Den sociale start på studiet AU

Hej med jer!
Jeg er kommet ind på medicin på AU på vinterstart. Jeg ser meget frem til både selve studiet, men også til at lære nogle nye forhåbentligt fede mennesker at kende.
Jeg er nysgerrig på, hvordan det foregår de første par uger. Jeg ved, man forsøger at ryste folk sammen med rusture osv., men mere specifikt.
Hvad er jeres oplevelser med det? Ender man relativt hurtig med at føle sig bekvem i selskab med alle de her nye mennesker, man ikke kender, og er der generel god stemning?
Hvad består rusugerne egentlig overhovedet af?
Hilsen en kommende studerende

1 Synes om

Hej med dig!
Først og fremmest - kæmpe tillykke med optagelsen! Fedt fedt!
Jeg startede også som vinterstart på AU i 2020. Nåede det lige inden corona. :melting_face:
Der sker alt muligt de første par dage! De nye studerende, russerne, starter om onsdagen ugen før resten af universitetet, så man har det lidt for sig selv de første dage. Så vidt jeg husker er der heller ingen reel undervisning før mandag, så man har god mulighed for at fokusere på det sociale.
Da jeg startede spiste vi morgenmad sammen i de respektive hold (klasser, men det må man åbenbart ikke kalde det :wink: ) og så var der forskellige ryste-sammen-aktiviteter arrangeret af tutorerne bagefter. Tutorerne er generelt rigtig gode til at sætte stemningen og løsne lidt op! De tager ligesom styringen den første uges tid og det fungerede rigtig fint.
Helt konkret består de første dage meget af oplæg omkring det at være studerende, rundvisninger på universitetet og i byen, forskellige lege og konkurrencer med dit hold og så er der også en del aktiviteter om aftenen. I 2020 havde vi både en brætspilsaften med hele holdet (dvs. ~32 mennesker!) en af de første dage, en aften hvor vi i mindre grupper spiste sammen hjemme hos en tutor, en studiestartsfredagsbar kun for den nye årgang om torsdagen (:man_shrugging:) og pubcrawl med studiestartsfest bagefter. Det hele er arrangeret på forhånd, så man skal bare dukke op! Men det er nogle intense første dage/uger og det er præcis lige så akavet og nyt og spændende og lidt angstprovokerende som alle mulige andre nye begyndelser. Heldigvis er alle i samme båd og min oplevelse var, at man ret hurtigt følte sig som “en del af flokken”.
Halvanden/to uger inde i studiestart er der så rustur over en weekend, hvor man er et par hold afsted samlet. Meget sådan klassisk lejrskole-vibe, sove- og spisesale, stjerneløb og bustur med fællessang. :wink:

Så, TLDR: Ja, stemningen de første uger er noget helt særligt! Det er super intenst ryste-sammen, men mit indtryk er, at de fleste ret hurtigt falder til. Alle er nye og lidt nervøse. Nyd det! Og god studiestart til dig :partying_face:

1 Synes om