Jeg synes, det er dejligt, at I gider diskutere det her.
Især de der gider fortælle, at de har mødt trælse bagvagter.
Når man brokker sig så kan det jo nemt komme til at falde lidt tilbage på een selv - så det kan virke som om, man selv måske har et problem.
Jeg er selv hurtig til at brokke mig og synes en masse dårligt om lægeverdenen. Men det er også gået op for mig, at jeg næsten systematisk overser og glemmer alle de mange søde og hjælpesomme læger, sygpl. osv., jeg egentlig har mødt gennem tiden.
Det er den bagvagt, der smækker røret i, hvor så sygepl. må ind og hjælpe igennem, som ætser sig ind i een og kan give en vedvarende utryghed.
På den anden side så har jeg også tit haft ondt af bagvagterne.
Jeg kunne godt have klaget over de få trælse bagvagter, jeg mødte.
Og jeg burde også nok have gjort det af hensyn til kommende forvagter.
Det har jeg lidt dårlig samvittighed over.
Men jeg fik faktisk ondt af bagvagten - den værste var fraskilt med børn.
Det var tydeligt, at han ikke havde det specielt godt.
Og så tænkte jeg, at det måtte være stress, der gav den adfærd.
Men ok næste gang så siger jeg noget - a.h.t. dem der kommer efter mig!
Jeg synes dog det største problem ikke så meget er den enkelte bagvagt, men hele kulturen, hvor det forventes at man skal lave så meget selvstændigt lige fra starten af og bare køre derudaf.
Det kunne jeg godt - til min store overraskelse - mange ting kan man når man står og skal, det er en mærkelig oplevelse at det kommer til een, når man står der.
Men jeg kunne altså godt tænke mig en meget blidere overgang mellem at være stud.med. den ene dag og næste dag så er det MIG der er lægen og kører showet.
Men jeg synes ikke, at jeg blev overfuset fordi jeg havde dummet mig - snarerer fordi “jeg ikke havde”. Det kan man selvfølgelig ikke sige, at de ønskede, at jeg skulle lave et eller andet dumt. Men jeg tror, det irriterede dem, at jeg var så meget typen med både livrem og seler.
Der var en anden læge som sendte flere brækkede hofter hjem ved en fejl - ham elskede de! Der var en læge som sendte en trafikulykkept. hjem med såvidt jeg husker costafraktur, som var lige ved at stille træskoene da det blev livstruende. Blev reddet af andet sygehus. Den læge var de også helt vildt glade for.
Men mig som bare gik dobbelttjekkede og sikrede mig selv - og alligevel fik arbejdet gjort - jaehh - jeg følte ikke, at de kunne lide den lægetype.
Måske fordi det var kirurger?
Dog tror jeg nok den adm.overlæge blev ked af da jeg allerede dengang sagde, at jeg overvejede at droppe lægekarrieren a.h.t. børn. Det varmede da, at hun blev ked af det…Men jeg savnede nok lidt positiv respons, for jeg syntes faktisk at jeg i det halvår knoklede røven ud af bukserne - men alligevel så var det de risikovillige, der var in? Eller hvad?
