Jeg har læst med og søgt rundt herinde fra tid til anden i nogle måneder…
Jeg er tænkeren, der til tider er for filosofisk. Passionisten der til tider er for urealistisk. Den analyserende, der vil finde årsagen på alt. Eventyren der ikke tør tænke på, at jeg jo umuligt når at se HELE verden. Jeg er boglig og kan ikke leve uden interlektuelle udfordringer. Jeg er også kreativ, spiller guitar og syr. Naturvidenskab fascinerer mig, men jeg er også spirtuel, tror på reinkarnation og interesserer mig for religion. Måske er jeg bare en klump menneske uden egentlige kompetencer.
Men jeg vil gøre en forskel. Jeg vil hjælpe, jeg vil udrede, jeg vil løse, analysere og opklare. Mennesker (måske i relation til alt?) er det, jeg vil beskæftige mig med.
Jeg er måske ved umiddelbart indtryk en typisk “sproglig” pige. Sådan en der er rigtig god til at skrive i dansk og som får topkarakterer i tysk og spansk. Og alligevel er jeg et underligt tilfælde, der bliver kaldt “hjerne” og er den bedste i matematik og fysik også.
Nå… Blev student i 06 med snit på 12,0. Startede straks på ku psykologi. Jeg brændte for faget. Har grundet min opvækst, følsomhed bla bla bla altid “tænkt psykologisk”. Jeg er en menneskekender, der nærmest ser folks tanker, traumatiske bagage osv.
Nå… Jeg følte mig helt forkert. Hørte ikke til på studiet. Jeg har altid elsket at gå i skole og savnede alle de andre fag. Blev vitterligt sørgmodig ved visheden om kun at skulle beskæftige mig med et emne. Jeg droppede ud og tog ud i verden. Levede lidt, arbejdede, dyrkede forskellige sprog, kulturer og mennesker. Og det ville jeg i dag aldrig have været foruden!
Nå… Legede i perioder med en masse studier i tankerne; spansk, tysk, dansk, fysik, matematik, teologi, antropologi, filosofi. Men intet kunne jo opylde mit ønske om at studere 5-10 fag!
Nå… Jeg rejse hjem og fik en dejlig datter (lægerne sagde i grav. hun skulle fjernes, ellers gå til -lang historie! Født præmatur m. gastroschisis, indlagt på RH i 3 mdr … lang, LANG sygehistorie) Det blev bestemt af læger, at hun skulle passes hjemme i 2 år.
Nå… Mange ting gjorde, at min livslange spiseforstyrrelse (som jeg altid har været herre over) pludselig var ustyrlig. Jeg var rent ud sagt døden ufatteligt nær til sidst. = livet væk og asolut ingen tanker om fremtid, studie. Havde intet jeg.
Nå… Kom nogenlunde ovenpå og valgte (primært grundet datters vedvarende problemer) at starte på lærerudd. tæt på bopæl. Pis, hvofor? Presset lidt af familien til at komme igang med livet igen? Og jeg havde nok heller ikke kræfter til noget som helst på uni…
Nå… Datters hjemmepasning forlænget grundet senfølger af ftf. Hun passes stadig hjemme. Er igang med matA på vuc. For pludselig. PLUDSELIG slog det mig. Det kan jo ikke være andet end medicin. Mangfoldigheden fagligt og menneskeligt. Arbejdet efterfølgende. Et interlektuelt aspekt der altid skal bruges, også om 30 år.
Men… Jeg havde jo besluttet mig fir psykologi. Jeg skal jo tænke mig frem til svarene. De må ikke bare komme dumpende helt af sig selv. For gælder de så? Er medicin bare en pludselig indskydelse? Eller mit kald? Sådan som det føles…
Nogle herinde har sikkert noget smukt at sige. Eller noget virkligt nedværdigende. Hmm.
Er jeg her mon om 5 år? Her på studmed og rådgiver andre,fordi jeg selv går på 3. semester?
Flaura (psd)