkning. Er jeg den eneste som evigt og altid skal forsvare at jeg vil læse medicin?

Jeg har i perioder overvejet andre studier, og der har folk ALTID bare godtaget det og sagt at det lød spændende/kedeligt mm. Men med medicin skal jeg altid forsvare mit valg og komme med mere eller mindre detaljerede forklaringer på hvorfor og hvor meget jeg ved om uddannelsen osv. Det synes jeg altså er lidt irriterende/mærkeligt :bash:

Nogen der har nogen fornuftige bud på hvad det lige er folk har i klemme med denne her uddannelse vs andre (ink. dem med højere adgangskvotienter) .


#6

Det er jo svært at være sikker på noget som man endnu ikke har prøvet - du har jo ikke noget grundlag at basere dine vurderinger på.

Jeg var bestemt også ængstelig ved at vælge en karriere hvor menneskeliv afhænger af mine beslutninger.

Med hensyn til den blodige del - ja så går der altså rigtig lang tid før du bliver udsat for den del… og når man nu har siddet på sin flade og læst og læst i hvad der føles som en evighed om hvor fantastisk kroppen fungerer, og hvordan man kan reparere ting der ikke fungerer - ja så glæder man sig altså til at få ‘hands on’ og opleve det med sin egne øjne.
Man kan jo altid starte blidt på 1. semester med at tage et par ture rundt i studiesalen, hvor der er en fantastisk udstilling med dissekerede lig. - dette skal nok få de blodige fantasier manet til jorden og give dig et neutralt og nysgerrigt indblik i hvordan kroppen ser ud under huden.

Men det er ganske rigtigt at man ikke kommer sovende igennem dette studie - der ER meget der skal læses - og har du som jeg ikke nogen klæbehjerne, så skal pensum sikkert læses et par gange, før det hele sidder fast.
Men kan man vænne sig til at skulle læse og lære meget om mange superspændende emner, ja så finder du ikke et mere fantastisk studie.

Jeg havde også en krise periode for et stykke tid siden, da det gik op for mig at hospitalsverdenen bestemt ikke tiltaler mig, men så er der heldigvis utrolig mange andre muligheder - og efter at jeg er begyndt at arbejde hos en dermatolog (hudlæge) har jeg helt bestemt fået gnisten igen.


#7

[quote]Jeg vil sige at det der mærkelige regeringen har gang i med at man skal søge ind inden 2 år ellers får man ikke ganget alt muligt på, gør jo at man føler at man skal være endnu mere sikker på sit studievalg.

  • Men jeg har det sådan at hvis man ikke kaster sig ud i det og prøver, så finder man jo aldrig ud af om det er det rigtige eller om man kan klare det. Så det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre. [/quote]

Meget fine tanker! Og m.h.t. arbejdsbyrden, så er det vigtigt at huske, hvad det er man laver. Skal på 2. sem efter ferien, og jeg glæder mig allerede! Der er mere at lave end i gymnasiet, men til gengæld er det super spændende og i et professionelt miljø! Hellere læse 10 timer på lægestudiet end een tilmes engelske noveller i gym ;o)
Jeg har også tit hørt folk sige til mig, at “det var dog en forfærdelig stor mundfuld”. Og hvad så? Jeg vil prøve kræfter med det, og når andre kan kan jeg også!

Som de andre skriver, tror jeg også, mange har tvivl pga. ansvaret og blodet - men der er meget (!) langt fra forestilling til virkelighed. Jeg har set en 4-5 operationer på Riget og diverse “præparater” (læs: ligdele) på panum, og man vænner sig til det, fordi det er hvad det er: Lægestudiet og en hjælp til folk i nød. Omvendt kan jeg ikke snuppe meningsløse splatterfilm og kommer nok heller aldrig til det ;o) sååå - tag det roligt. Ingen kan lide at sprætte andre mennesker op.

Forsvar af studiet: Jeg må nok indrømme, at det ikke er det, jeg har brugt mest tid på… tværtimod. Men måske er det fordi, folk faktisk ER interesserede - i modsætning til hvis man skulle læse økonomi eller dansk. Medicin er så super bredt. Man kan læse det for at blive papirnusse-chef, familielæge, rambo-McGyver-læge, forsker, stresset, berømt, lektor eller bare endnu en hvid kittel. Hvem bliver du? Og måske er folk også lidt interesserede i hvad lægestudiet egentlig er.

