Aktiv dødshjælp - hvad mener I?


#1

Efter med stor fornøjelse at have læst debatten om brugen af forsøgsdyr på medicinstudiet og kraftigt inspireret af TV2’s program om emnet d. 9/6 synes jeg det kunne være voldsomt interessant at høre Danmarks kommende læger om endnu et moralsk og etisk spørgsmål…

Så hvad mener I om emnet aktiv dødshjælp? Har et voksent menneske retten til at bestemme over sit eget liv fx i tilfælde af uhelbredelig sygdom? Selvfølgelig har man altid retten til at nægte behandling, men har man også retten til at få afkortet sit liv, hvis det er det man ønsker?

Det er et svært spørgsmål, som da også skiller befolkninger ad over hele verden, men det gør det jo bestemt ikke mindre interessant…

Min mening er, at enhver voksen person, der er ved sine fornufts fulde brug har retten til suverænt at bestemme over sit eget liv, men det er jo tilsyneladende noget som mange her i landet ikke er enig med mig i - bl.a. Folketing og Etisk Råd mv.

Om jeg selv i en given situation ville vælge at afkorte mit eget liv, hvis jeg var uhelbredeligt syg er et godt spørgsmål, som jeg ikke kan besvare - og forhåbentlig heller aldrig kommer til. Et andet sprøgsmål er om, jeg som læge ville være i stand til at udøve aktiv dødshjælp - jeg tror det, men er da slet ikke sikker.

Faktum er dog at vi i Danmark ikke tillader aktiv dødshjælp, men burde vi det? Efter min mening burde vi selvfølgelig lade voksne mennesker bestemme over deres eget liv selv…

Hauge


#2

Det afgørende for mig er ikke så meget om et voksent menneske skal have lov til at afslutte sit eget liv ved uhelbredelig sygdom, for det mener jeg egentlig er i orden. Men der hvor jeg har problemet i forhold til aktiv dødshjælp er når vi taler om patienter der ikke kan / vil være den aktive udøver deraf, altså når det bliver pålagt et andet menneske at skulle tage et liv. Det mener jeg faktisk ikke at man kan pålægge et andet menneske.

Men jeg mener da så samtidig at hvis en læge - forudsat at aktiv dødshjælp var legaliseret - vælger at deltage i de aktive handlinger, så kan jeg egentlig ikke have noget imod det. Men valget skal være der, for dem der skal udøve den aktive dødshjælp, hvis jeg skal kunne tale for det.

Noget helt andet er, at jeg synes at mennesker i dag har meget travlt med at definere hvad de må og har ret til i den individuelle friheds navn. Jeg savner lidt en anden debat, nemlig den der handler om, hvordan vi gør det bedst muligt for døende patienter, når vi nu ikke har legaliseret aktiv dødshjælp.

Meget ofte bunder kravet om aktiv dødshjælp jo i en situation, hvor mennesker har oplevet en magtesløshed overfor familiemedlemmer og det skal de så ikke selv udsættes for. En sådan oplevelse af magtesløshed kan som jeg ser det primært skyldes to ting : 1) For dårlig omsorg fra sundhedspersonalet og 2) Angsten for at døden indhenter selv os og vores familie.
Disse to faktorer er noget man kan arbejde med at gøre bedre.

Som mennesker bliver vi nødt til at forholde os til døden og prøve at affinde os med at den kommer og som kommende læger tror jeg det er vigtigt at forholde sig til om man vil være dødens fjende #1 eller om man kan acceptere at døden af og til melder sig på banen som en del af livet.

Jeg tror at hvis mennesket kan bearbejde sin angst for at dø og få vished om, at døden ikke behøver at være pinefuld og grim … så vil kravet om den aktive dødshjælp måske ikke være det vigtigste længere.
For i bund og grund mener jeg egentlig at en legalisering af aktiv dødshjælp vil være en falliterklæring overfor den terminale pleje. Især da vi jo har en lovgivning i DK der sikrer at læger må smertedække også selv om det måtte fremskynde døden.


#3

Til yderligere inspiration kan jeg henvise til dette nr. af Ugeskiftet.

Etiske overvejelser ved afslutning af intensiv terapi
http://www.ugeskriftet.dk/2004/2404/VP-html/VP42961.htm


#4

Aktiv dødshjælp kan vel være okay i nogle henseender, men hvad med patienten der ombestemmer sig for sent? Man kan selvfølgelig have flere psykologiske undersøgelser af patienten før man yder denne “service”, men man ved aldrig… Yderligere synes jeg også det er et stort dilemma at stille en læge overfor. Jeg læser ikke medicin for at tage folks liv, men for at rede menneskeliv. Det lyder måske lidt pop-agtig, men jeg synes ikke det er en ting, der falder ind under vores jobbeskrivelse. Det betyder ikke, at jeg ikke har stor forståelse for den indvalide patient der ikke har lyst til livet mere, eller en patient, der går rundt med så mange smerter, at hun/han hellere bare vil dø stille og roligt. Det man som læge kan gøre, er at stoppe behandlingen, og lade naturen gå sin gang, selvom det kan tage pænt lang tid i nogle tilfælde. Hvor ville man også sætte grænsen for hvem, der må benytte sig af denne ydelse? Er det folk der ikke kan tjene samfundet mere, er det folk med dødelige sygdomme, er det teenageren der har fået en mindre depression; hvem er det? Og hvem bestemmer hvem det er?


#5

Min far har været meget syg i lang tid, hvor hans sidste tid, var midelst sagt umenneskelige, både for ham og for hos efterladte.

