Dit liv som læge?

[LisAnn]

Jeg har skrevet herinde før, for jeg er mildest talt noget frustreret over, at jeg ikke længere er så sikker i mit studievalg(er på 5.sem)
Jeg vil derfor med kyshånd tage imod kommentarer og tanker fra den virkelighed, der venter mig udenfor universitetets murer engang. Jeg ville blive så glad hvis I vil være rigtig ærlige og hverken pynte eller skræmme, men blot beskrive jeres personlige oplevelse af at være ude som ung læge?
Tanker der forvirrer mig er bla:

(Med udtrykket ung læge mener jeg bare turnuslæge, introstilling mm… ja kort sagt de første 3-5 år efter kandidaten…)

Lever jobbet som ung læge op til de forventninger du havde, da du var stud.med? - Er der mere eller mindre pres på, føler du, du var til at gribe opgaven? -Kan du holde fri når du har fri, eller jagter problemstillinger dig i bevidstheden?

Kan man have et “normalt socialt liv”, fritidsinteresser og evt barn, når man er ude som ung læge, eller skal man være mere eller mindre dedikeret til karrieren? Er godt klar over at KBU er vagttung og jeg vil da også være villig til at skulle fokusere på karrieren og være fleksibel i denne periode. Det er self her og de første år af speciale, man skal ud og dygtiggøre sig og sikre sig en masse grundviden til resten af sit lægevirke. Men hvordan ser det egentlig ud med timer… Har man i snit kun 37 eller skal man være villig til mange flere?
Men hvor meget fylder arbejdet i jeres liv og tanker i årene efter uni? Skal man være klar på kun at være læge, eller er der også plads til at være familiemenneske, sportsudøver, læse en roman osv? Ved godt det er meget personligt og individuelt, men det er virkelig vigtigt for mig at høre om…

Er der nogle af jer der har taget lidt alternative veje og fået job i fx industri eller mindre specialer som fx klinisk genetik, immunologi, fysiologi eller? Er der i realiteten muligheder herinden for, eller er disse specialer så små at det er svært at få næsen indenfor?

Tager I arbejdet med hjem? Hvordan har I oplevet springet fra uni og ud i virkeligheden? Er det så skræmmende som de historier jeg har ladt mig skræmme af?

Jeg er glad for at læse medicin og alt det faglige fanger mig virkelig indtil videre (sådan da… biofysik er self en undtagelse), men synes det fylder meget i mit liv. Men jeg har hørt at det bliver lettere på kandidatdelen er det rigtigt?
Mange på studiet har tid til altmuligt ved siden af og når det hele. Jeg må indrømme at jeg hverken fagligt eller samvittigheds mæssigt kan klare mig med at køre på vågeblus, for så først at skrue tempoet op i eksamensperioden. Jeg er ikke blandt de der får de højeste karakterer og føler at jeg altid hænger lidt efter… Vil denne følelse forfølge mig resten af livet medmindre jeg bruger al min tid på medicin?

Der er så mange andre aspekter af livet jeg gerne vil have med, end kun lige jobbet som læge. Dette bekymrer mig, men samtidig ved jeg heller ikke, hvad jeg ellers skulle finde på som tilfredstiller mig på samme måde fagligt som medicin gør… Dertil hjælper det jo heller ikke at jeg efterhånden har brugt 3 år af min SU så mulighederne begrænser sig jo, da jeg også gerne vil ud at tjene nogle penge inden jeg bliver helt gråhåret:-)

Kort sagt: Ville du gøre noget om mht til studievalg eller er lægejobbet ønskejobbet og skal jeg bare lade være med at bekymre mig sådan? Skal man være dedikeret til sin lægerolle, eller kan man godt være “et helt alm menneske” ved siden af? Føler du at du har samme mugligheder som så mange andre, når det gælder fritid, familie og egne interesser? Som I nok kan høre er jeg meget i tvivl om hvorvidt lægejobbet vil føles som ønskejobbet, eller i værste tilfælde vil føles begrænsende i forhold til resten af mit liv og livsprioriteter…
Jeg må indrømme at jeg nok er lidt tryghedsnarkoman og ikke er villig til at flytte til en anden landsdel for den rette introstilling. Dertil betyder familie og nærhed for meget for mig. Er det en for uambitiøs holdning til lægegerningen? - eller tror i jeg vil finde min plads i sundhedsvæsenet?

