Endnu en motiveret ansøgning


#1

Hej alle!
Ved godt jeg er ved at være lidt sent ude, men håber på der er nogle venlige sjæle der vil læse min ansøgning igennem og give noget kritik. Derudover har jeg et enkelt spørgsmål: Hvor stor indflydelse har ens gennemsnit på om man bliver optaget?

Motiveret ansøgning:
Mit navn er Jeppe Schäfer. Jeg er 19 år gammel og søger hermed om optagelse på medicinstudiet på Syddansk Universitet i Odense.

Jeg blev matematisk student i juni 2005 på Skt. Knuds Gymnasium med matematik og engelsk på højniveau.

Jeg har længe vidst at lægevidenskab er det rigtige studie for mig. Der er utroligt mange ting omkring studiet og lægeerhvervet der interesserer mig og passer godt til min personlighed og mine ambitioner. Jeg har altid interesseret mig specielt meget for de naturvidenskabelige fag, og idræt og biologi hvor man lærer meget om kroppens opbygning, dens funktioner og hvordan den reagerer på forskellige forhold.

Jeg holder meget af at lære nye ting og gøre mig nye erfaringer, og har derfor altid været meget seriøs og engageret omkring min skolegang. Samtidig kan jeg godt lide udfordringer. Derfor har mine studier aldrig føltes som en pligt for mig. Jeg er overbevist om at begge disse behov vil blive opfyldt, ikke blot på medicinstudiet, men i hele karriereforløbet. Som læge stopper man aldrig med at uddanne sig. De utallige områder inden for lægevidenskaben gør at der hele tiden er nye ting at lære og specialisere sig inden for. Herudover skal man følge med i de nyeste fremskridt inden for bl.a. viden og forskning. Det tiltaler mig meget at der er tale om en livslang uddannelse hvor man konstant bliver udfordret. Disse faktorer gør at hverdagen ikke bliver rutinepræget og triviel, men derimod spændende, hvilket er meget vigtigt for mig.

Jeg ser mig selv som en meget sympatisk og tolerant person og kan godt lide at omgås og arbejde med mennesker. Det er altid interessant at møde nye mennesker fra andre miljøer og kulturer end én selv, og der er konstant nye erfaringer at hente inden for det sociale område. Efter jeg afsluttede gymnasiet har jeg bl.a. arbejdet som vikarierende pædagogmedhjælper i Rising SFO hvor ca. halvdelen af børnene er tosprogede. Selvom jobbet kun var i en kortere periode gav det mig et godt indblik i flere forskellige kulturer samt en masse gode erfaringer. Et af de aspekter ved at være læge, jeg sætter mest pris på, er at man arbejder for at hjælpe andre mennesker. Jeg har altid holdt meget af at kunne hjælpe andre og synes det er en fantastisk ting at kunne bruge sin uddannelse til. Det får en til at føle at man virkelig udretter noget og at man bruger sit liv til noget fornuftigt, også selvom det måske kun er en mindre gruppe af mennesker man beskæftiger sig med. Medicinuddannelsen er ekstremt relevant og kan bruges i mange situationer. Ikke kun når man er på arbejde, men også i hverdagen hvis der opstår en ulykkessituation, eller hvis en bekendt er blevet syg.

Med de mange muligheder for at videreuddanne sig og måder at arbejde på, der er inden for lægevidenskaben er jeg sikker på at man kan finde en kombination der passer godt til ens egne behov. Man kan fx vælge at arbejde inden for det offentlige, selvstændigt eller man kan forske, og der er utallige områder man kan specialisere sig i. Personligt er jeg ikke sikker på præcis hvad jeg kunne tænke mig, men jeg er meget åben over for nye muligheder og er sikker på at jeg finder ud af hvad der er det rigtige for mig i løbet af uddannelsen.

Jeg mener at jeg besidder evnerne og kvalifikationerne til at blive optaget på medicinstudiet. Jeg er særdeles motiveret og indstillet på at det kræver målrettethed og hårdt arbejde at gennemføre.
Jeg glæder mig til at høre fra jer, og håber på at blive inviteret til en uddybende samtale.

Held og lykke til alle ansøgere.
Mvh Jeppe


#2

Personligt kan jeg godt lide denne slags ansøgninger!! der er ikke for meget opremsning af meritter, jeg synes jeg får et godt indblik i din person. et par enkelte forslag vil jeg dog komme med. Istedet for Jeg ser mig selv som en meget sympatisk og tolerant person så brug vendingen mine nærmeste beskriver mig… Jeg mener hvis de gør så vil andre nok også synes det samme. Ellers så fortæl lidt om dine fritidsinteresser, det er altid relevant og med til at give et indtryk af dig som en hel person og ikke bare en lektiemaskine. Til sidst kan du jo foreslå nogle områder hvor du kan bidrage studiet med nogle positive oplevelser.
Ellers så er den sgu OK, men husk der findes mange forskellige meninger omkring dette.