Debatten på et skråplan?

Jeg vil lige komme med en slags meningstilkendegivelse, angående debatten her på forummet de sidste par uger/måneder. Alt der kommer står totalt for egen regning, og er ikke ment som irettesættelse eller lignende. Blot til inspiration til eftertanke.

Jeg synes at trådene især omkring studiemetoder, og optag på studiet her i 2021 har været frustrerende. Meget livlige, som er en god ting, men stadig frustrerende. Jeg har talrige gange oplevet at nogle har startet en tråd, eller stillet et spørgsmål i en tråd, og hvor “svarene” der kommer tilbage byder op til konflikt - ikke diskussion. Det kunne fx. være nogen der efterspørger hvilke bøger der bruges på et givent universitet på de første kurser. Ofte synes jeg at der kommer et par affejende svar a la; “lad være at læse forud - det er spild af tid” eller “du skal huske at nyde din ferie - du får travlt nok når det starter” etc. Jeg er ikke i tvivl om at dette er skrevet i en god mening ud fra de erfaringer den der skriver det har gjort sig. Formuleringen er bare uheldig. Det at statuere at “det er dumt at læse forud” er jo baseret på en der har oplevet at det ikke var konstruktivt for den person at læse forud. Men det giver ikke mening at antage at alle andre har det på samme måde. Jeg forstår udmærket hvor personen der svarer dette vil hen, men hvis det havde været formuleret som; "De bøger der bruges på første semester på xxx er y og z. Jeg kunne bedst lide z. I øvrigt oplevede JEG at det ikke var konstruktivt at læse forud, da jeg (indsæt forklaring). På denne måde bliver en erfaring givet videre som neutral, og så kan modtageren tage det han/hun kan bruge fra den. Ved at insinuere at vedkommende der spørger er galt afmarcheret, bare for overhovedet at spørge, gør kun at en konflikt er det nærmere.

Jeg ville bare minde om at hvis vi holder os til at svare på det der faktisk bliver spurgt om, og kun giver råd når der er bedt om dem, og ikke automatisk antager at alle andre vil se det på samme måde etc… Så kan vi få en debat der gør os alle klogere og udvider vores horisont.

14 Synes om