En håbefuld jonglør

Hej Forum og god jul

Jeg er en snart 34-årig mand der for nylig har bestået min mundtlige matA eksamen med et fint 12-tal. Aktuelt venter jeg på min skriftlige karakter som jeg forventer også giver 12 (eller i værste fald 10). Da jeg tidligere har haft berøringsangst for matematik, synes jeg selv dette er en ret sej præstation. I mine yngre dage var jeg skoletræt, lidt for glad for computerspil og for piger, hvilket resulterede i et gymnasialt karaktergennemsnit på 3-komma-noget. Så hvad laver jeg her? Jeg er nemlig, trods mit gymnasiale gennemsnit, senere hen blevet uddannet paramediciner og har arbejdet i sundhedsvæsnet i over 10 år. Jeg betragter mig selv som en habil ”pm-er” og besidder nogle færdigheder og erfaringer jeg ikke vil være foruden.

Det var dog først i 2022, da jeg blev far, jeg måtte se i øjnene at en drøm om en videregående uddannelse aldrig ville blive til noget, medmindre jeg selv tog affære. Jeg gik derfor i gang med at læse matematik som onlinekursist, dette med henblik på at finde ud af, om hvorvidt jeg faktisk kunne finde ud af det. Mellem nattevagter og bleskift, med en nysgerrighed og ydmyghed omkring faget, har jeg så kommet i mål og har derfor samtidig fået en god selvtillidsboost. Jeg kaster mig over kemi nu her og satser selvfølgelig på et 12-tal mere. Efter grundige overvejelser har jeg så landet på beslutningen om at prøve at komme ind på medicinstudiet, i Aalborg.

Mit spørgsmål er blot om det er én derude som mig, som er kommet ind og som måske også er kommet ud på den anden side, alt samtidigt med at skulle jonglere arbejde og familieliv med et fuldtidsstudium? Hvilke erfaringer har du gjort dig?
Ligeledes hvordan ser fordelingsnøglen ud i en kvote 2 ansøgning ift. min sundhedsfaglige baggrund vs. mit karaktergennemsnit, som jo ligger et par standardafgivelser fra den typiske ansøger.

Tips ift. studieteknik er også meget velkomne, skulle jeg på mirakuløst vis komme igennem nåleøjet. Tak for at du læste med.

5 Synes om

Hej @MikeCharlie,

Der er ikke andet at sige end ‘go for it’ hvis du brænder for faget. Sæt dig grundigt i optagelseskrav og spørg studievejledning om råd. Søg bachelor-delen bredt for at få en chance at komme ind, og skift eventuelt på kandidatdelen til et andet uni.
Som du selv skriver, det er et fuldtidsstudium. Det er muligt at arbejde ved siden af, men mængden af fritidsarbejde skal ikke være for overvældende til at du ikke kan hellige dig studiet.

Jeg kom selv ind som knap 40-årig, klarede mig rigtigt fint gennem studiet, og har nu også opnået en PhD-grad. Det handler bare om at arbejde sig flittigt igennem med god planlægning.

Held og lykke!
Mvh,
Mignon

5 Synes om

Hej MikeCharlie

Jeg er 36, i starten af bacheloren på AU og blev mor i starten af 2023.
Jeg har ikke en sundhedsfaglig baggrund som din, og er som sagt ikke kommet igennem medicinstudiet endnu.
Men jeg har skullet læse fag op ligesom dig og kom ind via kvote 2.
Jeg har ikke mere SU og må derfor arbejde lidt ved siden af studiet (18 timer).

Jeg troede heller ikke jeg rigtig kunne matematik men fandt på VUC både ud af det ikke passede og at jeg syntes det var sjovt - og det er absolut en fordel på medicinstudiet, da nogle fag indeholder en del beregninger og matematik der for så vidt er enkel nok at forstå men svær at bruge korrekt (kryptisk, I know).

Jeg siger ligesom de andre: go for it.