Håber lidt at høre om jeres liv…

[Kurtmann]

Hejsa

Jeg blev færdig som læge fra København sommeren 07. Jeg læste i maaange år, fik 2 børn undervejs, havde nogle sjove og dejlige år med studie- og kollegieårene, men var absolut også en af dem, der for at klare mig igennem det svære studie måtte kæmpe en kamp med bøgerne for at klare mig igennem de mange eksamener.
Jeg tog aldrig nogle vikariater og var under den sidste del af studiet meget spændt/bange for om jeg nu egentlig egnede mig og var klog nok til at være læge.

Så på mange måder kan jeg meget godt sætte mig ind i alle de bekymringer du går rundt med

Nu har jeg så været ude og arbejde som læge i et år og er meget begejstret! Læringskurven er meget stejl i starten - vores skønne studie forbereder os ikke helt på den virkelighed vi kommer ud i, men det er nok også svært at gøre 100 % og er nok ikke anderledes end for alle andre nyuddannede. Man lever lidt med hjertet i halsen de første måneder, det gjorde jeg i hvert fald - men for hver dag bliver bare så hurtigt dygtigere og sejrene er rigtig mange!!!Jeg har oplevet masser af gode kolleger, der er med til at hjælpe en på vej og støtte en i starten - der er heldigvis masser af backup!Så efter ganske kort tid, så føler man sig faktisk som en “rigtig læge”
Det er ikke fordi jeg ønsker at male et fuldstændig rosenrødt billede af hvordan det er at være ung læge - det er hårdt arbejde, svære sager og et til tider stresset arbejdsmiljø, men jeg synes som sagt at de gode oplevelser, de søde patienter, de faglige udfordringer osv, osv laaangt overstiger det!

Mht fritid og familie, så får vi det i hvert fald fint til at fungere - jeg har klart arbejdet laaangt over 37 t om ugen, men fritiden og friheden er alligevel stor og i det er i hvert fald blevet til mange flere romaner, udflugter og afslapning end under studiet. Det er selvfølgelig surt de weekender, hvor man er på arbejde, men det giver altid fritid på andre tidspunkter. Og så hjælper det selvfølgelig med en fleksibel partner, der kan tage over de skæve timer man er hjemmefra

Så fra en der også under studiet var MEGET i tvivl kan kun lyde en klar anbefaling - det er et dejligt job at være ung læge!

Ina

[turbonegro]

1. del eller hvad det hedder i dag, er mildest talt en ørkenvandring udi absolut unødvendig viden. Jeg stillede dagligt mig selv spørgsmålet om hvorfor pokker jeg skulle lære alt om 2 ligninger med 2 ubekendte og de mest perfide småting indenfor fysik, kemi og anatomi også. Det resulterede i en uofficiel verdensrekord i antal brugte år på et universitetsstudies første år.

2. del var fed, bortset fra farmakologi, der var alt for fysik- og kemiorienteret. Derudover et par frygtelig store eksaminer til slut.

Jeg har ingen anelse om hvordan studiet er skruet sammen i dag, men der er jo ældre studerende at tale med, vikariater at prøve af og dig selv og det du inderst inde føler du har lyst til tilbage. Børn og studie går fint, små børn og turnus går dårligt.

