Jeg er lige nu på et af de sidste semestre på bacheloren, men er begyndt at tvivle en del på uddannelsen. Jo mere jeg hører om arbejdsløsheden, manglen på I- og H-stillinger, og om hvor mange nyuddannede læger, der fortryder deres valg, jo mere tvivler jeg selv.
Ideen om at være læge er spændende, og det er ikke fordi, jeg har en anden uddannelse i tankerne, men samtidig orker jeg heller ikke at spilde så mange år af mit liv på en uddannelse, hvor jeg ikke er sikret job og med forfærdelige vilkår. Jeg gider ikke at bruge år på at forske noget kedeligt, eller tage en phd, bare for at få en større chance for at muligvis få et arbejde.
Studiet er hårdt, og jeg føler ikke belønningen matcher det man skal igennem på det her studie.
Hvad tænker I andre? Ser det virkelig så mørkt ud for os stud.medder? For hvis det står så slemt til med de nyuddannede læger nu, så kan jeg ikke forestille mig hvordan det ser ud, når jeg engang bliver færdig. Det er jo kritisk.
“Måske ser det anderledes ud om 4-5 år når vi engang skal søge Intro og hovedudannelse” er udelukkende cope. Når der allerede nu er væsentlig konkurrence blandt pladserne, tør jeg slet ikke tænke på hvordan det ser ud til den tid. Ideen om at man skal slide sin røv i laser, bruge enormt meget tid på at lave et kæmpe, konkurrence dygtigt CV, bare for at bare have en mikroskopisk chance for at få en H-stilling er virkelig røv.
Jeg er selv næsten færdig med bachelor, og overvejer på det kraftigste at se om jeg kan bruge bacheloren til at give merit til en anden uddannelse, eller om man kan bruge den til at komme ind på en anden kandidat end medicin - for ærligt, skod arbejdsbetingelser, lav løn relativt til ansvar og jobusikkerhed lyder ret trash. Især når uddannelsen er så tidskrævende som den er.
Alternativt kan man jo se om det er muligt at tage speciallæge uddannelsen i udlandet, eneste problem er at der er tendens til samme udbud-efterspørgsels problem i de andre europæiske lande, så evt. skal man søge længere ud i verden.
Ja præcis, det er utopi at tro, at vi alle en dag ender med en speciallægeuddannelse. Realiteten er bare, at vi bliver brugt og udnyttet som billig arbejdskraft. Tænk engang, at vi spilder vores unge år på sådan en hård, stressende uddannelse, bare for at ende som regeringens marionetdukker.
Jeg er lidt nysgerrig på, om alt det her med mangel på I-stillinger og H-stillinger er en nyere ting indenfor de seneste par år. Hvis der var så meget oprør over forholdene tilbage i 2021, da jeg skulle søge studie, så havde jeg nok valgt en anden vej…
De øger antallet af HU-pladser i udvalgte specialer (tror det var almen, psyk, BU-psyk, geriatri) fra 2026, så den effekt har vi jo ikke set endnu. Men de skal stadig sænke optaget på medicinstudiet før regnestykket går op..
Som nyuddannet speciallæge, vil jeg sige at jeg ikke er sikker på at jeg ville gøre det igen. Alle med sammenlignelige uddannelser får bedre løn, hurtigere lønstigning, og bedre vilkår (hej, nattevagt hver 6. dag + hver anden weekend). Lønnen står slet ikke mål med belastningen i sundhedssektoren over en bred kam. Hvem ville sige ja til 70 kr ekstra i timen for at stå kl 4 om natten med en eller anden der ikke lige gad at komme på skadestuen da de kom til skade og i stedet henvender sig fordi de nu ikke kan sove for smerter efter de har slået skulderen? (Har de taget smertestillende? Nej. Har de brækket noget? Nej)
Jeg er forbi alt det pjat, men jeg er da lidt bitter over at min søster har tjent 80k + i mange år og har 2 hjemmearbejdsdage om ugen og ikke behøver at skovle sne for at komme på arbejde hvis man fraråder unødig udkørsel.
Jeg er selv læge og endnu ikke speciallæge. Til gengæld er jeg snart færdig med min PhD og kommer ud med +30 publikationer. Jeg har taget min KBU, har fået de børn jeg skal have og generelt været super aktiv på arbejdsmarkedet… selv jeg er nervøs for om der en introstilling når jeg snart skal ud og søge. Min kollega har også en flot forskningsprofil og er færdig med sin PhD… personen er fortsat arbejdsløs og bliver ikke engang kaldt til samtaler. Personen er ikke kræsen og har søgt alle medicinske specialer og har endnu ikke fået en samtale…
det er bekymrende… MEGET bekymrende… havde jeg vidst det og kunne jeg have valgt om, så havde jeg gjort det.
jeg går ikke sindssyg meget op i løn osv. og jeg knuselsker mit arbejde… men jeg nægter at være arbejdsløs… så ja, jeg havde 100% valgte en anden vej desværre. Og det kommer jeg nok også til nu og går i industrien da mit CV står stærkt der… men det er trist at det offentlige ikke selv kan se at det er helt hul i hovedet det der foregår.
Må jeg spørge om du ved noget om hvor stor konkurrencen er blandt læger for ikke-kliniske stillinger i den offentlige sektor? Her tænker jeg fx i Lægemiddelstyrelsen eller Sundhedsstyrelsen.
Hvad med ift. PhD- og Postdoc-stillinger? Er det kun muligt at gå den vej hvis man opbygger et godt nok CV under studiet?