Men jeg har også lyst til at anføre at jeg synes det kræver meget planlægning og disciplin at studere når man har børn.
Omvendt, som en anden også skriver, har man også mere fleksibilitet end når man arbejder; det kræver bare et vist mål af prioritering på daglig basis at få læst nok, passet sit arbejde og været nok for og med sin familie.
Måske bliver nogle ting lettere for os når lillen starter i vuggestue her i foråret, men jeg har endnu til gode at opleve sådan rigtigt at få det til at køre. Indtil videre har studiet været på deltid for mig (af forskellige grunde, efterfødselsrelateret sygdom bl.a.), hvilket studienævnet gerne bevilger hvis man har en god grund, men efter sommer 2024 kommer det ikke til at kunne lade sig gøre, da semestret jeg skal tage ikke kan opdeles i forskellige fagforløb.

De sidste måneder af det nyligt overståede efterårssemester fandt jeg dog endelig en studieteknik der fungerede for mig, efter knap 1,5 år på studiet (inkl. noget barsel), og en læseplan der gav mening samt et makkerskab der kørte - men ikke uden at jeg måtte stille nogle krav til makkeren, bruge SPS (støttemulighed på uni) og finde nogle kreative løsninger på hjemmefronten.
Jeg var omkring flere forskellige studiemakkere uden at det spillede og vil sige at man som lidt ældre ny studerende selv må være ret (pro)aktiv for at finde nogen at arbejde sammen med, god til at forventningsafstemme og dertil ret ‘nærig’ med sin tid, fordi man har børn.
De unge studiekammerater man typisk har, er ivrige med foreninger, kurser, fester m.m. og kan have lidt svært ved at forstå at det ikke er en prioritet for én når man har familie derhjemme, og det gør at man skal gøre en indsats for ikke at ekskludere sig selv. Eller i hvert fald ikke være for genert til at gå hen og spørge en gruppe om man må arbejde sammen med dem lidt.
Det er også muligt at finde andre ældre studerende, men jeg tror man skal være lidt heldig for bare at finde noget der spiller i første forsøg.

Anbefalinger til studieteknik er overordnet: aktiv frem for passiv læring og alt hvad der passer på “work smart, not hard”.
Aktiv læring: løs opgaver, kom til holdtimer, lav studiecafeer, ordlister, huskekort, tal med studiemakkeren, tag noter hvis det virker for dig. Passiv læring: at læse pensum og følge forelæsninger.
Jeg siger ikke at man ikke skal læse eller følge forelæsningerne, men at det andet er højere prioritet.
Der er rent faktisk altid mere at læse end man kan nå, hvis man læser bare lidt langsomt og det tager tid at lære (gjorde det i hvert fald for mig), hvad der er det vigtige man skal kunne huske fra et kapitel og hvad der er mindre vigtige detaljer; igen en prioritering, studieteknik der tager tid, work smart.
I starten var det sygt stressende for mig fordi jeg kommer fra en helt anden baggrund og dem der har haft biokemi eller sådan noget i gymnasiet virker til at have et afgørende forspring. Jeg brugte meget tid på at bekæmpe panik over at jeg følte at alt gik alt for stærkt og at der var alt for meget at lave, programmer jeg skulle lære at bruge som jeg ikke måtte have med til eksamen uanset, laboratorieforsøg der gik rimelig hurtigt og kun blev lavet én eller få gange og mikroskoperinger hvor jeg kun nåede 25-50% af de planlagte opgaver hver gang.
(Jeg har mensa-IQ, så jeg burde jo kunne følge med, men blev så også udredt til at have ADHD og autisme under 1. semester og det forklarede noget af mit besvær. Jeg er iøvrigt langt fra den eneste på studiet med de diagnoser).