God vind

[LisAnn]

Mange tak for jeres svar. Godt at høre at det ikke kun er mig der er i tvivl under studiet… Jeg synes de fleste omkring mig virker så misundelsesværdige dedikerede til lægerollen…

Kurtmann:
Du skriver du arbejder langt over 37 timer… hvor mange timer er det? Har man slet ikke noget at sige selv i den sag?
I forhold til “helt almindelige mennesker” med et typisk 8-16 job, føler du så at dit job fylder meget meget mere?
Uh det kommer til at lyde som om jeg er en uambitiøs doven hund, men problemet er jo faktisk at jeg ikke er det, og er bange for, at jeg ikke får stillet min faglige nysgerrighed ved at springe over på fx seminariet… (som er mit eneste alternativ for tiden)
Jeg ville ikke have noget imod at arbejde meget mere end 37 timer i en periode af mit liv. Synes bare problemet med lægejobbet er, at det ikke helt lyder til man selv kan kontrollere det store selv, før man er specialist…

Helt håndgribeligt vil jeg også have tid til en lille hest og noget sport i mit liv… mit liv skal virkelig ikke kun være job og karriere. Det værste er bare, at man på ingen måde rigtigt kan forestille sig, hvor meget der egentligt kræves af en læge, når man først er uddannet…-og puha frygter virkelig at læse i 7 år og så slet ikke kunne lide min hverdag…

I skal ikke tage jer af mit piveri, for egentlig burde jeg jo være lykkelig over at læse et så fedt studie… -det er jeg også, tror bare jeg tænker lidt for meget over fremtiden for tiden, og forestiller mig worst case scenario…

[Lassinho]

Jeg er ganske vist ikke færdig med studiet endnu. Jeg vil dog gerne fortælle dig, at jeg blev rigtig glad for studiet, da jeg begyndte at have klinisk undervisning. Nu ved jeg ikke helt, hvordan det er skruet sammen i Århus, men hvis du endnu ikke er gået i gang med den klinisk undervisning, hvor man lærer om sygdommene, så varer det måske ikke så længe, før det bliver rigtig godt. Sådan var det i hvert fald i mit tilfælde.

[LisAnn]

Problemet er egentlig ikke studiet… Det skal jeg sagtens klare…
Jeg er mere bekymret over livstilen som læge. Jeg kan ikke rigtig finde ud af om man overhovedet har noget at sige mht til arbejdstimer og tid inden man er specialist. Jeg vil nødig skulle sætte mit familieliv og fritidsliv på standby til jeg er 35… Men kan man overhovedet få en stilling der max er 37 timer om ugen efter KBU?

[LivsenBerg]

[quote=“Kurtmann”:o9dcw4np]Hejsa

Jeg blev færdig som læge fra København sommeren 07. Jeg læste i maaange år, fik 2 børn undervejs, havde nogle sjove og dejlige år med studie- og kollegieårene, men var absolut også en af dem, der for at klare mig igennem det svære studie måtte kæmpe en kamp med bøgerne for at klare mig igennem de mange eksamener.
Jeg tog aldrig nogle vikariater og var under den sidste del af studiet meget spændt/bange for om jeg nu egentlig egnede mig og var klog nok til at være læge.

Så på mange måder kan jeg meget godt sætte mig ind i alle de bekymringer du går rundt med

Nu har jeg så været ude og arbejde som læge i et år og er meget begejstret! Læringskurven er meget stejl i starten - vores skønne studie forbereder os ikke helt på den virkelighed vi kommer ud i, men det er nok også svært at gøre 100 % og er nok ikke anderledes end for alle andre nyuddannede. Man lever lidt med hjertet i halsen de første måneder, det gjorde jeg i hvert fald - men for hver dag bliver bare så hurtigt dygtigere og sejrene er rigtig mange!!!Jeg har oplevet masser af gode kolleger, der er med til at hjælpe en på vej og støtte en i starten - der er heldigvis masser af backup!Så efter ganske kort tid, så føler man sig faktisk som en “rigtig læge”
Det er ikke fordi jeg ønsker at male et fuldstændig rosenrødt billede af hvordan det er at være ung læge - det er hårdt arbejde, svære sager og et til tider stresset arbejdsmiljø, men jeg synes som sagt at de gode oplevelser, de søde patienter, de faglige udfordringer osv, osv laaangt overstiger det!

