Hej,
Jeg er en “ældre” yngre læge og står over for at skulle vælge karrierevej. Jeg har tidligere været meget opsat på almen medicin, men da jeg generelt kan lide forskellige dele af lægegerningen, flirter jeg ofte med andre specialer. 
Jeg overvejer at prøve en introduktionsstilling i psykiatri, inden jeg starter hoveduddannelse i almen medicin, og har i den forbindelse gjort mig nogle overvejelser:
1.) Vedrørende psykiatrien: Jeg kan godt lide patientkontakten og de dybe samtaler med patienterne. Jeg synes, tværfagligheden og den lidt mere antropologiske og filosofiske tilgang er spændende. De sidste par år har jeg mødt flere psykiatere, som fremstår meget afbalancerede og tilfredse med deres arbejdsliv. Jeg tiltrækkes også af den psykoterapiuddannelse, man får under hoveduddannelsen, og synes, arbejdet virker spændende – især hvis man er heldig at være på en arbejdsplads med gode kollegaer. (Det skal tilføjes jeg har arbejdet i psykiatrien men i uklassificeret stilling hvor det primært drejede sig om psyiatrisk akutmodtagelse).
2.) Min bekymring er, at det kun er dele af psykiatrien og bestemte patientgrupper, der tiltaler mig. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt psykotiske og voldelige patienter er min niche. Samtidig kan jeg være bekymret for, om man kan blive frustreret, hvis man oplever, at man gør det, man kan med samtaler og medicin, men at patienternes sociale forhold nogle gange kan være ophavet til deres problemer og det her er svært at have mulighed at ændre på disse.
3.) Jeg synes også, psykiatrien har den fordel, at man som speciallæge kan arbejde i ambulatorium, og tanken om en egen praksis tiltaler mig også. Det er dog semisvært at få ydernummer (selvom mulighederne måske stadig er bedre end i flere andre specialer), og jeg ved ikke, om man vil blive skuffet, hvis den dør viser sig at være lukket senere.Den politiske reform af sundhedsvæsenet stresser mig. Specielt inden for almen medicin synes jeg, det er svært at vide, hvilke arbejdsforhold og arbejdsopgaver man kommer ud til om 5 år, og hvordan specialet udvikler sig over tid. Udvidelsen af det nære sundhedsvæsen og flytningen af opgaver fra sygehus til almen praksis gør mig bekymret for, om arbejdet i højere grad kommer til at bestå af bestillingsopgaver.
4.) Jeg oplever, at udbrændthed blandt praktiserende læger er høj. Jeg har to små børn og er gået fra ikke at have noget imod, at arbejdet fyldte meget og var en stor interesse, til nu at synes, at fritid betyder enormt meget. Inden for almen medicin er deltid selvfølgelig en mulighed, men da jeg er separeret, skal det også balanceres med økonomien.
5.) Tidligere tiltrak det mig at blive praksisejer, men jeg kan se, at de kollegaer, der er praksisejere, lægger mange ekstra timer i at få det hele til at hænge sammen – ofte med administration, blodprøver osv. om aftenen. Nogle arbejder i regionsklinikker, men er det mon lige så tilfredsstillende rent klinisk?
6.) Selvom jeg kan lide bredden i almen medicin, kan jeg også mærke, at jeg med alderen længes efter at skrue lidt ned og fordybe mig mere. Det tiltaler mig at have et mere specialiseret område at navigere i. Når det er sagt, holder jeg også meget af patientkontakten og bredden i almen praksis.
7.) Måske mine overvejelser lægger op til at tage en introduktionsstilling i psykiatri, men da jeg har nogle stillinger bag mig føler jeg samtidig at jeg brugt lidt langt tid i yngre læge limbo og tror at det i sig selv kan give lidt udtrætning pga til tider maglende retning og at altid være lavest i hierarkiet
Hvis I sidder inde med erfaringer fra almen medicin eller psykiatri, må I meget gerne byde ind. Det er altid rart at høre, hvordan andre har oplevet specialerne.// BH