Jeg er ikke sikker på hvor jeg skulle begynde, men lidt baggrundsinformation ville nok være passende:
- I 2010 gennemførte jeg en gymnasiel uddannelse med et snit på 10,6 med bonus for A-fag men uden 1,08 bonus. Jeg hat haft naturvidenskabelige fag.
- I februar 2011 begyndte jeg på bioanalytikeruddannelsen med vinterstart.
Nu her i november/december er jeg begyndt at være meget betænkelig ved mit studievalg:
- Teorien finder jeg meget spændende, men det føles som om at det ofte er spildt arbejde hvis man stræber efter et 10-12-tal, så længe man består.
- Folk har spurgt mig hvorfor i alverden jeg ‘kun’ tager uddannelsen til bioanalytiker. Det ville ikke være et problem hvis jeg ikke blev mundlam ved spørgsmålet og ikke kan give et ordentligt svar!
- Praktikken giver et billede at et noget mere rutinepræget arbejde end jeg havde håbet på, og jeg føler ofte som om at jeg ikke “hører til” i pauserne, hvor jeg sjældent har noget at tale med de ansatte omkring.
- Jeg føler lidt at jeg måske skulle have prøvet at tage en mere krævende uddannelse først, for at se om jeg kunne klare den, og så derefter vælge noget mere overskueligt, hvis det ikke var tilfældet.
- Jeg føler at jeg næsten bliver lidt “doven” af uddannelsen, da der ikke er så forfærdeligt meget krævet af én.
- Arbejdsmoralen hos andre studerende er meget blandet og i praktikken er der ofte en forholdsvis let arbejdsbyrde.
Jeg er lidt ængstelig ved at have “spildt” de to år ved et studieskifte og at nærme mig de 22 ved studiestart uden at have arbejdet/rejst lidt før studiestart (har ingen sabbatår haft), men på den anden side er tanken om at færdiggøre en uddannelse som jeg ikke rigtigt gider mere skræmmende!
Jeg har siden jeg blev færdig med gymnasiet overvejet tanken om at tage uddannelsen til læge, men dengang forkastede jeg tanken da det virkede alt for krævende, alt for lang og kun for mennesker, der var parat til at komplet opgive deres liv i 6-10 år. Jeg føler dog at jeg har ændret mit livssyn og selvopfattelse siden dengang.
Men nu er jeg næsten hjemsøgt at tanken om at søge om studiestart her til august. Jeg savner fag som histologi, cellebiologi og fysiologi som vi kun havde et enkelt kvartal og jeg ville gerne virkelig udfordres i disse fag og lære mere om dem, men det virker næsten som et tidsspilde i forhold til min nuværende uddannelse. Bliver man f. eks bioanalytiker på en patalogisk afd. virker det til at man primært vil skulle være med til skæring og farvning af vævet, og med ekstra uddannelse måske også til at gennemse vævet før en patalog laver den endelige diagnose.
På den anden side mangler der det stærke ønske om at “hjælpe mennesker” som jeg hører fra mange lægestuderende, min interesse lader mere til at være i selve videnskaben bag det.
Læsebyrden, den meget tætte patientkontakt og arbejdet som leder samt det ansvar, det medfører, skræmmer mig også. Jeg tænker at jeg måske ville hænge til et mere diagnostisk speciale så snart jeg kunne, men man skal jo alle gennemgå den nødvendige kliniske del under grunduddannelsel! Desuden oplever man jo hele tiden ting der ændrer ens opfattelse, for 1,5 år siden ville jeg aldrig have overvejet at skrive her.
Det er også værd at bemærke at jeg kun har prøvet at være på en enkelt afdeling i klinisk praktik, og jeg tænker at blive indtil 6. kvartal for at se om jeg måske får et andet indtryk af andre afelinger + at der er nogle relevante fag i de to resterende moduler.
Jeg har også overvejet andre mere naturvidenskabelige studier som molekylær biologi/medicin, bioteknologi eller at færdiggøre bioanalytikerstudiet og måske tage en sundhedsfaglig kandidat… men det virker på mange måder til at medicinuddannelsen også kan åbne samme mulighed for arbejde som forsker, samtidig med arbejdet som læge.
Jeg er udemærket klar over, efter noget klinisk praktik på laboratorier specielt, til at livet som læge og studiet der fører dertil som set i forskellige TV-serier er noget fordrejet fra virkeligheden, og at det kræver meget af ens fritid og karakter. Tanken om at måtte give op på halvvejen skræmmer mig, og jeg er intet geni, men jeg føler at jeg hellere vil have prøvet, end at vælge den nemme vej, som jeg nu føler at jeg gjorde efter gymnasiet.
Her kommer mine (forhåbentlige) relevante spørgsmål efter denne lange smøre så:
-
Lyder medicin med mulighed for speciale i et mere diagnostisk speciale som noget i ville anbefale i min situation, eller ville det være bedre at vælge et mere forskningspræget fag?
-
Hvis jeg søger ind, kan jeg søge ind med kvote 1? Jeg tænker at min gennemsnit er OK, selv uden 1,08 bonus (tænker Århus som 1. prioritet) - men kan jeg stadigvæk anvende kvote 1 ved studieskifte og er 1,08 bonus stadigvæk gyldig to år efter studieskift? (Måske skulle man stille disse til en uddannelsesvejleder)
-
Jeg har nu godt 6 måneder før ansøgningsfrist, hvad vil i anbefale er den bedste måde at blive afklaret med hensyn til medicinuddannelsen? Jeg kender en anden studerende, men vil helst ikke bombardere hende med for mange spørgsmål, og vi taler kun over facebook i ny og næ.
- Jeg håber at jeg har skrevet dette i den rigtige kategori, hvis den burde postes i studmed debat beklager jeg.