Jeg er en pige på 27 år, der har arbejdet som sygeplejerske i 1,5 år og som gennem mange år har overvejet medicinstudiet. Da jeg er sproglig studerende skal jeg supplere naturvidenskabsfagene og kan tidligst være færdige hermed om 1 år, måske 1,5. Min største bekymring er, at jeg bliver for gammel til studiet? Jeg hører meget om, at man kæmper meget om intro og hoveduddannelsesstillinger og at de studerende, der er startet tidligere oftest bliver foretrukket, da disse har nået mere. Desuden tænker jeg meget over, at der jo nok også skal komme et par børn i studietiden, hvilket jo yderligt vil forsinke processen. Jeg er ikke typen der ønsker at prioritere mit arbejde/studie over alt andet og har et ønske om, at kunne kombinere familie og arbejdsliv side og side.
Er der mon nogen, der har nogle erfaringer med ovenstående?? Ville blive meget taknemmelig for råd:-)
Start som 28-29 årig, færdig cand.med som 36-37 årig (med to år afsat til baby x 2-3), 1års KBU, 1 års intro… (måske 3-4 års phd hvis du vil være hjertemediciner i Skejby)… Færdig speciallæge måske som 38-41 årig, med i 5-8 års arbejde i mellemtiden. Du har så en karriere på omkring 30 år foran dig til forskel for de absolut yngste der har omkring 40.
Du må indstille dig på at konkurrence om introstillinger er præget af speciale og location, location, location. Jeg mødte en læge i tidlig klinik som både var mor, lidt sen starter og havde taget PhD før hun begyndte på KBU stillingen. Hun virkede ikke til at fortrudt noget.
Hvis du vil skynde dig igennem kan du altså spare noget tid ved at flytte til en mindre (mere børnevenlig også?) by under uddannelsen og ved at finde et speciale som der er mindre kamp omkring. Men hvis du vælger at forsinke studiet med PhD og anden forskning / arbejdsstillinger, er det jo ikke fordi du spilder tiden. Du tager bare forskud på arbejdet eller bidrager med information, som ingen i verden kendte til.
Folk er begyndt på studiet hvor de har været tættere på 40 end 30 og i 2012 var omkring 10% af de optagne 25 eller ældre.
Gør det!!!
Jeg er mor til fire, har en god sundhedsfaglig uddannelse før jeg startede på medicinstudiet. Jeg var 32 år da jeg startede og er nu på kandidatdelen. Ja, det kan være hårdt indimellem med mindre tid til rådighed til læsning, men jeg har dog ikke dumpet nogen eksaminer. Man lærer at være effektiv og at prioritere. Ikke en dårlig egenskab at erhverve sig.
Jeg har aldrig fortrudt det, tværtimod er det det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Og det er ikke en dårlig ting at få børn under studiet. Når først du er færdig som læge er der meget mindre fleksibilitet i forhold til din tid og det tror jeg der er mange yngre læger med meget små børn, der martres med. Du skal ikke være bekymret over jobmuligheder, meget kan nå at ændre sig, men det er rigtigt at du må være realistisk i forhold til, hvad du vil være villig til at ofre. Og det er aldrig en dårlig ting at have en sundhedsfaglig uddannelse bag sig. Lad være med kun at se begrænsninger, se mulighederne. Hvis du når at få børn undervejs i studiet, står du ikke som en der snart skal på barsel, når du søger jobs og i visse specialer er det en fordel med modenhed.
Rigtig god fornøjelse, jeg håber du er sprunget ud i det.
Spring ud i det Guni. Jeg bliver lige straks færdig kand. og har tre vikariater bag mig. I den frobindelse har jeg oplevet at det er mere reglen end undtagelsen at de yngste (mht alder, ikke ancennitet), har sværest ved at omstille sig til den virkelige verden, og ofte har svært ved at begribe hvorfor alle deres tolv-taller ikke hjælper dem når en pt’s kliniske tilstand, opførsel, kommunikationsever osv. ikke passer ind i de rammer, de hele deres tilværelse har navigeret efter. Vi har brug for din slags ude på sygehusene, den slags der har set lidt af verden udenfor diverse læreanstalte, har indsigt i andre faggruppers arbejdsforhold og som kan håndtere at tingene ikke altid går som man kunne ønske sig, så søg for pokker! Bare mine 2 cents…