En forklaring kan også være studiets rygte: Mange har sagt til mig, at de aldrig ville overleve så mange hårde år på skolebænken. De kan ikke se, hvad det er, der lokker så meget, at man er villig til det. Det forstår JEG ikke! Herregud. Er det så slemt at lære???

Nå, men for at gøre en ende på det: Min holdning er, at studiet er spændende og jobbet er meningsfyldt. Det må være forsvar nok!


#8

Tusind tak for alle jeres svar, det er meget dejligt at få af vide man ikke er den eneste der går med de tanker :wink: For jeg tror at studiet er super godt, men skal lige have vendt de sidste tanker inden jeg føler mig tryk ved mit valg.

Føler virkelig også jeg må forsvare mit valg hver gang jeg siger, jeg vil læse medicin. Har endnu ikke mødt nogen som har sagt “det bliver da godt” eller noget ligendende; så hellere “der bliver meget at læse” eller “alt det blod” eller “hvorfor vil du dog være det?” Min mormor spurgte endda om jeg ikke ville være Tømrer istedet! (respekt for dem, men er ikke lige kvinden til det fag :lol: )

Tror jeg er forberedt på at læse, har selv givet den en ordentlig skalle mht. til læsning i gym, og fandt det ikke som en byrde, så længe faget interesserede mig.

Ang. det med blod, operationer osv… Den “frygt” og ubehag man har ved at se blod, ligger den ikke blot fra selve opdragelsen eller dårlige splatterfilm? Dem jeg har kendt hele livet har aldrig kunne tåle at se blod, sprøjter, sår osv. Kunne det ikke ske at den holdning til alt hvad der har med blod at gøre er overført til en selv? For i såfald er det jo bare at prøve at ændre den holdning, hvilket nok sker under studiet. Måske hænger det også meget sammen med hvorfor folk ofte spørger hvorfor man vil læse medicin


#9

[quote]Jeg vil sige at det der mærkelige regeringen har gang i med at man skal søge ind inden 2 år ellers får man ikke ganget alt muligt på, gør jo at man føler at man skal være endnu mere sikker på sit studievalg.
[/quote]

Syntes måske det kan give lidt bagslag. Hvis de studerende ikke får nok tid til at finde ud af hvad de vil, og vælger sig ind på det forkerte studie, vil det i sidste ende også koste regeringen. Hvis de ikke er sikker på om de har valgt rigtigt, er der også større risiko for at de skifter uddannelse under forløbet… I sidste ende er der nok også flere som tager fri midt i studiet, hvis de ikke har mulighed for sabbatårene. Men det kan godt være lysten til det ikke er så stor når man endelig er kommet i gang…


#10

Hej!
Jeg er kommende studerende på med school på SDU (via kvote 2) og havde det indtil igår på samme måde som dig mht læsepresset.
Min fritid er tit booked med koncerter, øvninger og andre aktiviteter og jeg kan godt lide, når der i min fritid er plads til spontanitet og afstressning. Derfor fik jeg også lidt kolde fødder, da jeg fik brev om min optagelse. Straks så jeg dagligt timelange scenarier med mig siddende begravet i bøgerne :slight_smile:
Som støtte ringede jeg til en medicinstuderende fra Aarhus, som kunne berolige mig med, at den rent faktisk ikke står på læsning døgnet rundt, men at der er plads til et liv ved siden af, så længe man bevarer en vis disciplin så man virkelig kan fordybe sig koncentreret i læsestoffet når det “gælder”. Derfor tror jeg ikke, at vi skal lade os skræmme fuldstændig… Tror behandlingen af den store mængde læsestof handler om tilvænning og indstilling.

Mht alt det blodige, så har jeg dissekeret og været på anatomisk institut og set ligdele exposed sammen med en masse nuværende studiekammerater.
Alt dette virker ikke naturligt, men man genvinder hurtigt fatningen efter at have været konfronteret med disse ting og efter første oplevelse er det ikke længere slemt…