Der havde jeg ønsket at et der fantes noget mere aktiv dødshjælp i danmark.
Under min fars sygdom modtog vi uvunderlig hjælp fra skt. lukas stiftelsen, men da der er en paliativ “service” som bundet i det kristensen, kunne vi ikke få en større hjælp på dette område, selv om vi modtog så meget andet hjælp.
Den eneste måde de kunne hjælpe på, var at skære alt vand væk, under indgift af medicn, så min far døde hurtigere. Dette var ikke værdigt, men sådan som det endte.
Hvis nogen på et tidspunkt vil diskutere aktiv/ikke aktiv dødsjælp, hvor de er imod, så skal de prøve at stå i en situation, som ligner vores. Det er noget som ændre mange holdninger.


#6

Personligt mener jeg ikke at det skal ind under læge gerningen at “tage” liv - vores job er lindre og det tolker jeg ikke som at tage liv. Jeg synes at den måde det foregår i dag er helt fint.

Jeg ved at døden kan være smertefuld og sikkert oftere for de pårørende end for den døende. Døden kan desværre ikke altid blive smuk, det er livet heller ikke altid.

Det er klart at vi som læger skal gøre alt for at “afskeden” bliver så smuk og fredfuld som muligt og det mener jeg også man kan på nuværende måde.

Jeg vil ikke være bøddel, jeg vil ikke være dommer over liv, jeg vil ikke være den der skal tage ansvar for at vurdere om et liv skal afsluttes før tid. Og jeg vil slet ikke være den der afslutter en andens liv, ej heller hvis den døende og/eller de pårørende ønsker det.

Jeg er bare et menneske.


#7

Problemet idag, er at der er meget stor forskel på hvor meget man lindre.
På nogle afdelinger, sørger man for virkelig at smertedække folk, så man ikke behøver at fjerne alt vand indtag.

Mens hos skt. lukas var den eneste måde som du kunne hjælpe med at fremskynne døden, så den blev lidt mindre uværdig.

Den passive dødshjælp som du omtaler findes ingen steder på offentligt.
Det er op til lægen at vurdere hvor meget der skal til for at personen er smertedækket.

Jeg mener ikke at vi skal have dødslæger, som går rundt og giver folk et ordenligt skud KCl.
Jeg ville bare ønsker at der var tager bedre stilling til passiv dødshjælp, offentligt.


#8

Jeg har personligt aldrig i forbindelse med arbejdet på et hospital stået i en situation hvor vi skulle fratage en patient væske og ernæring for at få døden til at indtræffe hurtigere. De steder jeg har arbejdet har vi sagtens kunnet “klare os” med den såkaldte dobbelteffekt ved morfin indgift.

At den passive “dødshjælp” ikke skulle finde sted i det offentlige kan jeg absolut ikke følge dig i. Paragraffen omkring dobbelteffekten blev vel netop indført så at ingen læge ville kunne stå anklaget forat have udført aktiv dødshjælp i forbindelse med smertelindring af en patient.

Og jeg er egentlig heller ikke synderligt enig i udsagnet at det er lægen der vurderer hvornår patienten er smertedækket. Da jeg arbejdede som sygeplejerske ordinerede lægerne da morfin pn baseret på vores observationer og jeg kan ikke helt forestille mig at det ikke skulle være sådan i dag heller.

Jeg ved ikke hvordan Skt. Lukas stiftelsen kører deres hospice virksomhed, men stort set alle andre hospices gør da en æressag ud af at smertedække deres patienter … Jeg forstår ikke helt hvis ikke de skulle gøre det.

Og så lige et spørgsmål … hvorfor bliver døden mere værdig fordi man fremskynder den? Og hvem er det du synes døden skal være værdig for - dig eller din pårørende?
Jeg har selv mistet min mor - hun fik levermestastaser sekundært til en colon cancer - og det forløb var absolut heller ikke rart. Hun blev ikke smertedækket, da der dengang ikke eksisterede en lov der sagde at det var ok at smertedække også selv om man på den måde kom til at fremskynde døden. Hun havde faktisk temmelig ondt og var meget bange. Men om det var uværdigt ved jeg nu ikke - vi var da ved hende under sygdomsforløbet og min far var der til at holde om hende da hun døde. Hvad uværdigt er der i det?

Jeg mener ligesom Frold at vi skal lindre … den gamle Hippokratiske ed er faktisk ikke så tosset endda. Og hvis du ikke mener at vi skal have læger der dræber patienter, hvad er det så egentlig du gerne vil have, som vi ikke allerede har?
Jeg tvivler ret kraftigt på at der findes læger som ikke har overvejet hvordan de vil forholde sig i situationen med en terminal patient.


#9

stadigvæk er det tilfeldt hvor morfin ikke er nok, jeg taler desværre af personlig erfarring.
Først blev mads taget væk, da det ikke virkede, blev også alt unødigt væske fjernet, stadigvæk gik der langtid.
Morphin var ikke stræk nok, så man blev nødt til at bruge metadon, ellers kunne det ikke være i strøjten.
Jeg er ikke i tvivl om at min far var smerte dækket, men han døde ikke.
Han var ikke ved bevidsthed, men trak selv vejret, Dobbelt effekt eller ej.

Det er et problem som langtidssyge, kraftpatienter kommer ud for, efter de er blevet behandlet med morfin, contalgin, og ligende stoffer, i langtid.

Skt. Lukas stiftelsen var også meget i chock over at det gik som det gik, og at det tog så lang tid.
Men da vi havde min far hjemme (min mor er læge, og jeg er mediciner), var det ingen som sørgede for at min far var rigeligt smertedækket, som en sygeplejeske nok ville.
Vi sørgede bare for at han ikke havde ondt.

Det var en meget lang og ubehagelig død, som ikke var noget menneske værdigt. Dette er heldigvis sjældent at dette sker.