At tage ansvar

At tage ansvar
0

#1

Hej alle!

Er en temmelig frustreret 4. sem. stud med. Jeg har gennem hele studiet (så langt, som jeg nu er kommet) tænkt meget på, hvordan det egentligt bliver engang at arbejde som læge. Hvordan bliver det at skulle tage det kæmpe ansvar på sig? Er det virkelig noget, som man kan lære i løbet af studiet, hvis man ikke har en eller anden “medfødt” selvsikkerhed?

Jeg synes bare ikke, at det er noget, er bliver sat særlig meget fokus på i studieforløbet. I forbindelse med undervisningen er der lidt sådan en “det er forbudt at fejle” stemning (i hvert fald der, hvor jeg har været), og er det også sådan ude i “den hvide verden” - måske er der nogle lidt mere erfarne folk, der kan fortælle lidt om deres oplevelser?

Det er i hvert fald en problemstilling, som jeg godt synes, kan tage vejret lidt fra mig…det virker bare så umuligt, at skulle kunne leve op til hvervet…er det noget, som andre tænker på?


#2

Uden at have nogen praktisk erfaring i selve hvervet, vil jeg alligevel komme med en enkelt kommentar. Man bliver lidt nødt til at vende sine spørgsmål indad. F.eks. ansvar har du overfor dine patienter og pårørende, og hvis du vil vide hvordan du skal håndtere det, er det bedste du kan gøre, selv at vurdere hvad DU ville forvente. Fordi det erhverv du kommer ud i, handler om mennesker som dig selv. Det er at kunne tage ansvar for sig selv og egne handlinger, der gør at du til enhver tid vil kunne forsvare dem overfor andre.

Det er aldrig forbudt at fejle, og hvis du føler du har gjort alt hvad du kunne, og overvejet situationen udfra det du vidste på et givent tidspunkt, vil du også sagtens kunne bære ansvaret for det. Også selvom du tog fejl.

Det er det der, for mig, får mig til at trække vejret igen. Hvis jeg kan stå inde for alt hvad jeg gør på et givent tidspunkt, vil jeg også kunne gøre det for andre…

Det er det bedste jeg har kunnet fremtrylle, men du har ret i, at tanken hurtigt kan tage vejret fra én. Jeg glæder mig til også at høre andres holdning til det.


#3

Jeg vil gerne komme med mine indtryk omkring den problemstilling. Jeg er selv færdig om et halvt år, men har haft i alt 6 måneders vikariat på medicinske afdelinger, senest her i sommer, så jeg har da noget erfaring.

At studiet giver indtryk af en “forbudt at fejle”-stemning, er det noget du oplever fra undervisere og forelæsere, eller er det stemningen blandt de studerende du tænker på? Selv synes jeg det altid har været en ret afslappet holdning til det at være læge blandt underviserne. Til gengæld kan de studerende på nogle hold ofte forekomme meget ambitiøse omkring eksamener, og der er et pres på for at ikke bare bestå, men få gode karakterer. Blandt nogle, som sagt, især på den nye studieordning.

Men tilbage til selve arbejdet:
Det første du skal tænke på, er at man får ikke tildelt alt ansvar den samme dag du tager den hvide kittel på for første gang. Som turnuslæge er man i en uddannelsessituation, og det tages der oftest højde for. Man forventes ikke at kunne det hele selv, og vigtigst, man har altid en erfaren læge man kan kontakte opstår der problemer i vagten.
Det meste arbejde man laver er ret rutinepræget, man skriver journaler og ser patienter til stuegang og i ambulatorier. Er der en problemstilling man ikke kan finde ud af, konfererer man med en overlæge eller en anden mere erfaren kollega, og på den måde lærer man hele tiden hvordan man takler en lignende problemstilling en anden gang.

Det største pres man oplever som turnsuslæge er nattevagten. Her er det lidt forskelligt hvor du er, men her kan man godt stå alene med mange ting, hvor bagvagten er 20-30 minutter væk. I disse situationer er det kun at gøre så godt man kan, og kalde på hjælp så snart du mener det bliver for svært. Nærmest den eneste fejl du rigtig kan lave er at undlade at kalde på hjælp.
Oftest er der tid nok til at undersøge tingene, og til at vente på hjælp, men ved f.eks. hjertestop eller andre hyperakutte situationer må man bare gå igang med de ting man nu har lært.

Til gengæld så bliver ansvaret aldrig mindre for os som læger. Når man har mestret rollen som turnuslæge og forvagt, bliver man ansat som mellemvagt og efterhånden som bagvagt. Hele tiden med mere ansvar og færre mennesker der kan dække ens ryg. Men det er en gradvis proces, det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, og om du oplever at ansvaret er ved at blive for stort for dig, så tag det med i dine overvejelser omkring specialevalg.

Den bedste måde at imødegå alt dette er at tage et vikariat under studiet. Som vikar forventes det mindre end der gør som turnuslæge, men er du kommet langt nok i studiet, så kan man næsten det samme. Man skal endvidere altid have en bagvagt i huset som studentervikar, så hjælpen er nærmere end den er for en turnuslæge.

Håber du kan bruge dette til noget

Sveinar


#4

Hej igen!

Tak for de gode svar -ja, det er bestemt noget, som jeg kan bruge til noget :lol:

Til dit spørgsmål, Sveinar, om hvem det er, der “skaber” den der du-må-ikke-fejle-stemning, så er jeg enig i, er det er et fænomen blandt studerende. Underviserne er ganske rigtigt mere “afslappede”, og der er jo også forskellige tiltag udi eksaminatorietimer, øvelser etc, der netop skal give os plads til at stille alle “de dumme spørgsmål” mens tid er. Men dér oplever jeg ofte, at vi som studerende ikke er gode til at benytte os af lejligheden, men bare kigger ned i bordet, når der bliver spurgt, om vi er med. En lidt speciel “gruppedynamik”…

Men i øvrigt tak for dit tip mht. vikariat - det er bestemt noget, som jeg vil overveje, når jeg engang kommer så langt.

Er der andre, der har lyst til at øse ud af deres erfaringer, så er det meget velkomment!


#5

Kan bestemt godt følge dine tanker.

Det kan virke skræmmende at de ting man gør og siger kan få store og alvorlige konsekvenser for andre mennesker.

Selvom vi lærer rigtig meget gennem studiet, så føler man desværre også at der er rigtig mange ting som man ikke har styr på… og som kun tid og øvelse kan lære en.

Det kan være svært at stå på en afdeling blandt nok så erfarne læger der tilsyneladende ved det hele… og så skulle stille spørgsmål omkring de mest banale ting, som man burde have vist, men som man blandt al den anden viden man har proppet ind i sit hoved ikke lige kan huske.

Synes også at der er en enorm forskel på ens kollegaer ude på afdelingerne omkring hvordan de håndterer os nye ‘næsten’ læger… for det meste er de fleste meget hjælpsomme og vil hellere end gerne øse ud af deres viden. Men desværre får man også nogle gange følelsen af at man bliver betragtet som en belastning der helst skal øve sig på at ikke stå i vejen.