Jeg havde tænkt, efter VUC og inden jeg kom ind - måske lidt arrogant - at når det var så relativt let for mig at opnå gode karakterer på VUC, lå medicinstudiet nok lige i forlængelse af, sværhedsgradsmæssigt. Min research bl.a. her i forummet havde også sagt mig at folk ikke som sådan syntes det var svært, i hvert fald ikke lige så svært som mat A, forståelsesmæssigt - der var bare vildt meget at lave. Det gik altid igen at folk sagde der var vildt meget at læse og når jeg stødte på de kommentarer, tænkte jeg ofte noget a la: “jaja, lad mig nu se… hvor svært kan det lige være…”
Men jeg må sige at hybris fik sin nemesis, der ER virkelig meget at lave og det ER altså ret svært - for mig i hvert fald.
Der er en logik i nogle af de første fag på AU som det bare har taget mig laaang tid at fatte, og derfor har jeg også dumpet et fag flere gange.
Det er værd at vide at dét der i gym eller på VUC udløser 10- og 12-taller, her typisk udløser en ‘lige bestået’ karakter, fordi “bestået” = godt nok til at være læge.
Dermed skal der altså også en vis mængde arbejde til for at bestå. Jeg har studeret på uni før og også på en anden uddannelsesinstitution hvor jeg ikke behøvede lægge mig i selen; man kan måske ikke sige at jeg kom sovende til gode resultater, men i hvert fald uden ret meget besvær.
Her tror jeg ikke nogen som helst kommer igennem uden besvær (!) og slid, masser af arbejde. Tygge, tygge, tygge sig igennem ord, sætninger, begreber, teknikker, artikler, slides, bøger, opgaver, præparater osv.

Måske er noget af det lidt nemmere for en paramediciner, det håber jeg da for dig :slight_smile:
Men det er i hvert fald ikke motivationen der fejler noget hos mig. Det er simpelthen bare tough stuff, synes jeg, noget af det.

Hvad angår kvote 2-ansøgning er jeg ikke længere inde i hvordan det fungerer med AAU desværre, men kan sige så meget at jeg mener fagsnittet har stor betydning for 3 ud af 4 uni’er og at det som en anden også skriver måske er klogt at gå efter flere af dem, medmindre du ikke har travlt med at komme ind eller du bor i Nordjylland og ikke er flytbar.
Dét med at søge i anden landsdel end hvor man bor, hvis man ikke har mulighed for at flytte eller ikke på forhånd VED med sikkerhed at man er glad for og god til at udnytte pendlertid, vil jeg dog mene er at skyde sig selv i foden; jeg har set mange forsøge og alle er endt med enten at flytte eller droppe ud og søge ind på ét af de andre uni’er.
At gå efter at overflytte på kandidaten er heller ikke at anbefale, da der ingen garantier er og det typisk kræver gode karakterer, hvilket lægger pres på hele din bachelor.

Selv søgte jeg 2 gange og blev tilbudt optag på SDU første gang på baggrund af en god unitest (under corona hvor der ikke var MMI), men vidste med mig selv at jeg hverken ville flytte eller pendle, så jeg endte faktisk med at takke nej.
Så gav jeg det et år mere, forbedrede fagsnittet yderligere, søgte anden gang kun ind på AU, da jeg bor i Aarhus, og kom ind dér.
Jeg havde estimeret at jeg skulle have et fagsnit på mindst 10,0 for at komme ind, i kombination med en god unitest og lavede et beregningsskema hvor jeg kunne skrue på de enkelte karakterer for at se hvilke der gav mest hvis de blev forbedret.
Jeg tilmeldte mig en del fag, men dem som jeg tænkte det var realistisk at ændre på, fx kun mundtlig dansk da jeg allerede havde 10 i skriftlig og ikke fandt det sandsynligt at jeg ville kunne hæve den til 12.
Inden jeg gik i gang havde jeg ikke mat på andet end C-niveau og hverken fys eller kemi på nogen niveauer (gammel gymnasieordning) og mit samlede gennemsnit var 7,9.
Jeg endte med et fagsnit på 10,5 dét år jeg kom ind og havde så hverken relevant erhvervserfaring eller brug for det til AU, men en unitest på vist nok 57 point, hvilke er lige omkring det man oftest regner som nødvendigt for at komme ind.

