Det sværeste ved studiet er at blive optaget?

Hejsa
Jeg er nu takket være Gud optaget. Nu vil jeg så en gang for alle få be- eller afkræftet den velkendte sætning “det sværeste er at komme ind på selve studiet”. Jeg lider uden tvivl af imposter syndrome og betvivler mine evner til at komme igennem studiet og sågar om jeg fortjener at blive læge. Sætningen har jeg hørt allermest fra færdiguddannede læger og studerende der er langt inde i studiet og måske derfor kan tillade sig at sige det - I really don’t know?

3 Synes om

Altså, jeg har jo hørt det selv. Så håber at høre fra nogle der er igang med studiet eller har været.
Jeg synes hvertfald selv at det har været en rimelig lang process.

Jeg har svært ved at se meningen med den sætning. Og er ikke stødt på den blandt medstuderende.
Skulle det være sværere at få et højt snit i gymnasiet, end at gennemføre medicinstudiet?

1 Synes om

Jeg har nu færdiggjort første semester, og ja det er hårdt, og arbejdsmængden er betydelig større end gymnasiet. Forskellen er dog, at i gymnasiet der følte jeg i høj grad, at stoffet slet ikke fangede mig og mange af fagene kunne jeg slet ikke se nogen mening med (gik på stx), hvorimod på medicinstudiet, så er det meget hårdt arbejde, men stoffet er virkelig spændende, og så snart man finder gnisten og disciplinen, så bliver det hele meget spændende og lærerigt som studerende. Tror dog ikke, at man kommer igennem studiet uden og have en følelse af usikkerhed, men hvil i dig sev. Du er kommet ind af en grund!!

1 Synes om

Jeg har nu gennemført bacheloren, og kom ind gennem kvote 2, så det var da svært at komme ind, men jeg vil nu mene at studiet er langt mere krævende end optagelsesprøver eller gymnasiet :slight_smile: Held og lykke dog, det kan sagtens lade sig gøre, og det er super fedt. Alle føler sig på et eller andet tidspunkt “ikke dygtige nok” det er helt normalt.

3 Synes om
  1. semester AU her. Først og fremmest vil jeg sige, at det virkelig kommer an på hvordan du er som person! Men min oplevelse har virkelig stemt overens med den sætning.

Jeg havde et snit på 12 i gymnasiet og har et snit på ~8 på medicinstudiet (ikke at det betyder noget), men alligevel synes jeg det var mentalt sværere at gå på gymnasiet end på uni.

På gymnasiet skulle man konstant præstere til et 10/12 tal hver eneste dag, man skulle møde fra 8:15 til 15:30 hver dag (selvom det blev betydeligt mindre i 3.g), og man skulle lave lektier og afleveringer. Derudover var man i et så indspist fællesskab som var ens klasse, så har man det ikke godt med ens klassekammerater, så er man lidt fucked. Derudover brugte jeg utallige timer på at lave alle gruppe fremlæggelser og afleveringer, fordi dem i min gruppe oftest enten var decideret inkompetente eller dovne. Og nej, man kan ikke bare “gå til læreren” fordi det har en indflydelse på ens karakter alligevel, om så du har gjort din del af det eller ej.

På uni, i hvert fald AU, så har man masser af fritid. Forelæsning i 1,5 time og så 2 timers holdundervisning, det er hvad du MAKS får på en dag. Nogle semestre havde jeg fri 2 dage om ugen eller tit har man kun en forelæsning eller et holdundervisningsmodul… altså, det jeg mener med det er at du har UMENNESKELIG meget fritid, fordi der er så meget selvstudie. Det trives jeg i, fordi jeg selv styrer om jeg vil bruge 20 timer på læsning en uge, hvor jeg har masser af planer eller 40 timer på en uge, som man alligevel gjorde i gymnasiet.

Desuden skal man ikke konstant præstere. Man skal først præstere til eksamen, og man bliver bedre og bedre til at slappe af i det og finde sine læseteknikker.

Og ved du hvad der er allerbedst? At jeg aldrig nogensinde skal trække en doven person op, fordi de ikke har samme ambitioner.

4 Synes om

Virkelig inspirerende læsning, Maddie :star_struck:

Jeg har også hørt at sætningen dels kommer af forskellen i motivation for fagene, som poseidon beskriver, og så af at dén viden man skal tilegne sig ikke er svær at forstå, som den kunne være i gymnasiet. Men der er til gengæld meget af dén.

Hvis man synes at 6 års studiedisciplin er hårdt, så bliver det vel hårdere end gym.
Hvis man derimod synes det er fantastisk spændende og nemt nok at forstå, så føles det vel, om ikke lettere, så i hvert fald sjovere :smiley:

Det var det i hvert fald ikke for mig. Jeg kom igennem kvote 2-optagelsen på første forsøg uden større besvær, men har så til gengæld dumpet over halvdelen af eksaminerne minimum én gang.

Men som man kan læse i tråden, er det sindssygt individuelt og mange klarer også studiet uden at dumpe noget eller meget lidt.

Se om du kan skubbe bekymringerne lidt væk. Når du er kommet ind, er det din plads, og så fortjener du også at være der. Og det er ikke jordens undergang at dumpe en eksamen eller to. Man har jo tre forsøg af en grund.

Og stort tillykke med studiepladsen!

1 Synes om

Er ved slutning af bacheloren og da jeg selv starte på studiet havde jeg også en fejlagtigt ide om, at nu var det sværeste overstået. Jeg synes dog personligt at studiet er lang mere krævende end, hvad man beskæftigede sig med i gymnasiet, men igen så afhænger det af hvordan man er som person. Jeg tror dog ikke man skal regne med at arbejdsbyrden og sværheden er mindre end gymnasiet

1 Synes om

Har du nogle tips til interview? [quote=“RoseW, post:5, topic:20595, full:true”]
Jeg har nu gennemført bacheloren, og kom ind gennem kvote 2, så det var da svært at komme ind, men jeg vil nu mene at studiet er langt mere krævende end optagelsesprøver eller gymnasiet :slight_smile: Held og lykke dog, det kan sagtens lade sig gøre, og det er super fedt. Alle føler sig på et eller andet tidspunkt “ikke dygtige nok” det er helt normalt.
[/quote]