Hej
Jeg synes ikke der er så meget tvivl om at forskningsår er en god idé - uden at jeg dog selv har gjort det. Argumenterne er ovenfor.
I et forskningsår går det mest ud på at finde sig til rette i en forskningsverden. Der skulle også gerne være en artkel i løbet af året. Jeg mener ikke man skal bruge 1 år på at forberede en 1 årig stilling. Jeg ville til hver en tid prøve at forhøre mig på de relevante afdelinger, og så høre om der er noget i støbeskeen, som man kan springe på.
Derimod mener jeg at ph.d studiet er noget man skal overveje mere, da det netop er 3 år man skal bruge inden for eet emne. Dog vil jeg også sige her at selve ph.d uddannelsen (kurser, udlandsophold, etc) er fantastisk også når man ser væk fra forskningen.
Jeg har altid været imod en masse ph.d’er for ph.d’en/hoveduddannelsens skyld, men det er nok desværre i den retning det er gået. Jeg er dog helt overbevist om, at en afdeling bliver bedre med enkelte folk der har en sådan titel, da det jo netop er en forskningsuddannelse, hvilket gør folk mere opmærksomme på små forskningsprojekter, og alt det praktiske - hvem skal man have tilladelser fra, hvor får man penge etc. Det er trods alt et fag, hvor der skal generes ny viden, som alle kan drage nytte af. Derfor er både forskningsåret og ph.d vigtige.
På SDU er der netop kommet et publikationskrav for optagelse på ph.d som Sarup nævner. Det tror jeg kommer til at ramme mange læger, da det typisk har været ph.d som man tyede til hvis man manglede forskning på cv’et.
Jeg ser flg. helt klare fordele ved at kaste sig ud i forskningen (forskningsår og ph.d):
- Networking - du får et “som oftest” super samarbejde med dine vejledere, og møder dem på et mere socialt niveau. Dette i skærende kontrast til en travlt arbejdsdag, hvor man kun kort har tid til at konferere.
- Mulighed for at deltage super gode kurser i hele verden
- Deltagelse i kongresser og igen networking.
- Publikationer (CV pleje)
- Tillæg for gennemført forskningsår/ph.d på en del sygehuset (uden for det helt store). Med tiden så bliver det faktisk til en del
- Fordybelse og lære at læse artikler, og forholde sig kritisk til metoder etc.
- Friheden mens man forsker - forstået på den måde at man godt kan have travlt, men man kan ofte bestemme hvor og hvornår man vil forske.
En sidste ting. Man kan jo vælge at forske inden for basalforskningen (dyreforsøg), translationel forskning (hvor man får materiale fra patienter, og undersøger ting på protein/gen niveau, og søger efter en anvendelse i klinikken) og så i den anden grøft, hvor det er mere klinisk. Det er kun fantasien (og de 3 p’er) der sætter grænsen (Penge, Professor og Penge).
Håber det giver lidt input
Held og lykke