Jeg mindes at have set at sidste års kvote 2’er på AU alle kom ind med 12,0 og at dette vist skulle forstås som den samlede score bestående af fagsnit + tillæg for relevant erhvervserfaring som på dét tidspunkt vist var max 2,5.
Hvad der skal til for at få max tillæg, må en studievejleder fra AAU vide, tænker jeg, og hvordan de sorterer hvis for mange har 12,0 eller ‘derover’ og der stadig gælder samme regler nu, må vel enten afhænge af hvor højt fagsnittet i sig selv er, eller en individuel vurdering af præcis hvor relevant ens erhvervserfaring er - men det er rent gætteri fra min side :slight_smile:

Håber du kan bruge mit lange svar til noget. Du er velkommen til at spørge ind hvis der er noget du vil have uddybbet.

Vh Louise

4 Synes om

Hej @MikeCharlie
Jeg er også tidligere redder og er på 7 semester i Aalborg (bor i Aarhus). Har to børn og arbejder ved siden af som vikar. Du er velkommen til at skrive en pb besked herinde med evt. spørgsmål.

Hej alle. Tak for Jeres fine svar, de er bestemt brugbare. :heart:

Louise, det vil helt sikkert blive nemmere for dig/Jer, så snart den lille er indkørt i vuggestuen. Vi har vores hjemme her i julen og det er meget hyggeligt, men også hårdt at skulle underholde en terrorist der æder skrald og tegner på væggene.

Nu skrev jeg Aalborg, dette dels grundet økonomiske men også familiære hensyn, men jeg vil forsøge at holde alle muligheder åbne. Nøgleordene er planlægning ikke mindst disciplin, hvilket lyder bekendt, da jeg efterhånden er vandt til at hænge i vindueskarmen efter fingerspidserne.

Mvh,

MC

Jeg er 30 år og læser medicin, har ikke et barn, men har eget firma.

Det er muligt, men det kommer helt an på hvordan du lærer bedst og du finder nok højst sandsynligt ud af det, når du kommer ind på studiet. Jeg læser aldrig og har ikke åbent en bog endnu (pånær atlas), møder op til de fleste forelæsninger og holdundervisning*. Resten er powerpoints og anki kort.

*Drager nytte af de ældre studerende, som kan forklare dig hvad der er værd at møde op til.

Hej!
Jeg læser ikke selv medicin, så jeg er ikke helt sikker på det her, men jeg har fået at at man kan komme ind på studiet via. ens fagsnit? Jeg kender nemlig nogen, som kom ind på studiet tilbage i 2015/2016, som havde lave karakterer på gymnasiet, men fik 10 og 12 i de fag de supplerede, og kom ind på medicinstudiet på den måde. Er ikke sikker på om det stadig er sådan, men jeg tænkte at jeg ville dele, og så kan du måske selv undersøge videre :blush:
Ellers kan du tage uni-testen. Du kan forberede dig på uni-testen ved at købe Aspiris kursus (det hjælper sygt meget!) og gennemgå de mange arbejdsopgaver de deler med dig, når du køber kurset. Kurset indeholder også videoer med en underviser, som forklarer hvordan man besvarer de forskellige opgaver i testen. Jeg synes helt klart du skal undersøge det nærmere, hvis du skal tage uni-testen :blush: Kurset foregår online, og du kan studere lige præcis når du har lyst. Hvis du overvejer at tage testen i år, ville jeg anbefale at du starter med at forberede dig mindst 1-2 måneder før, så du kan sætte dig ind i hvordan uni-testen foregår, og få det bedst mulige resultat :blush: Jeg købte selv kurset sidste år, da jeg søgte ind på psykologi på KU, og det hjalp SÅ meget!

Håber du kunne bruge mit svar til noget - og held og lykke med at komme ind på medicinstudiet!