#11

For lige at vende dén med usikkerheden een gang til: jeg oplevede at starte sammen med adskillige lægebørn ("gennem generationer bla. bla. bla. min far, og min mor bla. bla. og min farmor, min mormor, min farfar, morfar, min svogers hund osv). Flere af dem havde vidst, de ville være læger siden de som 2-årige fik det første termometer op i røven og deres første ord var sternocleidomastoideus. Det gør naturligvis bastarder som mig ret usikre, når man nu “kun” har søgt ind fordi det lyder spændende og man i øvrigt først besluttede sig 2 mdr. inden tilmeldingsfrist. Ikke desto mindre bør du ikke lade dig afskrække…som siam nævner, er det vanskeligt at være sikker på noget, man ikke har prøvet. Lyt ikke så meget til din omverden (det er jo ikke dem, der skal læse medicin), og mere til dine egne erfaringer, når du kommer i gang…


#12

Hej.
Bid tænderne sammen og vær ligeglad med hvad andre mener om dit valg af uddannelse når de skal være så negative. Det er DIG der skal gennemføre uddannelsen og du har valgt efter interesse. Godt træk!

Jeg tog personligt først uddannelsen til bioanalytiker men kunne ikke rigtig se mig selv i det fag om 25 år så jeg valgte at skifte retning - til manges store undren OG forargelse. Men som andre herinde også nævner så vil man jo ikke risikere at sidde om mange år og ærge sig over ikke ha’ prøvet medicinstudiet.

At man så først finder ud af det lidt sent i sit liv - ja det er jo lidt træls men IKKE ALLE lægebørn ved fra deres spæde år at de en dag ender som stud.med. og senere læge ligesom deres mor eller far…


#13

Jeg har heldigvis aldrig haft problemer med at se blod under operationer (medmindre det er mit eget :slight_smile: ).

Det mest blodige jeg har oplevet var en alm varice operation. Patienten havde en masse overfladiske varicer hvor der piblede en del blod ud da venerne blev revet ud. Den sterile afdækning blev nærmest oversprøjtet med blod. Selvom blodtabet sikkert ikke er noget særligt kan det se makabert ud.
Det blev da også for meget en sygeplejerskestuderende der måtte ned at side et par gange.


#14

[quote=“Dr. Lechter”:2v00dze4]
Det mest blodige jeg har oplevet var en alm varice operation. Patienten havde en masse overfladiske varicer hvor der piblede en del blod ud da venerne blev revet ud. Den sterile afdækning blev nærmest oversprøjtet med blod. Selvom blodtabet sikkert ikke er noget særligt kan det se makabert ud.
Det blev da også for meget en sygeplejerskestuderende der måtte ned at side et par gange.[/quote]

Det er så typisk dig Dr. Lechter - du skal lige drille… :wink:

Nu får de jo klamme håndflader og lavt BT - det gjorde jeg i hvert fald :smiley:


#15

Hallelujah!

Jeg kan ikke begynde at beskrive, hvor lettet jeg blev, da jeg læste jeres indlæg.
Jeg har også netop indsendt min ansøgning, og hvis jeg ikke spekulerede på, hvad medicin indebar FØR, så gør jeg det i hvert fald nu, hvor det er ved at være alvor… Med min stereotype forestilling om en læge har jeg haft uendeligt svært ved at se mig selv i den rolle, men der findes da heldigvis forskellige typer, og de er ikke alle ældre mænd med briller, som kun evner at sige: “Tag to Panodiler og se tiden an.”
Hvad, i følge jer selv, gør at I bliver gode læger? Er det klæbehjernen, en personlighed som indgyder respekt, stor stresstærskel, empati, overblik eller hvad?
Hvad med alt det man skal lære? Hvad med ansvaret? Og synet af blod er een ting; det generer mig ikke, men ofre for trafikulykker, børn der er kommet slemt til skade eller misbrugt og lugten af forrådnelse: Dét er en hel anden snak.

Ingen i min familie er akademikere, og det er selvsagt svært at finde støtte fra dem, og derfor har jeg valgt ikke at fortælle dem noget. Tror heller ikke at jeg kommer ind i år, men det kunne jo være…

Mange håbefulde, venlige og respektfulde hilsner
Louise


#16

Hvad der gør os til gode læger? Tja, Personligt at jeg brænder for faget, og synes jobbet er godt. Derfor vil jeg lære af mig selv og andre, så jeg KAN blive en god læge! Jeg tror ALLE både har noget, der gør dem til fremragende læger og noget, der gør dem til håbløse læger. Ved at indse det har man både motivation i den gode side og et mål i form af bearbejdningen af den dårlige side.

Minder mig forøvrigt om et lille citat af en praktiserende læge, der underviste dette semester. Relevansen er tvivlsom men det er skægt: “Lille læge stort skilt, stor læge lille skilt.”