Helene78:
Med fare for at få et gult eller rødt eller måske endda lilla kort: Måske var de bare trætte af at høre om dine børn.
Jeg ved ikke om du får et pink eller et ternet kort, men jeg er da kvinde for at indrømme, at jeg nok har fortjent lidt mobning.
Jeg erkender blankt, at jeg er gået i totalt selvsving i den børnepolitiske debat. Ikke at jeg ikke stadig synes, at jeg havde/har en kanongod og værdig sag.
Men det nytter ikke noget at tvinge folk til at diskutere det med vold og magt.
Og nej det var nok ikke fordi jeg talt om børn, for jeg løb rundt som en
skoldet flatus for at gøre arbejdet så godt som muligt - så tid til børnesnak og strikketøj - forget it!
Og så kunne jeg godt tænke mig også at spørge om jeg fra nu af skal være jagtet vildt i en hvilken som helst debat eller hvad?
Der er nu to narhatte, der har gjort sig morsomme på min bekostning- men nul reaktion fra moderator.
Jeg synes faktisk at det er meget værre end det jeg har gjort, da jeg gjorde det af nød - en ægte problemstilling - og fordi jeg gerne ville undgå at andre skal ud i det samme dilemma.
Jeg beklager det totale selvsving - men jeg har kæmpet med denne problemstilling så længe nu - og ønsket så meget at ændre den pågældende kultur, at det lidt kan forklare denne irrationelle reaktion…
Jeg har også sagt undskyld og forsøgt at glatte ud.
Hvorimod disse to morsomme typer på en måde nyder at ydmyge en person der allerede ligger ned - og kæmper på mange områder.
Hvis der er nogen, der har et bedre bud - please skriv!
Og så er det altså ikke for at fremstå som hellig, at jeg skrev, at jeg undgik de der halvfatale brølere i modsætning til nogle af mine kolleger.
Jeg synes, det er så godt at Martinello skriver - jamen det sker nok på en eller anden måde for os alle sammen, da ingen af os - såvidt vides 
er hel eller halvguder - på trods af så mange år på uni med tykke bøger.
Men det jeg oplevevde det var at når jeg alligevel kæmpede med næb og klør for at udsætte det bombenedslag det alligevel er, at fejlbedømme noget eller lign. - så følte jeg mig nærmest modarbejdet af den eksisterende kultur på afd.?
Jeg kæmpede helt vildt hårdt for at overleve uden slemme ting, fordi jeg vidste, at det ville kvase mig til bittesmå atomer og molekyler, hvis jeg allerede i min første, spæde ansættelse skulle tage det på mine spinkle
turnusskuldre.
Derfor følte jeg mig frustreret over tilsyneladende manglende opbakning udi det man kunne kalde “sikker lægegerning”.
For een ting er jo, at alle kan begå fejl af den ene eller anden slags - noget andet er, hvis lægekulturen er en “supermandskultur” eller
“overmenneskekultur”, hvor det opfattes som svaghedstegn at vise usikkerhed eller spørge om noget, der måske ikke ligefrem handler om liv eller død - også om natten…
jeg har valgt nærmest at gøre en dyd ud af at sige det ligeud, hvis der er ting, jeg ikke ved, ting jeg er usikker på.
jeg orker simpelthen ikke at rende rundt og lade som om, jeg ved alt og kan alt blot fordi jeg har taget en skide cand.med.-eksamen.
Men måske burde jeg have været mere arrogant og hård negl?
Men det ville jo bare ikke have virket i længden - både fordi jeg ikke er god til at forstille mig - men også fordi jeg hader den der - supermenneskekultur - men måske er den lidt nødvendig?
Hvem ville opereres af en person, der er bare sådan ganske helt almindelig jævn og med bremsespor i underbukserne som alle andre?
Jeg har da haft en del vikariater og en del vagter som timelønnede, fælles har været at bagvagterne altid har stillet op, når der var brug for det. Har kun oplevet én “træls” bagvagt. Det viste sig dagen efter, at hun havde influenza, så hun var jo lovlig undskyldt. Hun hjalp mig, skal det lige siges, via telefonen.