Mht fritid og familie, så får vi det i hvert fald fint til at fungere - jeg har klart arbejdet laaangt over 37 t om ugen, men fritiden og friheden er alligevel stor og i det er i hvert fald blevet til mange flere romaner, udflugter og afslapning end under studiet. Det er selvfølgelig surt de weekender, hvor man er på arbejde, men det giver altid fritid på andre tidspunkter. Og så hjælper det selvfølgelig med en fleksibel partner, der kan tage over de skæve timer man er hjemmefra

Så fra en der også under studiet var MEGET i tvivl kan kun lyde en klar anbefaling - det er et dejligt job at være ung læge!

Ina[/quote]

Er helt enig i ovenstående, det er næsen som at læse om sig selv bortset fra det med børn (jeg har ingen). Jeg var også MEGET i tvivl under studiet, og tænkte mange gange på at springe fra, gjorde det dog aldrig, og blev færdig i januar i år (08). Har nu arbejdet i ca. 8 måneder og er blevet rigtig glad for at arbejde som læge. Det er skræmmende i starten, som alt nyt er, men man har mange gode kollegaer, som hjælper en.
Lige som Kurtmann, har jeg også arbejdet mere end 37 t./u., men ikke rigtig følt det var for meget (jeg har dog ingen børn), og jeg har haft tid til både familie, venner og fritidsinteresser.

“[quote]Du skriver du arbejder langt over 37 timer… hvor mange timer er det? Har man slet ikke noget at sige selv i den sag?
I forhold til “helt almindelige mennesker” med et typisk 8-16 job, føler du så at dit job fylder meget meget mere? [/quote]”
I mit tilfælde har det nok været ca. 40-50 t/u i snit, havde ikke meget at sige til det da vi i afdelingen manglede læger i det vagtlag jeg var i, men det påvirkede mig ikke lige så meget som jeg havde forventet at det ville.
Der har da været dage hvor jeg har tænkt meget over de patienter jeg har haft, men igen ikke noget der har påvirket mig i negativ retning.

Det hele er ikke fryd og gammen, men det gode opvejer klart det dårlige i arbejdet som læge, og det er SLET ikke som at være studerende i klinik!, hvilket var noget jeg hadede.

Jeg vil anbefale lægejobbet, men ikke studiet:) Det var sku’ hårdt.

[Singh]

Angående antal arbejdstimer om ugen:

Nu er jeg ikke særlig opdateret omkring overenskomsten, men jeg vil mene at man som læge kan kræve at arbejde max. 37 timer om ugen i gennemsnit over en normperiode. Dvs. man kan godt komme ud for at arbejde 42 timer en uge, og så 32 timer den anden. Problemet opstår når man er på en afdeling hvor der mangler læger. Her kan man blive nødsaget til at arbejde mere, hvis ikke afdelingen skal til at investere i eksterne vikarer.

Jeg havde en vikariat på Bornholm, hvor det ikke var usædvanligt at arbejde 65-70 timer om ugen, mens på Bispebjerg hvor jeg er i turnus og hvor lægemanglen ikke er nær så stor arbejder jeg i snit 37 timer.

Angående livet som læge, så er der næppe nogen herinde der kan fortælle dig hvordan dit liv som læge vil være. Det afhænger dels af dig som person (dine ambitioner, dit forhold til mennesker, din evne til at fungere under pres, osv) og dels af den afdeling/speciale du kommer til at arbejde med. Under turnus er man kun delvis herre over hvilken afdeling/speciale man kommer på, men efter turnus står man ret frit til at vælge, og det er det fede ved det hele.

Konklusionen må være at du ikke skal bekymre dig over livet som læge. Du vælger i høj grad om du vil arbejde 37 t eller mere, og hvad du vil arbejde med (klinik - hospital/privat, forskning - medicinalfirma/hospital/universitet, undervisning, udlandsarbejde - MSF, vikariater i New Zealand, oma.). Så klø på, det skal nok blive godt.

