Jeg læser lige nu min bachelor i medicin på Aalborg Universitet og går med seriøse overvejelser om at tage min kandidat i enten Odense eller København. Jeg ved godt at jeg har retskrav på min plads i Aalborg men jeg er nysgerrig på at høre om mine muligheder for at skifte.
Hvad synes I om skiftet? Er der nogen herinde der har prøvet at tage turen fra Aalborg til enten KU eller SDU?
Jeg vil vildt gerne høre om hvordan jeres proces var. Er det overhovedet realistisk at komme ind som ekstern ansøger? Jeg tænker også meget over hvordan det er at lande på et andet universitet når man er vant til PBL og grupperne i Aalborg. Er der noget fagligt man mangler eller er overgangen til at gå til forelæsninger og læse på egen hånd nem nok?
Hvis der er nogen der har gode råd til hvad man skal være opmærksom på når man søger gennem portalen eller hvordan de andre universiteter vurderer en når man kommer fra Aalborg så skriv endelig.
Jeg læste 1 år på AAU, før jeg blev overflyttet (jeg søgte optagelse på ny) og kom ind på KU. Selvom jeg ikke selv har søgt om optagelse på kandidaten som overflytter, da jeg havde retskrav fra KU, har jeg hørt, at det er blevet sværere at komme ind efter bacheloren, hvis man ikke har retskrav. Så vidt jeg ved, var der ingen eksterne medicinstuderende, der blev optaget de sidste 1–2 semestre på KU. Hvis du vil garantere dig en plads, skal du derfor søge bacheloren ved KU på ny.
I forhold til læring mellem KU og AAU oplever jeg en stor forskel. KU er mere traditionelt opbygget med forelæsninger og holdundervisning, hvor 12–24 studerende undervises af én underviser. Jeg oplevede mere fokus på det teoretiske på KU og mere klinisk fokus på AAU’s bachelor. Kandidaten på AAU kan jeg ikke udtale mig om. Overgangen fra PBL til mere selvstændig læring var et stort spring, men man vænner sig til det. Der er meget begrænset gruppearbejde på KU, men de fleste studerende har én læsemakker. Ansøgere fra AAU og andre universiteter (også udenlandske) betragtes som lige, og man skal til en multiple-choice optagelsesprøve, hvis der er ledige pladser. De studerende med de fleste point, bliver optaget. Held og lykke med det.