Efter at have haft 2 vikariater er det så småt ved at gå op for mig hvor lidt af det man lære på studiet, man egentlig kan bruge på en afdeling. Helt seriøst der er jo uendelig langt fra forelæsningslokalet til at sidde og holde stuegang med 2 sygeplejersker… Måske er det netop her bagvagternes frustrationer kommer fra?
Heldigvis er der en løsning, der findes faktisk en bog som kan forberede dig til livet som læge. Glem alt om medicinsk kompendium og grib i stedet “The house of God” af Samuel Shem. Den er ond, den er led, men alt hvad du behøver vide står i den :twisted:
jeg har også haft et vikariat som stud.med.
Havde man spurgt mig dengang, så ville jeg også have sagt, der absolut ingen problemer var med bagvagter.
Det var jo klart, for som stud er man jo ansat på den måde, at det juridiske ansvar for, hvad man render rundt og laver ligger på den ansættende overlæges skuldre.
Sådan har jeg forstået det - eller tager jeg fejl?
Så er det jo klart, at motivationen til at redde ens skind er klokkeklar.
Men er man først “rigtig” læge - så hæfter man meget mere for, det man sætter navn på.
Der følte jeg i hvert fald, at nogle bagvagter ikke var solidariske nok - da jeg først var blevet læge.
Men jeg tror også, de har været ude for noget der var meget værre, da de var “unge”.
Spørgsmålet er jo, om det er nødvendigt, som jeg tror disse bagvagter mener - at hærde den unge læge ved at skubbe hende ud i nogle situationer, som hun er bange for - egtl. gerne ville have hjælp til.
Som jeg har forstået det så er det meningen, at man skal følge denne arbejdsgang: 1)Se proceduren 2)Superviseret procedure 3)Selvstændig procedure - men det overholdt de ikke…Jeg var engang ude for at ALLE 3 punkter blev sprunget over, som jeg har beskrevet andetsteds…jeg skulle selvstændigt udføre en svær procedure - (bedøve og reponere fraktur) kun via mundtlig vejledning…Fortryder at jeg ikke klagede over det…
Og ja jeg synes også, at der er rigtig meget at det man skulle igennem på studiet, som man ikke umiddelbart skal bruge i hverdagen.
Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at lægeudd. blev lidt mindre akademiker og lidt mere kliniker.
Lidt a la problemstillingen med de nye sygepl. og den akademisering af deres uddannelse, som så gør dem klinisk usikre…
Så er det måske at bagvagterne vælger at smide en ud på det dybe - og så må det gøre lidt ondt.
Men det fratog bare delvist mig lysten til at være læge…så det var jo ikke så godt. Dog vil jeg sige, at det var KOMBINATIONEN af de hårde arbejdsuger - timemæssigt - og så visse bagvagters adfærd, der gjorde udslaget. Havde jeg ikke haft børn eller lysten til børn - så kunne jeg da godt have tålt mosten og nok valgt at tænke - jeg skal bare igennem den her periode - det må blive bedre med tiden.
Men jeg synes, der er noget galt med lægekulturen.
Mit hovedmål under turnus var at undgå at blive “farlig”.
Jeg ville for alt i verden igennem uden at dumme mig alt for meget - lidt kan nok ikke undgås uanset hvor meget man stræber :roll: .
Men jeg synes bare der var for meget “supermandskultur”.
Jeg synes at glæden ved arbejdet forsvandt, når man også skulle være bange - fordi man gik - efter min mening - alt for meget rundt alene - uden oplæring af bagvagt. Så kom man ikke til at føle, at man var dygtig - men mere at man lige netop overlevede…Er det bare sådan at være i turnus - eller der det bare mig?
Jeg glæder mig til jeg kan dele mine erfaringer - men mit første indtryk er at gastroenterologer er et dejligt folkefærd 
Det er dejligt, hvis der er nogen, der får en rigtig god oplevelse.
Oplever at blive gelejdet igennem med en følelse af støtte og tryghed.
For det er vel sådan, det burde være…
Men hvis der skulle være nogen, der kan genkende elementer fra mine mindre gode oplevelser, så ville det hjælpe mig til at føle, at jeg ikke er alene om det. Jeg ved godt, at jeg ikke er alene om det, da jeg har hørt så mange historier efterhånden. Alligevel kunne det være rart med opbakning p.t. - hvor jeg skal i gang igen - og det er som om alt det negatvie kommer væltende…