Jeg håber, I kan komme med et råd. Jeg startede på medicinuddannelsen i sommers, og indtil videre har jeg klaret mig finde ved alle eksamener. Mit problem er dog, at jeg altid bliver så bange for, at jeg har dumpet en eksamen, at det påvirker mig faktisk lige indtil, jeg får svaret på eksamen.
F.eks. har jeg i dag været til eksamen - jeg kunne langt fra svare på det hele, og nu er jeg bare så bekymret for, om jeg har dumpet. Jeg synes, det er vildt hårdt at være i og jeg har svært ved at se, om jeg kan “holde det ud” de næste 5 år.
Er der nogle af jer, der har et råd til at håndtere dette?
Modsat Neurodivergent synes jeg ikke du skal overkomme frygte for at dumpe ved netop at dumpe en eksamen med vilje, især når du har klaret dig fint indtil videre.
Jeg synes det er svært, der er mange måder at finde ro i det på, indtil man får svar - men jeg prøver altid at fylde kalenderen med ting jeg har glædet mig til, som først kunne lade sig gøre, når der ikke var så meget læsning.
Se venner, besøge familie, læse skønlitterært etc.! Det er træls at man går og venter, men udfyld ventetiden med gode ting og sjove aktiviteter! Hvis det tynger dig meget så prøv at tal med dine medstuderende
Nu skriver du ikke hvilket fag du har været oppe i, eller hvilket uni du går på.
Men hvis det var B4, genetik på SDU, så er du nok ikke den eneste med dén følelse i dag!
Jeg kender godt følelsen af eksamenspres og forventninger, både fra ens omgangskreds og sig selv. Jeg øver mig i at sænke forventningerne for at tage noget af presset, men uden at “slække”. Jeg gør en stor indsats, men omvendt må det aldrig være altoverskyggende. Lægestudiet er til tider lidt af en stress-test, men sindssyg spændende og givende, synes jeg! Og jeg ville aldrig vælge om.
Jeg havde selv meget svært ved det pres, som opstår både før og efter en eksamen - men det er et pres, som man udelukkende udsætter sig selv for. Dine venner, familie, studiekammerater vil dig kun det bedste, og hvis du en dag dumper en eksamen, så er der absolut intet tabu.
Hvad er det værste der kan ske? Nogle gange bliver man nødt til at sætte tingene i perspektiv.
Ja, det kan godt være, at du skal sidde i din sommerferie og læse op på en re-eksamen, men om 5 år vil du tænke “Tak for kampen, og nu er jeg læge”
Medicinstudiet er ikke en dans på roser, og en uddannelse er ikke noget, som skal få dig ned med nakken. Hellere tage tingene stille og roligt end at have ondt i maven hver anden måned over en eksamen.
Kæmpe virtuel krammer fra en, som har stået i præcis samme situation