[LisAnn]

Mange tak for jeres fine svar… det giver mig lidt at tænke over og gør bestemt ikke tvivlen mindre, da jeg må indrømme at jeg nok har været ret tæt på at vælge en anden vej…
Det lyder fint med arbejdstiderne… Så længe man bare ikke føler, at man er helt kørt over i turnus, skal man jo nok klare det år…
Hvordan har du opblevet turnus? Hvordan er det at stå med ansvaret for den akut dårlige pt? Føler du virkelig at du altid kan få den supervision du har brug for? (Ja min angst er jo at stå der med en pt og ikke være klar til at påtage mig ansvaret tilfredstillende!)

Men du skriver at mulighederne er store efter turnus… Men så er det igen jeg kommer til at se på 4 års regel og specialeforløb, som for mig lige pt også kan virke lidt uoverskuelige. Hvis jeg skulle vælge nu(som jeg heldigvis ikke skal) ville jeg nok vælge almen medicin. Jeg vil virkelig gerne have det brede perspektiv og undgå at skulle arbejde alt for meget under pres. Jeg tror ikke hospitalsverdenen er stedet for mig på den lange sigt. Men der er jo selvfølgelig inkluderet en række måneder på de forskellige sygehus-afdelinger, så man får set og lært en masse … Jeg tænker bare: når man kun er 6 mdr på en afdeling af gangen, er man så ikke igen den der er nederst i rækken og skal stå til rådighed for vagter og ekstratimer? Jeg er bange for at et halvt år her og et halvt år der er stressende? eller hvad??

[Singh]

Indtil videre synes jeg bestemt at turnus virker overkommelig. Der er supervision nok og jeg er aldrig alene, der er altid en mellemvagt tilstede (også om natten), mens bagvagten tager hjem sent på aftenen og kan tilkaldes efter behov. Selvfølgelig står man som læge i akutte livstruende situationer (nok lidt mere på medicinsk afd, især hvis man går man hjertestop hyleren), men de fleste gange kan man klare tingene på egen hånd. Den angst du snakker om kan de fleste af os vel genkende. Det er bare med at holde hovedet koldt, og bruge de redskaber som man lærer om sidst i studiet og under sin KBU (navnligt ABCDE principperne).

Hvordan kan du skrive at hospitalsverdenen ikke er noget for dig når du kun er på 5. semester? Du skal nok vente med at tage den beslutning lidt endnu.

Ikke sikker på at jeg helt forstår hvad du mener med det sidste (at man er i bunden når man kun arbejder 6 måneder af gangen). Tænker du på KBU eller blok-stillingerne? Du skal ikke stå mere til rådighed eller tage flere vagter bare fordi du er ny. Om man er “nederst i rækken”? Jo, det er man vel altid når man starter på et nyt sted. Men det har jo også nogle fordele. Dine kolleger ved at du er ny i faget, og gør alt for at hjælpe dig. Så bare rolig, det skal du ikke tænke så meget på.

[LisAnn]

Grunden til at jeg tror hospitalsverdenen ikke er noget for mig, er at bare du nævner hjertestops-hyleren får jeg ondt i maven:-)
Jeg ved godt at jeg ikke har fået den undervisning der skal til, for overhovedet at være rustet til denne opgave endnu, men puha det kan give mig kriller i hovedet om jeg egner mig til denne verden.
Jeg elsker det faglige ved faget, og er sikker på at jeg godt kunne finde et job/speciale som jeg trives i… men jeg synes bare vejen dertil er lidt lang og skræmmende på nogen måder… mon jeg har personligheden der skal til…

Med det sidste mener jeg bare at det må være lidt hårdt sådan at skulle omstille sig til nye situationer hele tiden, når man nu endelig er faldet til på den ene afdeling og skal videre til noget helt nyt igen igen(i blokstillingerne)…Skal man ikke have 6 forskellige afdelinger på 30 mdr?

Hvis man takker ja til en blokstilling er man så egentlig låst der indtil man er uddannet specialelæge? Hvad hvis man fortryder eller ikke trives der?